Pressemeddelelse -

INTERNATIONAL KUNST TIL RAGNAROCK

Den internationalt anerkendte tyske kunstner Günther Beckers står bag værket ’The Stage - Sketch for a Portrait of Rory Gallagher’, som afsløres ved en fernisering på RAGNAROCK – museet for pop, rock og ungdomskultur torsdag den 9. november kl. 15. Ny Carlsbergfondet har doneret værket, som fremover udstilles i museets foyer.

Skikkelser toner frem af den mørke farveflade. Mellem grønne, lodrette bånd aner man en eller flere rockmusikere, i gang med en rockkoncert. 

Med sine 8 x 3 meter bliver ‘The Stage – Sketch for a Portrait of Rory Gallagher’ en markant del af museumsgæstens møde med RAGNAROCK. Det store værk får nemlig en fremtrædende og let tilgængelig placering, når det fremover kan opleves i museets foyer i café-området, som enhver har adgang til uden billet.

Kunsten bidrager

RAGNAROCK udstiller i forvejen en lang række værker - installationskunst, skulptur og billeder – som er skabt af musikere eller af kunstnere, der har ladet sig inspirere af rockens og poppens udtryksmidler. 

- At kunsten har en fremtrædende rolle på RAGNAROCK, er ikke kun et forsøg på at skabe en smuk og inviterende ramme for gæsternes besøg. Vi ser kunsten som et væsentligt bidrag til at give et andet perspektiv på musikken og ungdomskulturen – et perspektiv som mere traditionelle udstillingselementer ikke giver. Og vi vil gerne give vores gæster mulighed for at møde kunsten, uanset om de løser billet til resten af udstillingen, eller om de kommer for at købe en kop kaffe. Med ‘The Stage – Sketch for a Portrait of Rory Gallagher’ fortsætter vi denne tradition med at udvikle hybride sammenhænge og give kunsten en plads og en rolle på RAGNAROCK, fortæller direktør Henrik Bo Nielsen.

Ny Carlsbergfondet har doneret

‘The Stage – Sketch for a Portrait of Rory Gallagher’ er doneret af Ny Carlsbergfondet, der arbejder for at fremme kunstens betydning i det danske samfund.

Ud over den permanente udstilling af ’The Stage – Sketch for a Portrait of Rory Gallagher’ vil RAGNAROCK midlertidigt udstille andre af Günther Beckers’ værker. Museet udstiller i forvejen værket ’Let it be’, som er en del af en serie, hvor Beckers har ladet sig inspirere af ikoniske pladecovers. Frem til udgangen af januar udstilles syv andre værker fra serien i foyeren sammen med ’Let it be’.

Med kærlighed til musikken

Günther Beckers hører til tidens førende kunstnere, når det gælder den billedkunstneriske fortolkning af rockmusikkens strømninger og store ikoner. 

På sjælden vis forener hans vilde, ekspressive malerier en ophobet musikhistorisk viden med en smittende og meget personlig kærlighed til rockmusikkens mange afkroge.

Program for ferniseringen:

15.00 Velkomst og tale /Henrik Bo Nielsen, direktør ROMU
15.10 Tale / Karsten Ohrt, direktør, Ny Carlsbergfondet
15.20 Tale /Günther Beckers, kunstner

Musik: Jacques Stotzem (Belgien) spiller numre fra sin akustiske udgivelse ’To Rory’ - en musikalsk hyldest til den irske rockguitarist Rory Gallagher.

Ferniseringen foregår torsdag den 9. november kl. 15-16 i museets foyer.
Pressen er velkommen.

Allerede inden ferniseringen kan museets gæster begynde at stifte bekendtskab med ‘The Stage – Sketch for a Portrait of Rory Gallagher’. I dagene tirsdag den 7. og onsdag den 8. november vil Günther Beckers nemlig opstille og færdiggøre værket i RAGNAROCKs foyer. Det foregår som åbent værksted, og alle er velkomne.

Related links

Emner

  • Kunst, kultur, underholdning

Kategorier

  • museum ragnarock

Ny Carlsbergfondet – for kunstens betydning

  • Ny Carlsbergfondet blev oprettet i 1902 af Carl Jacobsen og finansieres fra hans andel af Carlsberg-bryggerierne. I dag arbejder fondet fortsat med at realisere Jacobsens vision om at gøre kunsten tilgængelig for det bredest mulige publikum.
  • Ny Carlsbergfondet styrker kunsten i samfundet.
    Læs mere på
    www.ny-carlsbergfondet.dk


Museusmkoncernen ROMU

Museumskoncernen ROMU blev etableret i 2015 og udgøres i dag af besøgsstederne Roskilde Museum, Frederikssund Museum, Lejre Museum, RAGNAROCK – museet for pop, rock og ungdomskultur, Lützhøfts Købmandsgård, Håndværksmuseet, Sankt Laurentius, 
Gl. Kongsgård, Tadre Mølle og Domkirkemuseet.

Kontakt

Rasmus Rosenørn

Museumsinspektør og ph.d. 29424152