Pressemeddelelse -

HEDTOFTS STORE SKUFFELSE OG DANMARKS VEJ TIL NATO

Roskilde Museum inviterer 30. januar til foredraget '1949: Hans Hedtoft og Danmarks vej til NATO'. Hør om det dramatiske forløb, som endnu i dag har stor betydning for Danmarks plads i verden, og som blev et stort slag for Hedtoft personligt. Foredraget, som holdes af professor Poul Villaume, er det første i museets store kold-krig-serie 'Mellem Kreml og Coca-Cola'.

For Danmark var tilslutningen til Atlantpagten, den vestlige forsvarsalliance vi i dag kender som NATO, en svær og dramatisk proces, der blev helt afgørende for vores position under den Kolde Krig. Danmark var i klemme mellem de to stormagter, USA og Sovjet, bl.a. på grund af den geografiske placering ved Østersøen, midt imellem øst og vest. Det blev den socialdemokratiske politiker og statsminister Hans Hedtofts lod at styre Danmark gennem de intense forsvarsforhandlinger.

Foredraget afholdes på 70-års dagen for den begivenhed, der skulle blive helt afgørende for dansk udenrigspolitik under den Kolde Krig: Den 30. januar 1949 forliste planerne om et nordisk forsvarssamarbejde. Det var Hans Hedtofts store, politiske projekt. Det nordiske forsvarsforbund stod for Hedtoft som ”vor generations vigtigste opgave” – og han har senere udtalt, at noget i ham gik ”i stykker”, da forhandlingerne brød sammen. Han kæmpede for at finde en tredje vej i den eskalerende stormagtskonflikt mellem USA og Sovjet. Da det ikke lod sig gøre at fastholde en ikke-allieret udenrigspolitik måtte Hedtoft med en hurtig kursændring i stedet føre sit parti og sit land ind i det vestlige forsvarssamarbejde.

Professor og dr. phil, Poul Villaume fra Saxo-instituttet, Københavns Universitet er ekspert i den Kolde Krigs historie. Foredraget er første arrangement i Roskilde Museums store Kold Krigs-program, der strækker sig over hele 2019:

Mellem Kreml og Coca-Cola - nedslag i den Kolde Krigs historie

Roskilde Museum sætter spot på en af de største og mest komplicerede internationale konflikter i nyere tid med et arrangementsprogram om den Kolde Krig. Vi slår ned på hvert årti i den Kolde Krigs historie og markerer de vigtigste mærke-år. Her er plads til både de små historier fra hverdagen og de store, politiske konflikter. Til vores historier – og til jeres historier.

Se det samlede forårsprogram for 'Mellem Kreml og Coca-Cola' her:

http://www.roskildemuseum.dk/mellem-kreml-og-coca-cola/ 

Tid, pris, sted

30. januar kl. 19-21
Pris: 75 kr. Billetter kan købes på billetto.dk eller i Roskilde Museums butik
Roskilde Museum 

Related links

Emner

  • Kunst, kultur, underholdning

Kategorier

  • nordisk forsvar
  • atlantpagten
  • poul villaume
  • nato
  • hans hedtoft
  • kold krig
  • den kolde krig
  • roskilde museum

Museumskoncernen ROMU blev etableret i 2015 og udgøres i dag af besøgsstederne Roskilde Museum, Frederikssund Museum, Lejre Museum, RAGNAROCK – museet for pop, rock og ungdomskultur, Lützhøfts Købmandsgård, Håndværksmuseet, Sankt Laurentius, Gl. Kongsgård, Tadre Mølle og Domkirkemuseet.

Kontakt

Stine Blegvad

Pressekontakt Redaktør Kommunikation, presse, sociale medier, markedsføring +45 4631 6535