Pressemeddelelse -

GRATIS RUNDVISNING I GASOLIN'-UDSTILLING OVEN I KØBET

Søndag den 6. oktober bliver der dobbelt-op på rundvisninger på RAGNAROCK, når museet inviterer til både en Gasolin'-rundvisning og rundvisningen 'RAGNAROCK Highlights'. Begge rundvisninger er gratis, når entreen er betalt.

RAGNAROCK har længe tilbudt gratis rundvisninger i den permanente udstilling den første søndag i hver måned. Og nu hvor museets særudstilling 'Så kom med mig! - Gasolin' 1969-78' er åbnet, bliver der derudover mulighed for at tage med på en Gasolin'-rundvisning i den spritnye særudstilling samme dag. 

Man kan naturligvis nøjes med den af de to rundvisninger, man finder mest interessant og glæde sig over, at rundvisningen er gratis, når entreen er betalt. Men for dem, der har lyst til at dykke endnu dybere ned i musikkens verden, er der mulighed for at få dobbelt så meget for entre-pengene. 

De to rundvisninger er nemlig lagt lige i forlængelse af hinanden, så man kan tage med på dem begge to i streg - og naturligvis kun betale entreen én gang.

RAGNAROCK Highlights

Tag med på en kalejdoskopisk rejse gennem ungdomskulturens udvikling fra 1950’erne og frem og få historien om, hvordan unge med musikken som lydspor har flyttet grænser og påvirket samfundet gennem forbrug, holdninger, stiludtryk og musik.

På turen rundt i udstillingen kan du slå dig løs som lysmester, tage en tur på verdens største pladespiller og høre mere om, hvorfor verdensmesteren i Rock ‘n’ Roll-dans 1957, Jørn Blach blev kaldt Gummi-Jørn.

Gasolin’- rundvisning

Tag med tilbage til Christianshavn i sensommeren 1969, hvor Wili, Søren, Franz og Kim startede som fire slumstormere fra Sofiegården, og endte med tilsammen at udgøre Danmarks største rockband.

På turen rundt i særudstillingen får du historien om, hvordan de ambitiøse og hårdtarbejdende Gassere mødte hinanden og kæmpede sammen for at nå til tops. Bandet eksisterede knap et årti, men til trods for dets korte levetid, synger gamle såvel som unge stadig med på deres sange den dag i dag. Udstillingen dykker ned i de 9 år bandet eksisterede og giver en levende fortælling om de drømme og det sammenhold, der bandt Gasolin’ sammen på godt og ondt.

Tid, pris, sted

RAGNAROCK Highlights
6. oktober kl. 13:00-14:00
Rundvisningen er gratis, når entrébillet til museet er betalt.
RAGNAROCK, Rabalderstræde 16, Roskilde

Gasolin'-rundvisning
6. oktober kl. 14:00-15:00
Rundvisningen er gratis, når entrébillet til museet er betalt
RAGNAROCK, Rabalderstræde 16, 4000 Roskilde

Der er et begrænset antal pladser til begge rundvisninger. Pladserne fordeles efter først-til-mølle-princippet.

Related links

Emner

  • Kunst, kultur, underholdning

Kategorier

  • museum ragnarock
  • særudstilling
  • rundvisning
  • gasolin

Museumskoncernen ROMU blev etableret i 2015 og udgøres i dag af besøgsstederne Roskilde Museum, Frederikssund Museum, Lejre Museum, RAGNAROCK – museet for pop, rock og ungdomskultur, Lützhøfts Købmandsgård, Håndværksmuseet, Sankt Laurentius, Gl. Kongsgård, Tadre Mølle og Domkirkemuseet.

Kontakt

Sidsel Risted Staun

Formidlingschef Formidlingsafdelingen 4631 6519