Pressemeddelelse -

ABSALON-FOREDRAG INDHYLDES I KORSANG

Torsdag den 7. september bliver der mulighed for at opleve et helt særligt foredrag i Roskilde. Korsang af Domkirkens herrekor vil sammen med domkirkens vældige rum klinge med på fortællingen, når historiker Michael Kræmmer holder foredrag om den berømte biskop. Foredraget er en del af Golden Days festivalen.

Man sagde indtil for nylig, at Absalon grundlagde København for 850 år siden. Omtrent samtidig satte han byggeriet af Roskilde Domkirke i gang. Men hvem var Absalon? Det kan enhver gratis blive klogere på, når Roskilde Domkirke i samarbejde med ROMU inviterer til et helt særligt og meget stemningsfyldt foredrag Absalon og den hvide klan i netop Roskilde Domkirke.

Fortællingen om en mægtig mand

Med det imponerende kirkerum som kulisse og i selskab med Domkirkens herrekor tager historiker Michael Kræmmer os med på en rejse tilbage til 1100-tallets Danmark. Her fødes Absalon ind i den magtfulde Hvideslægt. Det er en tid med kongemord og borgerkrig. Absalon går kirkens vej og bliver biskop i Roskilde. Sammen med sin barndomsven og allierede, kong Valdemar den Store bringes borgerkrigen til ophør, og de går til kamp mod de berygtede vendere.

- Når man træder ind i domkirkens fantastiske rum, så er man allerede halvvejs inde i fortællingen, siger David Høyer, som er direktør og Unesco Site Manager ved domkirken. Og når vi så tilsætter musikken og stemmerne af Domkirkens herrekor, så håber vi, at folk vil få en foredragsoplevelse ud over den sædvanlige.

Måske mere på vej

Går det som David Høyer ønsker, bliver det ikke sidste gang, den slags foredrag kan opleves i Roskilde Domkirke.

- Vi har et helt enestående rum, som vi kan bruge som ramme om meget andet end kirkelige handlinger. Så vi håber meget, at vi fremover kan lave flere af denne slags arrangementer, hvor vi bringer rummet og musikken i spil sammen med foredrag og andre former for vidensformidling, forklarer David Høyer.

Foredraget Absalon og den hvide klan er blevet til i et samarbejde mellem ROMU og Roskilde Domkirke og er en del af Golden Days officielle program. Absalon er en af de 10 historiske og nulevende personer, som Golden Days har udpeget som hovedpersoner i årets festival, der i år fejrer Københavns 850-årige historie.

Sted: Domkirken
Tid: torsdag den 7. september kl. 19-21
Gratis

Mere information fås hos:
David Høyer
dah@roskildedomkirke.dk
Tlf (+45) 51 90 20 19

Related links

Emner

  • Kunst, kultur, underholdning

Kategorier

  • domkirke museet

Museumskoncernen ROMU blev etableret i 2015 og udgøres i dag af besøgsstederne Roskilde Museum, Frederikssund Museum, Lejre Museum, RAGNAROCK – museet for pop, rock og ungdomskultur, Lützhøfts Købmandsgård, Håndværksmuseet, Sankt Laurentius, Gl. Kongsgård, Tadre Mølle og Domkirkemuseet.

Kontakt

Stine Blegvad

Pressekontakt Redaktør Kommunikation, presse, sociale medier, markedsføring +45 4631 6535