Pressemeddelelse -

CORONA-FORTÆLLINGER RUMMER DET HELE

ROMU er i fuld gang med at indsamle lokale fortællinger, som kan fortælle eftertiden om Corona-krisen i Roskilde, Lejre og Frederikssund. De mange historier, der foreløbig er kommet ind, fortæller om både sammenhold og opfindsomhed i en svær tid.

“Vi har fået rigtig mange spændende bidrag. Savnet af nærvær er tydeligt i fortællingerne, og der er mange, der er bekymrede for fremtiden. Men vi hører også om kreativitet og omstillingsparathed. Folk finder nye måder at mødes på, og nye måder at bidrage til kampen mod Corona-epidemien," fortæller leder af Kulturarvsafdelingen Mette Høj, der står bag indsamlingen på ROMU.

De indsamlede fortællinger vil stå tilbage som et øjebliksbillede af tiden under Corona-krisen, både fra dem hvis hverdag blev præget af hjemmearbejde og hjemmeundervisning, og fra dem der kom til at stå helt i frontlinjen:

“Jeg nåede knap nok at starte som sygeplejerske, før patient 0 blev konstateret på samme adresse som min arbejdsplads. Og kun små to uger efter at jeg var startet på mit nye erhverv som sygeplejerske, lukkede Danmark ned,” skriver den nyuddannede sygeplejerske Petra Ulriksen, men understreger:

“Sammenholdet mellem mine kollegaer er fantastisk, og støtten fra det danske samfund varmer virkelig i en svær tid, hvor ingen rigtig ved hvad fremtiden bringer.”

ROMU hører meget gerne fra flere af hverdagens helte, som fx kassedamen, sosu-assistenten og buschaufføren.

Genstande kan fortælle fremtidens museumsgæster om Corona-krisen

ROMU er også interesseret i fysiske genstande, som knytter sig til krisen. Museet har allerede sikret sig sine første genstande:

“Vi får fx et 3D-printet visir fra den lille virksomhed ‘3D Infill’ i Slangerup. De havde kun lige åbnet deres virksomhed, da Corona-epidemien brød ud, og valgte at omstille deres produktion til at printe visirer til sundhedsfagligt personale," fortæller leder af Kulturarvsafdelingen Mette Høj.

Museet efterspørger også hverdagsting, som fx den tomme flaske med håndsprit, det færdiglagte puslespil eller plastikposen der blev brugt til at bringe dagligvarer ud til et familiemedlem.

“De indsamlede genstande og fortællinger skal gemmes til eftertiden, og bliver til gavn for fremtidens forskere og museumsgæster, hvor de kan være med til at fortælle en lokal og personlig historie om en global krise," fortæller leder af Kulturarvsafdelingen Mette Høj.

Sådan bidrager du med en fortælling eller genstand

Vil du bidrage med en fortælling kan du skrive et håndskrevet brev eller udfylde vores online formular, hvor du beskriver dagligdagen, en situation eller de udfordringer, tanker og bekymringer, du står med. Det behøver ikke være en lang tekst. Send gerne et foto eller en video med.

Hvis dit bidrag er en genstand så tag et billede og knyt en fortælling til. Når krisen er overstået, vil ROMU muligvis gerne kontakte dig for yderligere information.

Du finder online formularen her: romu.dk/coronaindsamling-paa-romu/

Du kan også sende et fysisk brev til os på adressen:
Sankt Ols Stræde 3, 4000 Roskilde

Related links

Emner

  • Kunst, kultur, underholdning

Museumskoncernen ROMU blev etableret i 2015 og udgøres i dag af besøgsstederne Roskilde Museum, Frederikssund Museum Færgegården, Lejre Museum, RAGNAROCK – museet for pop, rock og ungdomskultur, Lützhøfts Købmandsgård, Håndværksmuseet, Sankt Laurentius, Gl. Kongsgård, Tadre Mølle og Domkirkemuseet.

Kontakt

Mette Høj

Overinspektør og konstitueret afd.-leder Kulturarv +45 46 31 65 22