Skip to main content

HVORDAN FÅR MAN EN KLEMME TIL AT FORTÆLLE VERDENSHISTORIE?

Pressemeddelelse   •   Mar 13, 2018 11:29 CET

Hvordan får man en klemme til at fortælle verdenshistorie? Det bliver der mulighed for at høre om og diskutere på næste omvisning i serien 'Vin og Vingesus' på Roskilde Museum. Foto: Museumskoncernen ROMU

Onsdag den 21. marts kl. 19 inviterer Roskilde Museum for anden gang til Vin og Vingesus – en serie af uformelle og involverende omvisninger, denne gang med afsæt i ’nyere tid’. Museumsinspektør Laura Maria Schütze får frie hænder, når hun fortæller om udstillingen og diskuterer med de besøgende, hvordan Roskildes historie bedst formidles.

Hvordan får man en klemme til at fortælle verdenshistorie? Hvorfor var det netop Roskilde, der kunne banke Europas næststørste festival op? Hvad er Roskilde i det hele taget for en by – og hvordan blev den til det, den er i dag?

Spørgsmålene og overvejelserne er mange, når man som Laura Maria Schütze er museumsinspektør for nyere tid og skal udvikle en udstilling. Og det er netop den slags spørgsmål, hun gerne vil diskutere med de besøgende, når Roskilde Museum for anden gang inviterer til Vin og Vingesus - en særlig form for omvisning, hvor museumsinspektørerne får frie hænder til at fortælle om netop dét, de brænder allermest for, og diskutere udstilling og historieformidling med de besøgende i uformelle rammer.

En snak over et glas vin

Efter omvisningen vil publikum kunne fortsætte snakken over et glas naturvin og diskutere den nye udstilling i selskab med inspektøren selv.

- Vin og Vingesus er en måde at komme bag om vores nye, anmelderroste udstilling ’Magt og mennesker’ på. Formålet er både at give folk en mulighed for at møde vores passionerede museumsinspektører, og samtidig at give dem indsigt i de mange overvejelser og dilemmaer, man har som inspektør. Vi vil gerne give folk mulighed for at diskutere direkte med folkene bag udstillingen, forklarer museumsinspektør Isabella No’omi Fuglø, der står bag den samlede serie af Vin og Vingesus-arrangementer.

Det tredje ’Vin og Vingesus’-arrangement finder sted onsdag den 18. april og tager afsæt i oldtidsudstillingen.

Tid, sted, pris
Vin og Vingesus - en aften med nyere-tids-inspektøren
21. marts, kl. 19-20.30
100 kr. pr. billet, inkl. entré til museet. Købes i museumsbutikken eller på billetto.dk
Roskilde Museum, Skt. Ols Stræde 3, 4000 Roskilde

Museumskoncernen ROMU blev etableret i 2015 og udgøres i dag af besøgsstederne Roskilde Museum, Frederikssund Museum, Lejre Museum, RAGNAROCK – museet for pop, rock og ungdomskultur, Lützhøfts Købmandsgård, Håndværksmuseet, Sankt Laurentius, Gl. Kongsgård, Tadre Mølle og Domkirkemuseet.