Skip to main content

BEYONCÉ ER ROCKGIGANT I MARTS

Pressemeddelelse   •   Feb 22, 2019 08:37 CET

Beyoncé, her i Montreal under 'The Mrs. Carter Show World Tour' i 2013, har fornyet rollen som megastjerne. Musikskribent Nanna Balslev fortæller hvordan på RAGNAROCK. Foto: My love is love, Flickr, under Creative Commons Attribution 2.0 Generic

Efter Pink Floyd og Bruce Springsteen er turen nu kommet til Beyoncé i årets program for Rockgiganter og Mikrobryg på RAGNAROCK. Musikskribent Nanna Balslev fortæller onsdag den 13. marts om et af musikscenens allerstørste ikoner.

Ligesom de øvrige navne i programmet for RAGNAROCKs succesfulde arrangementsserie 'Rockgiganter og Mikrobryg', er Beyoncé en kunstner, som rager op over de fleste andre på musikscenen - og fornyer den.

Fra Destinys Child til Queen Bey

Men hvordan gik Beyoncé fra en af 90'ernes populæreste pigegrupper til at blive et af musikscenens allerstørste ikoner på linje med Michael Jackson og Madonna i en tid, hvor de store superstjerner er på retræte? Via musikvideoer, modebilleder og selvfølgelig hendes hits sætter dette foredrag fokus på Beyoncés transformation og forskellige roller som bl.a. sort feminist, aktivist, stilikon, sexsymbol og firstmover - samt hvordan hun har redefineret rammerne for, hvad det vil sige at være musikstjerne.

Nanna Balslev er musikredaktør på Berlingske og har de sidste 12 år arbejdet som musikjournalist for bl.a. Cover, Information og DR med fokus på især sort musik og popkultur. Hun kan også opleves i Københavns natteliv under dj-navnet Nannalicious.

Rockgiganter og Mikrobryg

Ti rockgiganter er på programmet i 2019, og nogle af landets bedste og mest vidende fortællere udfolder deres historie i ord, billeder og musik – og med volumenknappen vredet godt rundt. Nysgerrige musikelskere kan glæde sig til levende fortællinger om kunstnere, som har raget særligt op, skubbet grænser og åbnet nye musikalske universer.

Med til oplevelsen hører hver gang et godt glas øl, friskbrygget særligt til RAGNAROCK fra det nyetablerede, ultralokale Musicon Mikrobryggeri, som brygger øl med håndkraft og høje mål for kvaliteten. Ligesom rockens største navne har flyttet grænser i musikken, har det lille bryggeri en ambition om at skubbe grænserne for øl.

Tid, Pris, Sted

13. marts, 19-21
130 kr. Billetter købes via billetto.dk eller i RAGNAROCKs butik
RAGNAROCK, Rabalderstræde 16, Roskilde

Museumskoncernen ROMU blev etableret i 2015 og udgøres i dag af besøgsstederne Roskilde Museum, Frederikssund Museum, Lejre Museum, RAGNAROCK – museet for pop, rock og ungdomskultur, Lützhøfts Købmandsgård, Håndværksmuseet, Sankt Laurentius, Gl. Kongsgård, Tadre Mølle og Domkirkemuseet.