Pressemeddelelse -

LEG OG QUIZ DIG GENNEM SOMMEREN MED ROMU

Så skal der leges, quizzes og spises popcorn!  ROMUs forskellige besøgssteder i Roskilde har aktiviteter for børn og barnlige sjæle hele sommeren. 

Roskilde Museum i Sankt Ols Stræde fejrer 1. etape af den helt nye udstilling med museum og popcorn i fire dage. På Lützhøfts Købmandsgård er der legedage og hestevognskørsel, og i Sankt Laurentius ved Stændertorvet kan man kaste sig ud i en historiequiz, der fører vidt omkring i tid og rum. Der er nok at få en lang ferie til at gå med på ROMUs historiske besøgssteder i Roskilde:

Museum og popcorn - En oplevelse for hele familien

Kom og oplev Roskilde Museums spritnye udstilling! Udstillingen har fokus på børn og nysgerrige sjæle. Vi sørger for varme, nypoppede popcorn fra maskinen i gården og flere sjove aktiviteter. Oplev den legende, sanselige og hyggelige fortælling om skole i gamle dage, det magiske legetøjsland Parvamundi og byens særlige bygninger. Prøv kræfter med fugleskydning og lav jeres helt egen præmie, der er en ægte fuglekonge værdig. Giv jer i kast med at male jeres eget fajancestel, og hør flere historier om alt det, som bedst forstås med fingrene.

Tid, pris, sted
4.-7. juli. Alle dage kl. 11-14
Voksne: 35 kr. Under 18 år: Gratis
Roskilde Museum, Sankt Ols stræde 3, Roskilde

Hestevognskørsel og store legedage i Lützhøfts Købmandsgård

Glem alt om smartphones, fjernsyn og computerspil – for en stund. Kom i stedet ind i Lützhøfts Købmandsgård og Håndværksmuseum i Ringstedgade til store legedage som på bedstefars tid. Eller prøv at kaste med hestesko, hoppe i elastik, lege med en springgås, trille med tøndebånd, gå på stylter og meget mere. I Håndværksmuseets værksted kan man save, hamre og snitte gammeldags legetøj. Og så kan man få sig en skøn tur i professor Tribinis gamle karrusel, der er opstillet på gårdspladsen.

Er du blevet træt af at lege og hamre, kan du tage familien med på køretur i hestevogn rundt i Roskilde by.

Tid, pris, sted
11.-14. juli. Alle dage kl. 12-15
Gratis (Dog hestevognskørsel: Voksne: 25 kr., Børn: 15 kr.)
Lützhøfts Købmandsgård, Ringstedgade 6-8, Roskilde

Jagten på sandheden! - En historiequiz for hele familien

Tag med på en jagt gennem historien, hvor vi bevæger os hele vejen under jorden, højt op over torvet og ind i det gamle rådhus. På kun få kvadratmeter kan historien om Roskilde fortælles – men er den nu også sand eller er det det pure opspind? Prøv kræfter med forskellige versioner af virkeligheden i 1000 års Roskildehistorie. Bliver du snydt, eller kan du gennemskue den rigtige historie? Find fornuften, gå-på-modet og den kritiske sans frem, og tag familien med på en udfordrende jagt i hjertet af Roskilde.

Tid, pris, sted
19. juli – 31. august. I åbningstiden.
Arrangeret i samarbejde med Byens Hus i Roskilde.
Voksne: 25 kr. Under 18 år: Gratis
Sankt Laurentius, Stændertorvet, Roskilde

Læs om sommerens aktiviteter på RAGNAROCK

Sommeren igennem foregår der også mange sjove ting på RAGNAROCK - museet for pop, rock og ungdomskultur. Læs om dem i pressemeddelelsen, der er tilknyttet denne pressemeddelelse.

Related links

Emner

  • Kunst, kultur, underholdning

Kategorier

  • håndværks museet
  • lützhøfts købmandsgård
  • roskilde museum
  • sankt laurentius

Museumskoncernen ROMU blev etableret i 2015 og udgøres i dag af besøgsstederne Roskilde Museum, Frederikssund Museum, Lejre Museum, RAGNAROCK – museet for pop, rock og ungdomskultur, Lützhøfts Købmandsgård, Håndværksmuseet, Sankt Laurentius, Gl. Kongsgård, Tadre Mølle og Domkirkemuseet.

Kontakt

Stine Blegvad

Pressekontakt Redaktør Kommunikation, presse, sociale medier, markedsføring +45 4631 6535

Relateret materiale