Pressemeddelelse -

Budgetaftale med fokus på børn og unge

Der er indgået en budgetaftale for Rudersdal Kommune mellem Venstre, Socialdemokratiet og Radikale Venstre for budgetperioden 2020-23. Aftalen fokuserer navnlig på børn og unge og ikke mindst på skoleområdet. Samlet tilføres næsten 100 mio. kroner i budgetperioden til dette fokusområde.

Der er nu opnået enighed om Rudersdal Kommunes budget for perioden 2020-23 mellem Venstre, Socialdemokratiet og Radikale Venstre. Borgmester Jens Ive siger:   Der er tale om et ambitiøst budget i balance og med et højt aktivitetsniveau på investeringssiden. På grund af den fortsatte usikkerhed om den fremtidige udligning har vi valgt at hæve skatten med 0,3 procentpoint til 22,8 procent. Det er fortsat en af landets laveste.”

Betydelig investering i skolerne

Aftaleparterne ønsker at fastholde ambitionen om høj kvalitet og stærk faglighed i folkeskolen. Forudsætningen er ikke mindst en robust økonomi på alle skoler og helt ned i de enkelte klasser.

Gennem det seneste år har der været arbejdet med en ny struktur i folkeskolen i Rudersdal. Skal vi lykkes med at gennemføre en ny struktur med høj kvalitet, stærk faglighed og godt arbejdsmiljø for kommunens dygtige medarbejdere, kræver det betydelige investeringer. Det gælder de fysiske rammer, omkostninger forbundet med ændringen af skolernes struktur og midler til at sikre skolernes økonomi, så de forsat kan tilbyde de bedst mulige undervisningsressourcer. Alene til skoleområdet afsættes der derfor 69 mio. kroner i budgetperioden.

Aftalepartnerne er enige om, at budgetaftalen og aftalen om ny skolestruktur, som den er indstillet af Børne- og Skoleudvalget, skal ses som et hele. De er også enige om, at de fremadrettede strukturbesparelser ikke kan tages fra det elevrelaterede kronebeløb. Endelig er aftaleparterne enige om, at skoledelserne og samarbejdet på tværs skal styrkes.

Tilfredshed blandt aftaleparterne

Borgmester Jens Ive, Venstre, siger: ”Vi skal lære af hinanden, og vi skal frem for alt have lysten og viljen til at kunne justere kursen på baggrund af de erfaringer, vi høster. Derfor har vi bedt direktionen om et oplæg til, hvordan samarbejdet kan forbedres med det overordnede mål både at styrke skoleledelserne og sikre et solidt grundlag for videreudvikling af folkeskolen i Rudersdal.”

Kristine Thrane, Socialdemokratiet, siger: ”Jeg er meget tilfreds med den budgetaftale, vi har indgået. Det har været meget væsentligt for os, at der bliver investeret markant ikke alene i skolerne, men også i dagtilbudsområdet og i en særlig indsats for vores udsatte børn og unge. Navnlig glæder jeg mig over, at det har været muligt for os at investere i skoleområdet for at skabe de bedste forudsætninger for de ændringer af skolestrukturen, som vi nu skal i gang med.”

Court Møller, Radikale Venstre, siger: ”Skolestruktur har fyldt meget i den offentlige debat de seneste måneder. Det er helt naturligt, at forældre er dybt involverede i og også bekymrede for rammerne for deres børns skolegang. Med denne aftale har vi skabt et solidt økonomisk grundlag for at lykkes. Samtidig har vi indgået en politisk aftale, som blandt andet sikrer, at skolerne også fremadrettet har økonomi til at sikre høj kvalitet i undervisningen, ligesom vi målrettet vil støtte de enkelte skolers ledelser.”

Øvrige initiativer

Budgetaftalens parter er herudover enige om:

  • Miljø- og klimaindsatsen styrkes, og der investeres over de kommende år i at sikre vores vandmiljø, håndtere øgede regnmængder og beskytte vores grundvand.
  • Der bliver i budgetperioden fokuseret på direkte genbrug og indledende arbejdet med udsorteret bioaffald.
  • Der igangsættes en borgerinvolvering om FN’s Verdensmål for at synliggøre kommunens og borgernes initiativer i forhold til Verdensmålene.
  • Indsatsen for bløde trafikanter og ikke mindst cyklister fortsættes, og der afsættes midler til at etablere en cykelsti gennem Rude Skov langs Hørsholm Kongevej. Det sker under forudsætning af, at der kan opnås statslig medfinansiering fra SuperCykelsti-puljen.
  • Samlet bliver miljø- og trafikinvesteringerne øget med 13 mio. kroner i budgetperioden.
  • Der er i afsat midler til renovering og udvikling af kommunens idrætsanlæg på i alt 40 mio. kroner i budgetperioden.
  • Der bliver afsat midler til at understøtte den nye biblioteksstrategi, herunder oprettelse af nye alternative biblioteksfunktioner fx. i Vedbæk.
  • Der skal arbejdes videre med at få sikret flytning af Vedbækfundene til Vedbæk.
  • Det er ligeledes aftalt, at der i det kommende år skal drøftes, hvordan der kan blive etableret en borgerrådgivningsordning, og at der skal arbejdes med en indsats i forhold til mental sundhed.

Aftale mellem tre partier

Budgetaftalen er som nævnt indgået mellem Venstre, Socialdemokratiet og Radikale Venstre. Desværre har det ikke været muligt at nå til enighed med kommunalbestyrelsens øvrige medlemmer. Budgetaftalen i sin helhed indgår i kommunalbestyrelsens 2. behandling med baggrund i 14 ud af kommunalbestyrelsens 23 medlemmer.

Kategorier

  • budget
  • kommunal økonomi

Rudersdal Kommune er tæt på og meget grønnere - med både bymiljø, arkitekturperler og naturskønne områder. Kommunen ligger med sine knap 56.000 indbyggere der, hvor Københavns forstæder hører op, og Nordsjællands skove, søer og åbne landskaber begynder. Her er grønt, så langt øjet rækker, med ranke kongebøge, gennem dale og bakker – og med malerisk flotte områder langs Furesøen, Sjælsø, Mølleåen og Øresund.

Kontakt

Jens Ive (V)

Kommunalbestyrelsesmedlem Medl. Erhvervs- og Beskæftigelsesudvalget, Arkitektur- og Byplanudvalget, Økonomiudvalget 4010 8171

Kristine Thrane (S)

Formand Erhvervs- og Beskæftigelsesudvalget 72 68 10 74

Court Møller (B)

Formand Klima- og Miljøudvalget 72 68 10 90