Pressemeddelelse -

Få mere luft

Alt for mange går rundt og mister pusten uden at gøre noget ved det. Men åndenød, hoste og pibende vejrtrækning i mere end 2 måneder kan faktisk være tegn på en kronisk lungesygdom. På Lungedagen den 20. november kan du få et hurtigt lungetjek i Holte Midtpunkt. 

I Danmark har op mod 600.000 danskere en kronisk lungesygdom, men alt for mange ved ikke, at de er syge. Udfordringen ved alle kroniske lungesygdomme er, at symptomerne virker harmløse, og at man vænner sig til dem.

I Rudersdal kommune har 60 procent af borgerne mindst én kronisk sygdom. 2200 borgere i Rudersdal Kommune har diagnosen KOL, og 2100 borgere har diagnosen astma. Dertil kommer alle de borgere, som endnu ikke er diagnosticeret.

Til sidste års Lungedag var 57 borgere i Rudersdal forbi og få et lungetjek, og heraf blev 13 borgere anbefalet at gå til egen læge efterfølgende. Chefkonsulent Lena Søeborg fra Center for Sundhed og Træning fortæller:

”På tre timer kom 57 borgere forbi og fik mulighed for at puste og få tjekket deres udåndingshastighed med et peak flow meter. Målingen kan sige noget om luftvejene er åbne, eller om der er noget, som hindrer en god vejrtrækning. 13 af dem blev anbefalet at gå forbi egen læge og få tjekket deres lunger. Det synes vi faktisk er en høj andel. Derfor giver vi borgerne muligheden for et lungetjek igen i år.

Kom forbi Holte Midtpunkt til et hurtigt tjek

Hvis du vil have et lille tjek af dine lunger, kan du komme forbi Holte Midtpunkt ved Irma-torvet onsdag den 20. november kl. 13-16 til en måling og en snak. Ved lungetjekket får du mulighed for at puste og få tjekket din udåndingshastighed med et peak flow meter.

Bruger du inhalator, og er du i tvivl, om den bliver brugt rigtigt, kan du tage den med. Mange bruger deres inhalator forkert, og det er derfor muligt at få råd og vejledning i brugen af inhalatorer på dagen.

Fakta om lungesygdomme hos børn og voksne

  • De to hyppigste lungesygdomme i Danmark er astma og KOL
  • Hvert år bidrager KOL til ca. 5500 dødsfald
  • Omkring 600.000 danskere lider af en kronisk lungesygdom
  • Antallet af voksne med astma er tredoblet i de seneste 30 år
  • Hvert 5. førskolebarn og hvert 10. skolebarn har astma
  • Astma er den mest almindelige årsag til, at børn indlægges akut, og til at børn tager medicin.

Kilde: Lungeforeningen, www.lunge.dk

Yderligere oplysninger

Lena Søeborg, les@rudersdal.dk, mobil 72 68 50 44
Charlotte Larsen, Lungeforeningen, cl@lunge.dk, mobil 41 61 26 29

Emner

  • Politik

Rudersdal Kommune er tæt på og meget grønnere - med både bymiljø, arkitekturperler og naturskønne områder. Kommunen ligger med sine knap 56.000 indbyggere der, hvor Københavns forstæder hører op, og Nordsjællands skove, søer og åbne landskaber begynder. Her er grønt, så langt øjet rækker, med ranke kongebøge, gennem dale og bakker – og med malerisk flotte områder langs Furesøen, Sjælsø, Mølleåen og Øresund.

Kontakt

Jens Gregersen

Pressekontakt Head of Communications 46 11 11 50