Pressemeddelelse -

ASTROFYSIKER MICHAEL LINDEN-VØRNLE PÅ ROSKILDE MUSEUM

I foredragsrækken 'Mellem Kreml og Coca-Cola – nedslag i den Kolde Krigs historie' er vi 12. juni nået frem til tresserne, og museet inviterer til en aften, hvor ord som månelanding og rumkapløb går i tæt samspil med storpolitik og magtkampe. Foredragsholder er Michael Linden-Vørnle, astrofysiker ved DTU Space.

'1969: Første mand på Månen – den kolde krigs ultimative odyssé'. Det er overskriften for foredraget, når Roskilde Museum laver endnu et nedslag i den Kolde Krigs historie.

I 1969 satte mennesket for første gang fod på Månen. Det skete i rammen af NASAs Apollo-projekt, der var en enorm videnskabelig og teknologisk kraftpræstation. I virkeligheden var det dog ikke videnskaben, der stod i centrum, men derimod storpolitikken. Rejsen til Månen var et vigtigt slag i den kolde krig; en teknologisk magtdemonstration, der satte modstanderen på plads.

I foredraget vil Michael Linden-Vørnle fortælle om rumkapløbet mellem USA og Sovjetunionen, der kulminerede med den første mand på Månen i juli 1969. Han vil også fortælle om, hvordan forholdet mellem de to stormagter USA og Sovjetunionen og siden Rusland har udviklet sig siden Apollo-tiden og frem til i dag.

Roskilde Museum sætter spot på en af de største og mest komplicerede internationale konflikter i nyere tid med et arrangementsprogram om den Kolde Krig. Vi slår ned på hvert årti i den Kolde Krigs historie og markerer de vigtigste mærke-år. Her er plads til både de små historier fra hverdagen og de store, politiske konflikter. Til vores historier – og til jeres historier.

Tid, pris, sted

12. juni 19-21

75 kr. Billetter kan købes i Roskilde Museums butik eller på billetto.dk

Roskilde Museum, Skt. Ols Stræde 3

Related links

Emner

  • Kunst, kultur, underholdning

Kategorier

  • michael linden-vørnle
  • kold krig
  • foredrag
  • den kolde krig
  • månelanding
  • roskilde museum

Museumskoncernen ROMU blev etableret i 2015 og udgøres i dag af besøgsstederne Roskilde Museum, Frederikssund Museum, Lejre Museum, RAGNAROCK – museet for pop, rock og ungdomskultur, Lützhøfts Købmandsgård, Håndværksmuseet, Sankt Laurentius, Gl. Kongsgård, Tadre Mølle og Domkirkemuseet.

Kontakt

Sidsel Risted Staun

Formidlingschef Formidlingsafdelingen 4631 6519