Pressemeddelelse -

Sund arkitektur til syge mennesker

God arkitektur har en helende effekt på syge mennesker. Ud fra den tese har to studerende fra Aalborg Universitet projekteret et nyt kræftrådgivningscenter i forbindelse med Aalborgs nye Universitetshospital. Resultatet er en overraskende kombination af 0-energibyggeri og imødekommende arkitektur.

0-energibygninger behøver ikke være kedelige, kompakte kasser – sådan som de ellers ofte er, fordi kravet til ekstremt lave U-værdier begrænser de arkitektoniske udfoldelsesmuligheder. Det viser et opsigtsvækkende afgangsprojekt fra Aalborg Universitet, hvor to studerende har projekteret et kræftrådgivningscenter i forbindelse med Aalborgs nye universitetshospital.

”Det var vores mål at bevæge os væk fra kubetankegangen og over i en mere krystallinsk måde at arbejde på,” fortæller Louise Juelsgaard, som sammen med Maria Christensen netop har afsluttet den 5-årige civilingeniøruddannelse i arkitektur fra Aalborg Universitet.


Sådan undgår man 70 cm tykke vægge

”En af de store udfordringer, når man vil undgå det kompakte kubebyggeri er, at det er svært at opnå de lave U-værdier, som 0-energihuse kræver,” påpeger Louise Juelsgaard.

Udfordringen blev løst gennem udviklingen af helt nye konstruktionsformer, hvor der blandt andet er anvendt synlige bjælkespær, og hvor isoleringen er optimeret til det yderste. Her er ingen 70 cm tykke vægge.

”Vi valgte en let facadekonstruktion bestående af kassetter med isolering fra ISOVER i lambda 32 og opnåede på den måde 46 cm slanke vægge og en U-værdi på kun 0,08,” fortæller Louise Juelsgaard.


Fri os fra sygehusstemning

God arkitektur har en helende effekt på syge mennesker, mener de to nyuddannede civilingeniører. Der er brug for termisk og akustisk komfort, naturligt dagslys og arkitektur, som man kan gå på opdagelse i, for sådan et miljø medvirker til at flytte kræftpatientens fokus væk fra sygdommen.

”Byggeri må gerne være spændende og behageligt at opholde sig i, også selv om det har et minimalt energiforbrug, og så er det jo egentlig ligegyldigt, om det er kræftpatienter eller skoleelever vi bygger til,” udtaler Louise Juelsgaard, som er glad for, at hun har taget en uddannelse, der kombinerer arkitektur- og ingeniørdisciplinerne – og stolt af det 12-tal, som hun og Maria Christensen fik for deres afgangsprojekt.


Fakta: Bag om kræftcenter-projektet


Energiklasse 2020 uden brug af aktive energiformer

Målet om at projektere et 0-energibyggeri blev opnået ved at isolere efter 2020-kravene uden brug af aktive energiformer – for derefter at tilføje de nødvendige solceller mv., som gør bygningen selvforsynende med energi.


ISOVER Lav-Lambda Isolering: Tyndere isolering med samme effekt

Kravene til U-værdien i nye byggerier skærpes løbende. Derfor har ISOVER som den eneste leverandør udviklet isolering med lambdaværdier helt ned til 30. Så kan nybyggerier leve op til de nyeste isoleringskrav uden at vægtykkelsen forøges.


Tværfaglige arkitekter fra Aalborg Universitet

Louise Juelsgaard og Maria Christensen er nyuddannede civilingeniører fra arkitekturuddannelsen på Aalborg Universitet. Det særlige ved uddannelsen i Aalborg er, at den lever op til den tværfaglighed mellem arkitekt- og ingeniørkompetencer, som efterspørges i blandt andet byggebranchen.


Emner

  • Bygning, ejendom

Kategorier

  • arkitektstuderende
  • arkitektur
  • miljørigtig isolering
  • saint-gobain isover a/s
  • isover
  • energieffektivitet
  • isolering

Saint-Gobain ISOVER A/S udvikler, producerer og samarbejder med vores kunder om innovative og bæredygtige isoleringsløsninger inden for byggeri og tekniske applikationer, som giver brugeren komfort og effektivitet og bidrager til at beskytte miljøet.

Kontakt

Marit Petersen

Pressekontakt Communication Manager 72 17 17 14