Pressemeddelelse -

RAGNAROCK ÅBNER SÆRUDSTILLING OM GASOLIN’

I 2019 er det 50 år siden et af dansk rockhistories største bands blev til. Det fejrer RAGNAROCK - museum for rock, pop og ungdomskultur til efteråret med museets første særudstilling, som åbner 12. september.

Historien om Gasolin’ er historien om et dansk rockband, som går hele vejen fra undergrund til berømmelse og bliver sin generations største idoler. Det er fortællingen om brændende ambitioner, fantastiske succeser, dundrende fiaskoer, vilde excesser og ungdommeligt overmod.

Det er historien om stor og original musik, skabt i et krydsfelt af ubrydeligt sammenhold og stærke egoer, der brændte så meget, at de endte med at brænde ud. I løbet af deres 9 år lange karriere fik de skabt nogle af dansk rocks største sange og samtidig forandret den danske musikbranche.

- Gasolin’ har stadig i dag en enorm betydning for mange mennesker. Og det er helt oplagt, at vi som museum for rock, pop og ungdomskultur benytter 50-året til at overraske, bekræfte og udvide myten om Gasolin’. Vi vil gerne danne rammen om et fornyet møde mellem alt det Gasolin’ står for – og danskerne anno 2019, fortæller formidlingschef Sidsel Risted Staun om særudstillingen, der bliver den første på museet RAGNAROCK, som åbnede i foråret 2016.

Samlede ungdommen

I udstillingen vil brugerne møde Gasolin’, som Gasolin mødte sit begejstrede publikum fra de blev dannet i sensommeren 1969 til de nedlagde sig selv i 1978. Fra de første ydmyge år på Christianshavn til den store berømmelse og forsøget på at indtage verdensscenerne – hele vejen følger vi bandet, som samlede ungdommen på tværs traditionelle sociale og kulturelle grupperinger.

Der bliver mulighed for at dele sine Gasolin’ minder og for at se fotos og genstande, som ikke før har været vist.

RAGNAROCK lever op til adressen på Rabalderstræde 16 fra 12. september kl. 16.

Emner

  • Kunst, kultur, underholdning

Kategorier

  • jubilæum
  • særudstilling
  • gasolin
  • museum ragnarock

Museumskoncernen ROMU blev etableret i 2015 og udgøres i dag af besøgsstederne Roskilde Museum, Frederikssund Museum, Lejre Museum, RAGNAROCK – museet for pop, rock og ungdomskultur, Lützhøfts Købmandsgård, Håndværksmuseet, Sankt Laurentius, Gl. Kongsgård, Tadre Mølle og Domkirkemuseet.

Kontakt

Sidsel Risted Staun

Formidlingschef Formidlingsafdelingen 4631 6519