Gå til indhold
Vestegnens Brandvæsen bliver til Hovedstadens Beredskab

Pressemeddelelse -

Vestegnens Brandvæsen bliver til Hovedstadens Beredskab

Brandvæsenerne i Rødovre, Albertslund, Brøndby, Glostrup, Hvidovre, Dragør, Frederiksberg og København lægges fra 1. januar 2016 sammen i ét fælles beredskab, Hovedstadens Beredskab.

Når klokken slår tolv den 31. december, siger vi ikke kun goddag til det nye år, men også til ’Hovedstadens Beredskab’

”Rødovres borgere kan se frem til den samme høje service og tryghed, som vi er vant til. Det giver selvfølgelig nogle stordriftsfordele, når man laver Danmarks største fælles beredskab. Vi får et beredskab, som er bedre gearet til at håndtere ekstreme situationer som f.eks. storm og monsterregn. Der er også en betragtelig økonomisk besparelse – opgaven bliver billigere på sigt”, siger Rødovres borgmester Erik Nielsen.

Der kommer nu til at stå Hovedstadens Beredskab på brandbilerne, og beredskabet skal kontaktes på et nyt telefonnummer og mailadresse. Men brandbilerne kommer fuldstændig som de plejer, og der bliver gået brandsyn som vanligt.

”Med det fælles beredskab formaliserer vi mange års godt samarbejde brandvæsenerne imellem. Vi sikrer et tryghedsskabende og endnu bedre beredskab på tværs af kommunerne, der udnytter ressourcerne effektivt og som kan håndtere de mangeartede risici, der naturligt er i et hovedstadsområde”, siger direktør for Hovedstadens Beredskab Jakob Vedsted Andersen. 


Fakta

Hovedstadens Beredskab dækker:

8 kommuner

1 mio. borgere

1000 ansatte

11 stationer

80 køretøjer


Baggrund

Sammenlægningen af de 8 kommuners beredskaber er en konsekvens af KL og regeringens aftale om kommunernes økonomi for 2015, hvor kravet er, at landets 86 kommunale beredskaber inden 1. januar 2016 etablerer sig i max 20 beredskabsenheder.

Hovedstadens beredskab oprettes som et selvstændigt § 60 selskab i henhold til den kommunale styrelseslov om fælles kommunale selskabsformer. Alle opgaver fra de nuværende brandvæsener samt myndighedsopgaver som brandsyn og brandteknisk byggesagsbehandling overføres til selskabet.

Hovedstadens Beredskab vil have en fælles beredskabskommission og bestyrelse på 15 medlemmer, hvor København er repræsenteret med 6, Frederiksberg med 2, Hvidovre med 2 og hver af de øvrige kommuner med 1 medlem. Bestyrelsen holder sit første møde den 13. januar 2016.

Med sammenlægningen vil Hovedstadens Beredskabs bidrag til den samlede landsdækkende, kommunale besparelse på 175 mio. kr. være 28 mio. kr.


Fra 1. januar 2016 er officiel kontaktinfo til Hovedstadens Beredskab:

Hovedstadens Beredskab

Bag Rådhuset 3

1550 KBH V


Tlf. 33 43 10 00

Mail: hbr@hbr.dk

www.hovedstadensberedskab.dk

Emner

Kategorier

Relateret materiale

Rødovre Kommune
Rødovre Parkvej 150
2610 Rødovre
Danmark