Pressemeddelelse -

Kulturcenter Mantzius fejrer 25-års jubilæum med lige dele lokalt og unikt koncertprogram

Kulturcenter Mantzius griber, hylder og udfordrer historien og fremtiden den 31. januar med et brag af en fejring af husets 25-års jubilæum. Jubilæums-formatet bliver en vidunderlig mikstur af koncerter, food talks og dansefest.


Der er lagt op til en fest på flere etager, når Kulturcenter Mantzius følger husets 25-års jubilæum – med den officielle dato 12. november 2019 – helt til dørs. Datoen blev i 2019 fejret ved en reception med taler fra bl.a. Rudersdals borgmester, Jens Ive, samt flere af husets tilknyttede og uundværlige ildsjæle – både frivillige og samarbejdspartnere. 

31. januar skuer dit lokale kulturhus både frem og tilbage med en helt særlig jubilæumskoncert, hvor der er fri entré til flere store oplevelser:

Fænomenale Lyngby-Taarbæk Symfoniorkester, som 5. januar også spillede for et talstærkt publikum i Birkerød Sport & Event Arena, slår en storslået stemning an på scenen og opfører et par nøje udvalgte værker. I repertoiret figurerer blandt andet Sir Edward Elgars "Pomp & Circumstance" march, der til Mantziussalenes officielle indvielse i 1994 ligeledes blev opført – med en helt særlig tekst skrevet til lejligheden.

De lokale helte Repeatles genfortolker deres "rooftop"-koncert et sted i huset. Repeatles spillede i 2019 en rooftop-koncert til Birkerød Kulturnat, der blev et ægte tilløbsstykke, og Kulturcenter Mantzius glæder sig til at byde publikum velkommen til en ny udgave af bandets populære koncertkoncept, der vil få tilført en ekstra dimension under jubilæumskoncerten. Gå ikke glip af gyldne The Beatles-hits som ”Hey Jude” m.fl., når de når nye højder på Mantzius!

Den tunesiske, men nu København-baserede perkussionist og producer Nuri skyder publikum direkte ind i fremtiden med sin mystiske afrofuturisme. Nuris DMA-vindende blanding af organisk slagtøj og samples fra nutid og fortid bygger bro mellem Tunesiens afrikanske rødder og en groovy fremtid, og han har allerede lagt mange scener ned med sine forrygende koncerter og sin dragende heksedoktor-maskering, bl.a. til Roskilde Festival 2019.

Mellem aftenens musikalske indslag vil kulturhusets Restaurant Mantzius desuden overraske os med live food talks komplet med små serveringer. Hvad, den progressive restaurant med fokus på håndværk og bæredygtighed har fundet på at stille op med, afsløres endnu ikke, men Kulturcenter Mantzius lover, at det bliver vilde, smagfulde oplevelser, som kun restaurantens Theis Skånstrøm og Claus Doeleman kan finde på dem.

Efter aftenens program slås dørene op, mens glassene toppes af, og gulvet danses varmt, når huset inviterer til et velfortjent brag af en dansefest med en DJ bag pulten og drinkstilbud i baren.

Velkommen til en festlig aften i musikhistoriens – og kærligheden til den – navn.

-

Dato: 31. januar 2020

Tid: Kl. 18.30-02.00

Venue: MantziusLive, Johan Mantzius Vej 7a, 3460 Birkerød

Entré: Fri entré

Læs mere på MantziusLive.dkMantziusLive på Facebook

Kategorier

  • kulturcenter mantzius
  • mantziuslive

Regions

  • Rudersdal Kommune

Rudersdal Kommune er tæt på og meget grønnere - med både bymiljø, arkitekturperler og naturskønne områder. Kommunen ligger med sine knap 56.000 indbyggere der, hvor Københavns forstæder hører op, og Nordsjællands skove, søer og åbne landskaber begynder. Her er grønt, så langt øjet rækker, med ranke kongebøge, gennem dale og bakker – og med malerisk flotte områder langs Furesøen, Sjælsø, Mølleåen og Øresund.

Kontakt

Jens Gregersen

Pressekontakt Head of Communications 46 11 11 50