Pressemeddelelse -

NY BOG OM SORØS LOKALE ROCKHISTORIE

I samarbejde med ’RAGNAROCK – museet for pop, rock og ungdomskultur’ udgiver de to rockarkæologer Thomas Gjurup og Jørgen Billing bogen ’Sorø-Rock’, som fortæller om områdets historie med rock, pop og ungdom i årene 1960-1980.

Thomas Gjurup og Jørgen Billing har de sidste år været på et intenst gravearbejde for at grave den lokale rockhistorie frem på Sjælland, og det resulterer nu i et endnu et historisk værk med titlen 'Sorø-Rock'. Gennem ture på arkiver og gennemgang af gamle scrapbøger er nedlagte spillesteder og glemte orkestre blevet vakt til live igen og i bogen møder man også de gamle popklubber, de førende orkestre, der har tegnet den lokale scene – og alle de unge, der har danset og lyttet til musikken, når den spillede.

Det er en lokal historie, som samtidig har national betydning. Af samme grund er RAGNAROCK – museet for pop, rock og ungdomskultur gået ind i projektet. 

”Som landsdækkende museum er det vigtigt, at vi fortæller hele landets historie, ikke bare de store byers. Her rammer ’Sorø-Rock’ lige ned i det, vi gerne vil med muset – nemlig vise, at pop-, rock- og ungdomskulturen allerede tidligt spredte sig til hele landet og fik sine egne lokale historier. Det er alle disse lokale historier, der samlet set fortæller den danske rockhistorie," siger museumsinspektør Jacob Westergaard Madsen

Udgivelsen afslutter en trilogi om Vestsjællands rockhistorie; de to tidligere udgivelser omhandler hhv. Korsør og omegn og Slagelse og omegn: ’Korsør-Rock og Skælskør-Tråd’ (2015) og ’Slagelse-Rock og Høng-tråd’ (2016). Herudover har museet udgivet yderligere tre af Thomas Gjurups bøger: ’Hvidovre-Rock’ (2011), ’Bornholm on the Rocks’ (2012) samt ’Ringsted-Rock’ (2013). Dermed begynder der efterhånden at tegne sig et meget grundigt billede af det østlige Danmarks tidlige rockhistorie.

Den officielle udgivelsesdato er fredag den 25. november. På denne dag vil de to forfattere være til stede i Svegårs Bog & Idé, Storgade 31, og signere bøger mellem kl 15 og 17. Efter dette ’Sort Fredag’ arrangement vil bogen være til salg i samme butik samt i museets egen butik i Roskilde. Pris: 200 kr.

Udgivelsen er gjort mulig gennem støtte fra Sorø Kommune og Sorø Spare- og Laanekasses Fond.

Emner

  • Kunst, kultur, underholdning

Kategorier

  • museum ragnarock
  • udgivelse
  • bog
  • værk
  • historie
  • musik
  • rock

RAGNAROCK er en del af museumskoncernen ROMU, som blev etableret i 2015 og udgøres i dag af besøgsstederne Roskilde Museum, Frederikssund Museum, Lejre Museum, RAGNAROCK – museet for pop, rock og ungdomskultur, Lützhøfts Købmandsgård, Håndværkemuseet, Sankt Laurentius, Tadre Mølle og Domkirkemuseet

ROMU undersøger, indsamler og formidler kulturarven i Roskilde, Lejre og Frederikssund kommuner, og er et af 10 museer, der på landsplan, er blevet udpeget af Kulturarvsstyrelsen til at varetage tilsynet med landets fredede fortidsminder. ROMU forestår tilsynet i det centrale og vestlige Sjælland.

ROMU arbejder tæt sammen med en lang række aktører herunder bl.a. Roskilde, Frederiksund og Lejre Kommuner, Roskilde Universitet, Roskilde Bibliotek samt en lang række nationale og internationale kulturaktører. ROMU er arbejdsplads for mere end 50 museumsansatte

Kontakt

Stine Blegvad

Pressekontakt Redaktør Kommunikation, presse, sociale medier, markedsføring +45 4631 6535