Pressemeddelelse -

KLIPFISK MED SAFRANSOVS PÅ JULEBORDET

Frederikssund Museum inviterer til foredraget 'Med risengrød begynder vi, husk på der er en mandel i' - om tradition og fornyelse i den danske julemad. Det er onsdag den 6. december kl. 19.

”Med risengrød begynder vi, husk på der er en mandel i! Og så skal gås vi have.” I ”Peters Jul” besøger børnene bedstemor, og Peter fortæller om alle de spænende ting, der skal ske juleaften. Ikke mindst fortæller han om al den dejlige mad, som hører julefesten til: Risengrød, gåsesteg, knas og julegodter. 

Siden ”Peters Jul” udkom første gang i 1866 har den været populær hos generationer af børn, fordi den emmer af gamle dage. De fleste af os kan nikke genkendende til Peters julemenu med risengrød og steg. Sådan bør en rigtig gammeldags jul være. 

Men, var det nu også den gode gamle danske jul, forfatteren til ”Peters Jul”, Johan Krohn, beskrev? Fik en bonde f.eks. det samme at spise som Peters familie? Eller bød den landlige madmor mon på ganske andre sager, f.eks. dampende varm klipfisk med sød safransovs? Hvordan er Peters risengrød og gåsesteg blevet til vore dages udbredte risalamande og andesteg? Og hvad med alle de andre gode juleretter som æbleskiver, klejner, vaniljekranse og pebernødder - hvor kommer de fra?

Alt det kan man få svar på, hvis man lægger vejen forbi Frederikssund Museum onsdag den 6. december. Med udgangspunkt i den folkekære fortælling om Peters Jul, dykker museumsinspektør ved ROMU, Naomi Pinholt, ned i køkkenskufferne og fortæller om tradition og fornyelse i den danske julemad. Der bliver også mulighed for at smage på lidt af julemaden fra dengang, den gamle jul gik igennem byen ”med kanestøvler på”. 

Tid, pris, sted:
6. december kl. 19-20.30
45 kr.
Frederikssund Museum, Færgelundsvej 1, 3630 Frederikssund

Related links

Emner

  • Kunst, kultur, underholdning

Kategorier

  • frederikssund museum

Museumskoncernen ROMU blev etableret i 2015 og udgøres i dag af besøgsstederne Roskilde Museum, Frederikssund Museum, Lejre Museum, RAGNAROCK – museet for pop, rock og ungdomskultur, Lützhøfts Købmandsgård, Håndværksmuseet, Sankt Laurentius, Gl. Kongsgård, Tadre Mølle og Domkirkemuseet.

Kontakt

Stine Blegvad

Pressekontakt Redaktør Kommunikation, presse, sociale medier, markedsføring +45 4631 6535

Relateret materiale