Pressemeddelelse -

​VINYLBINGO I JULEHUMØR

Roskilde Bibliotekerne og RAGNAROCK inviterer sammen til en omgang uformel og gratis VinylBingo i en særlig juleudgave. VinylBingo Julespecial foregår onsdag den 6. december kl. 20-22 i RAGNAROCKs café.

En blanding mellem tallotteri og musikquiz – tilsat et ordentligt stænk af jul og masser af grin, hygge og musiknørderi. Nogenlunde sådan kan man beskrive VinylBingo Julespecial.

Det er nemlig ikke tal, der bliver råbt op i VinylBingo, men musikquiz-spørgsmål, som i anledning af december er fulde af julerier. Det kunne for eksempel være, at man skal gætte ’navnet på en britisk duo, hvis ekstremt populære julesingle udkom i 1984. En single, der - selv om den bliver spillet på repeat hver eneste jul - aldrig har ligget nr. 1 på hitlisten i sit hjemland England’…

- Det er bingo og quiz i ét, for det er ikke nok, at man har det rigtige svar på sin plade – man er også nødt til at vide eller kunne gætte, at et af svarene på ens plade er det rigtige, fortæller musikbibliotekar Anya Mathilde Poulsen, som er hovedkvinden bag VinylBingo. Så vi oplever nok lidt oftere end i almindelig bingo, at nogen råber bingo, men har taget fejl. Det kan der godt blive en del sjov ud af.

Lykkes det at få bingo, er der gode koncertbilletter fra Gimle, unikke varer fra RAGNAROCKs butik, fede vinyler og mange andre sjove præmier i vente.

Hjælper hinanden ved bordene

Roskilde Bibliotekerne og RAGNAROCK har med succes arrangeret VinylBingo siden RAGNAROCKs åbning i foråret 2016.

- Der kommer mange mennesker - og flere og flere for hver gang - og det plejer at være utroligt sjovt og hyggeligt. Vi opfordrer folk til at blande sig ved bordene og hjælpe hinanden lidt. Måske sidder der en, der ved alt om syrerock ved siden af en, der elsker elektronisk musik, og så kan de hjælpe hinanden. Og man kan sagtens være med, selv om man måske ikke bruger hele sit liv på musikfacts, fortæller Anya Mathilde Poulsen.

Så uanset, om du allerede har gættet den britiske duo med repeat-julehittet eller ej - det er bare med at kigge forbi RAGNAROCK og gætte med onsdag den 6. december. Det er gratis, og det kræver ingen tilmelding.

Rundvisning og musikalsk julegave-værksted

Ud over VinylBingo Julespecial inviterer RAGNAROCK tre gange i december til julede aktiviteter i værkstedet, hvor man kan gnaske pebernødder, høre julemusik og lave sine egne musikinspirerede julegaver af særlige RAGNAROCK’ske materialer. Man kan for eksempel lave en smuk halskæde af gamle kassettebånd, en t-shirt med gavemodtagerens idol på, en guitarbroche af perler, et par hjemmelavede højtalere eller noget helt andet, der kan skabe glæde juleaften.

Værkstedet er åbent de første tre søndage i december kl. 10.30-13.00 og koster 20 kr. i materialer.

For yderligere information om VinylBingo Julespecial kontakt:
Anya Mathilde Poulsen, Roskilde Bibliotekerne anyap@roskilde.dk, tlf. 42286541.
Eller Mia Ramsing Jensen, RAGNAROCK, se nedenfor.

Related links

Emner

  • Kunst, kultur, underholdning

Kategorier

  • museum ragnarock

Museumskoncernen ROMU blev etableret i 2015 og udgøres i dag af besøgsstederne Roskilde Museum, Frederikssund Museum, Lejre Museum, RAGNAROCK – museet for pop, rock og ungdomskultur, Lützhøfts Købmandsgård, Håndværksmuseet, Sankt Laurentius, Gl. Kongsgård, Tadre Mølle og Domkirkemuseet.

Kontakt

Mia Ramsing

Formidlingsinspektør 22 27 80 61