Pressemeddelelse -

FREDERIKSSUND MUSEUM GENÅBNER MED NY UDSTILLING

D. 3. marts 2017 genåbner Frederikssund Museum med en helt ny permanent udstilling. Udstillingen har samspillet mellem menneske og fjord og Frederikssund bys historie som omdrejningspunkt.

Der sættes spot på forholdet mellem fjord og menneske, når Frederikssund Museum til marts slår dørene op til en helt ny permanent udstilling. Museet har været lukket ned de sidste 18 måneder for at give plads til en gennemgribende forvandling.

Den nye udstilling sætter spot på det historiske samspil mellem mennesket på den ene side og fjorden som livsgivende element på den anden. Gennem et helt nyt interaktivt udstillingsdesign kan besøgende opleve, hvordan Roskilde Fjord har formet og påvirket menneskets liv omkring fjorden, og ligeledes hvordan menneskets brug af fjorden som ressource har ændret sig fra oldtiden og helt frem til nyere tid. Udstillingen vil desuden have særligt fokus på Frederikssund by og kommune.

En del af noget større

Genåbningen af Frederikssund Museum er et vigtigt skridt i museumskoncernen ROMU's udvikling og fornyelse af sine besøgssteder. Med genåbningen af Frederikssund Museum håber museumsdirektør Frank Birkebæk at skabe et kulturelt samlingssted for områdets borgere.

"Vi glæder os utrolig meget til igen at kunne invitere folk indenfor på museet. Frederikssund Museum er en vigtig kulturhistorisk bastion for begge sider af broen, og det er vores mål med den nye udstilling at skabe et kulturelt og socialt samlingspunkt for borgere i Frederikssund, Skibby, Slangerup, Jægerspris og for alle langs og rundt om fjorden" siger Frank Birkebæk.

Udover en helt ny permanent udstilling og interaktive installationer, har museet også gjort plads til en helt ny lille café og butik, som er frit tilgængelige for alle. Med den nye udstilling udvider museet også sin arrangementskalender, hvor der hele året vil være masser af spændende aktiviteter for hele familien.

D. 3. marts er der officiel åbning, mens der er fri adgang for alle i weekenden d. 4.-5. marts. Udstillingens officielle navn er lige på trapperne og bliver offentliggjort i det nye år.

Emner

  • Kunst, kultur, underholdning

Kategorier

  • frederikssund museum
  • udstilling
  • museum
  • ny udstilling
  • historie
  • kultur
  • kulturhistorie

Frederikssund Museum er en del af museumskoncernen ROMU, som blev etableret i 2015 og udgøres i dag af besøgsstederne Roskilde Museum, Frederikssund Museum, Lejre Museum, RAGNAROCK – museet for pop, rock og ungdomskultur, Lützhøfts Købmandsgård, Håndværkemuseet, Sankt Laurentius, Tadre Mølle og Domkirkemuseet

ROMU undersøger, indsamler og formidler kulturarven i Roskilde, Lejre og Frederikssund kommuner, og er et af 10 museer, der på landsplan, er blevet udpeget af Kulturarvsstyrelsen til at varetage tilsynet med landets fredede fortidsminder. ROMU forestår tilsynet i det centrale og vestlige Sjælland.

ROMU arbejder tæt sammen med en lang række aktører herunder bl.a. Roskilde, Frederiksund og Lejre Kommuner, Roskilde Universitet, Roskilde Bibliotek samt en lang række nationale og internationale kulturaktører. ROMU er arbejdsplads for mere end 50 museumsansatte

Kontakt

Stine Blegvad

Pressekontakt Redaktør Kommunikation, presse, sociale medier, markedsføring +45 4631 6535