Pressemeddelelse -

PROGRAMMET TIL GLØDEN AF GASOLIN' ER KLAR

Gasolin' har haft stor betydning for mange danske musikere, og nu har RAGNAROCK sammen med Gimle og Owit Music håndplukket en stribe af de kunsterne, som Gasolin' er gået i blodet på. Sammen genantænder de "Gløden af Gasolin'" på RAGNAROCK lørdag den 14. marts. Programmet er klar til en hel aften i osen fra Danmarks største rockband nogensinde. Der er kun få billetter tilbage.

Mike Tramp (Mabel og White Lion), Christian Vium (Go Go Berlin), Ken Hammer (Pretty Maids), Søren Andersen (Glenn Hughes, Electric guitars m.fl.), Julie Maria (sanger og sangskriver) og Lonnie Kjer (sanger og sangskriver) kommer fra ganske forskellige steder i dansk musikliv. Men to ting har de til fælles: Gasolin' har brændt sig fast et sted i dem. Og de er samlet til Gløden af Gasolin' på RAGNAROCK lørdag den 14. marts.

Gasolin' i mit DNA

“Før alle mine rock’n’roll-helte og -mentorer blev mit liv og religion, var der Gasolin', drengene fra Christianshavn. Hvis du fjernede dem fra mit DNA, fjernede du mit fundament i musikken og måske osse min livstil. De var begyndelsen til alt". Sådan siger sangeren og sangskriveren Mike Tramp i dag. 

Himlen er ikke højere, end du selv bestemmer

Også hos den noget yngre Christian Vium har det store danske rockband sat sig spor:

"Jeg har vel været midt i 9 klasse, da Gasolin'-dokumentaren af Anders Østergaard udkom. I en historietime i 8. klasse, var jeg allerede blevet præsenteret for Woodstockfestivalen i '69. En helt ny farverig verden havde åbnet sig for mig. Jeg var altså derfor allerede dybt betaget af især Jimi Hendrix og Rolling Stones. Stones havde sangene, og Jimi guitarmagien. Da Gasolin' rammer mig, går det op for mig, at Danmark også havde sine egne rockstjerner. Vaske ægte rockstjerner med pels og fjer - med både sange og psykedelisk guitarspil. Gasolin' har altid været et symbol på, at himlen ikke er højere end du selv bestemmer. At man skal tro på sit talent og give sig hen til musikken.”, fortæller Go Go Berlin-forsangeren.

Rammer, hvor det gør godt... og ondt

"Jeg opdagede Gasolin sent, men 'med tilbagevirkende kraft'. 'Masser af succes' var mit første møde med poeten Larsen, og jeg får stadigvæk ondt i maven, når jeg hører den. Sådan har jeg det i øvrigt med rigtig mange Gasolin-sange. De rammer der, hvor det gør godt ... og ondt.", fortæller Lonnie Kjer.

Gasolin' er gået i blodet på aftenens seks kunstnere, og det er netop dét, de mødes om til Gløden af Gasolin' - om kærligheden til dansk rocks største band nogensinde, og om alle de spor, Gasolin' satte - i dem og alle os andre. 

Der er linet op til enestående øjeblikke i et program med talks, Gasolin’-anekdoter, livemusik og unikke musikalske møder. Aftenen slutter af med et brag af en fest, når alle kunsterne mødes på RAGNAROCKs foyerscene og fyrer op for nogle af de fedeste Gasolin’-numre.

Musikanmelder og journalist Steffen Jungersen er moderator på Eventscenen, mens journalist Sofie Buch Hoyer er aftenens moderater på Foyerscenen.

Der er ganske få billetter tilbage. 

​Læs det samlede program og køb billet her.

Café RAGNAROCK by Freunde har åbent hele aftenen. Hvis man ønsker at spise i caféen, anbefaler RAGNAROCK man du bestiller aftensmad og sikrer sig en plads på forhånd via ​billetto (nederst på siden findes links til køb af madbilletter).


Related links

Emner

  • Kunst, kultur, underholdning

Kategorier

  • christian vium
  • mike tramp
  • gasolin
  • ken hammer
  • musik
  • arrangement
  • lonnie kjer
  • steffen jungersen
  • museum ragnarock
  • søren andersen
  • sofie buch hoyer

Museumskoncernen ROMU blev etableret i 2015 og udgøres i dag af besøgsstederne Roskilde Museum, Frederikssund Museum, Lejre Museum, RAGNAROCK – museet for pop, rock og ungdomskultur, Lützhøfts Købmandsgård, Håndværksmuseet, Sankt Laurentius, Gl. Kongsgård, Tadre Mølle og Domkirkemuseet.

Kontakt

Rasmus Rosenørn

Museumsinspektør og ph.d. 29424152

Relateret materiale