Pressemeddelelse -

VINTERFERIE MED VIKINGELEG OG VINTERFUGLE

Lejre Museum har huset fuldt af aktiviteter for både børn og voksne i vinterferien. Prøv vikingetidens lege, og skriv dit navn med runer eller besøg fugleværkstedet og lav fx et foderbræt. Eller kom til foredrag om Lejres forbindelser i fortiden.

Der er mange gode muligheder for at bruge vinterferien på noget sjovt og givende på Lejre Museum, både for voksne og børn. Både i uge 7 og 8 er der sjove, hyggelige og lærerige familieaktiviteter, og for de voksne er der aftenforedrag om fortidens forbindelser mellem Lejre og så fjerne steder som Konstantinopel og det frankiske område.

Leg, gode historier og kæmpehaller

I begge vinterferie-uger kan børn og deres voksne høre om sagnkonger og guder og om livet som barn i vikingetiden. De kan være med til at lege de gamle vikingelege som ”føde en bjørn”, ”erobre land” og ”stikke Odins øje ud”, alle sammen lege, hvor man, med enkelte rekvisitter eller blot med kroppen, fik opbygget de fysiske kræfter, man senere fik så hårdt brug for som voksen.

Det bliver også muligt at lave sit eget vikingespil, hugge sit navn i runer mm.

Hver dag to gange om dagen tager museets skjald store og små besøgende med en tur i udstillingen, viser de flotte fund fra Lejre og fortæller mange af de gamle sagn om konge, guder og trolde.

Tid, pris, sted:

12.-25. februar, kl. 11.00 - 15.00. Hør skjalden fortælle alle dage kl. 11.30 og 14.00
45. kr. 0-17 år gratis
Lejre Museum, Orehøjvej 4, Lejre

Vinterfugle – fugleværksted for børn

Vinteren er på sit højeste og vores fjerede venner - fuglene - har brug for hjælp i de kolde måneder.
Derfor har haveholdet fra Gl. Kongsgård omdannet Lejre Museum til fugleværksted for børn.

Her kan børn og deres voksne i tre dage i uge 8 prøve forskellige familieaktiviteter, der alle har med vinterfugle at gøre. F.eks. kan man fremstille et fuglefoderbræt og en fuglebolle til at tage med hjem til glæde for havens fugle. Man kan også fremstille en fugleuro til at pynte op derhjemme, eller man kan lave sine egne dækkeservietter eller fyrfadslys med fuglemotiver. Der er mulighed for at købe kaffe, kage og juice.

Tid, pris, sted:

19.-21. februar, 11-15.
45 kr. 0-17 år gratis. Gratis for medlemmer af Lejre Museumsforening.
Lejre Museum, Orehøjvej 4, Lejre

Foredrag for de voksne: Konstantinopel tur-retur

Fundene fra Fredshøj-bebyggelsen i Gl. Lejre, der stammer fra 4-500-tallet, viser en tydelig selvstændig materiel kultur, men samtidig forekommer her genstande og fragmenter, der afspejler fjerne kontakter. Det samme billede ses overalt i det sydskandinaviske område.

Med afsæt i Fredshøj-bebyggelsen vil vi se på Sydskandinaviens relationer til Kontinentet, i særdeleshed det Østromerske område med centrum i Konstantinopel, men også til det frankiske område i vest. Hvordan foregik kontakten, hvad siger de arkæologiske og de historiske kilder? Hvad bragte kontakterne til Skandinavien, og hvilken indflydelse fik forbindelserne på Sydskandinavien i disse århundreder?

Aftenens foredragsholder er seniorforsker, mag. art. Karen Høilund Nielsen, Aarhus Universitet.

Tid, pris, sted:

14. februar, kl. 19-21. Museet har åbent kl. 18-21.
50 kr. Entré til museet er inkluderet i billetprisen. Billeter kan købes i Lejre Museums butik i museets åbningstid eller bestilles på lejremuseum@romu.dk
Der er et begrænset antal billetter til foredraget.
Lejre Museum, Orehøjvej 4, Lejre

Emner

  • Kunst, kultur, underholdning

Kategorier

  • lejre museum

Museumskoncernen ROMU blev etableret i 2015 og udgøres i dag af besøgsstederne Roskilde Museum, Frederikssund Museum, Lejre Museum, RAGNAROCK – museet for pop, rock og ungdomskultur, Lützhøfts Købmandsgård, Håndværksmuseet, Sankt Laurentius, Gl. Kongsgård, Tadre Mølle og Domkirkemuseet.

Kontakt

Stine Blegvad

Pressekontakt Redaktør Kommunikation, presse, sociale medier, markedsføring +45 4631 6535