Nyhed -

25 dagplejere får sang-certifikat

Selvom børnene i dagplejen er små, er effekten af sang i hverdagen stor. Det viser projektet ’Sangprofildagplejer’, som nu har givet 25 dagplejere i Herning Kommune diplom på, at de kan noget særligt med sang. Certificeringen betyder også, at sangen har, og fremover får, en helt central plads i børnenes hverdag.

Sangen er omdrejningspunktet i dagligdagen hos en dagplejer med sangprofil, og hverdagen har da også forandret sig en del efter projektets start i marts måned 2016, fortæller flere af deltagerne i projektet. ”Sangen bliver mere og mere tydelig i vores hverdag, for vi synger om det, vi oplever. Vi stemmer som regel i alle sammen, når én først begynder at synge”, fortæller Lone Linneberg Iversen, som er dagplejer i Ørnhøj. I løbet af projektet har dagplejerne lært, hvordan de kan bruge sang og musik som pædagogiske værktøjer til glæde for både børn, forældre og dagplejerne selv. Når Lone for eksempel er ude at gå tur med børnene, foregår det altid i ’bussen’ – ja, altså tvillingebarnevognen, forklarer hun og fortsætter: ”Tvillingebarnevognen er gået hen og blevet bussen, og vi synger faktisk ’Hjulene på Bussen’, hver gang vi er ude at gå”.

Første gang i Danmark

Projektet ’Sangprofildagplejer’ er en del af en større satsning på sang og musik i Herning Kommune. Det er også kommunen, der har givet økonomisk støtte til projektet. Opkvalificeringen af de 25 dagplejere er blevet varetaget af Den Jyske Sangskole, med projektleder Thomas Larsen Späth i spidsen. ”Det er første gang, at et projekt som dette er blevet lavet i Danmark. Det er virkelig skønt at se, hvordan dagplejerne har engageret sig og taget de nye muligheder med sig i deres dagligdag”, forklarer han. Den Jyske Sangskole har to sangkonsulenter tilknyttet projektet, og det er dem, som har besøgt dagplejerne og børnene i deres fælles legestuer. Her har de arbejdet med sange, sanglege og instrumenter, som blandt andet er med til at udvikle børnenes sociale kompetencer. ”Børnene lærer at vente på tur, og så lærer de om forskellige farver, former og kropsdele, som jeg ofte tager med ind i sangene”, fortæller Tina Daniel, som er dagplejer i Hammerum. Sangprofilen har fra starten været et tilbud, som dagplejerne efterfølgende selv kunne bestemme, om de ville fortsætte med. Derfor har det været vigtigt for projektleder Thomas Larsen Späth, at alle 25 dagplejere har været med til at udforme indholdet af projektet og formuleringerne i certificeringen. Det er da også faldet i god jord hos dagplejerne. ”Det er rigtig fedt at være med til at sætte sit eget præg på projektet og komme med nogle gode idéer dertil. Så føler man, at det bliver lavet for os”, fortæller dagplejer Lone Linneberg Iversen. Hendes kollega Tina Daniel er enig: ”Vi fik ejerskab over projektet. Det skulle ikke være sådan noget højtravende noget, men det var nede på vores plan – sammen med børnene”, fortæller hun.

2-årig lærte at tale

Det er tydeligt at mærke på børnene, at de gerne vil synge, fortæller dagplejer Lone Linneberg Iversen og uddyber: ”Børnene tager ofte initiativet, og de kommer selv med en sang, som de gerne vil synge eller begynder at lave fagterne til den. Og så er det mig, der skal gribe situationen og synge sangen med dem”, fortæller hun. Dagplejer Tina Daniel fortæller også om drengen, Luis, der i en alder af 2 år endnu ikke kunne tale og var meget urolig: ”Han drønede rundt som en hoppebold og kunne ikke sidde stille og vente på tur. Men i løbet af sangprojektet har han faktisk fået et sprog. Han er blevet mere rolig, kan sidde og koncentrere sig og er helt med på både sange og fagter. Han er det barn, som har udviklet sig allermest i løbet af projektet”, fastslår hun. Luis’ mor, Trine Grandahl, er også meget tilfreds med, at hendes søn startede i dagplejen hos Tina. ”Han startede i september måned, og allerede måneden efter kunne jeg mærke en forandring herhjemme, hvor han så småt begyndte at tale. Han er blevet meget mere åben og glad af at have sang i hverdagen”, fortæller hun. Noget af det, som har hjulpet Luis med at knække sprogkoden, er de mange sange med tilhørende fagter, som understøtter sangens handling og de konkrete ord. ”Det har været en rigtig god idé at synge det ind, især med hensyn til at begynde at snakke”, fortæller Trine Grandahl, og tilføjer: ”Det kan virkelig gøre meget at synge med børn på denne måde”.

”Hver fugl synger med sit næb”

Det er ikke kun børnene, som har gennemgået en udvikling. Et af målene med projektet ’Sangprofildagplejer’ har også været at give dagplejerne en større bevidsthed om deres egne stemmer. Derfor har de fået individuel sangtræning af sangkonsulenterne fra Den Jyske Sangskole. ”Nu tør jeg at stille mig op over for forældrene og synge en strofe. Det gjorde jeg jo ikke lige, før vi startede med projektet”, siger dagplejer Lone Linneberg Iversen, som har fået en masse selvtillid af at have sangtræning som en del af projektet. Det handler om at tro på sig selv, mener hun: ”Hver fugl synger med sit næb. Bare giv den gas, bare gør det”. Én af de ting, der bliver arbejdet med til soloundervisningen er, at dagplejerne skal lære at synge de lyse toner. Det er nemlig der, børnenes toneleje er. For at synge med børnene er det derfor vigtigt at tilpasse sig deres stemmer. Dagplejerne har ønsket at få opfølgende besøg fra sangkonsulenterne, også når projektet slutter. Det støtter Herning Kommune op om, sådan at dagplejerne fortsat kan udvikle sig og styrke det, som de allerede har lært gennem projektet. Projektleder Thomas Larsen Späth er meget tilfreds: ”Det er flot, at Herning Kommune vælger at investere i de helt små på denne måde. Når jeg hører den feedback, der kommer fra forældre, dagplejere og sangkonsulenter, er jeg sikker på, at investeringen vil blive returneret i overmål. Det er et meget meningsfuldt projekt, som både handler om, at det er sjovt at synge sammen, men også om at støtte børn i deres udvikling i de år, hvor de er super modtagelige for at lære nyt”, fortæller han.

Related links

Emner

  • Kunst, kultur, underholdning

Kategorier

  • børn
  • dagtilbud
  • sang
  • herning kommune
  • den jyske sangskole
  • sangprofildagplejer
  • dagpleje

Kontakt

Ditte Skovmose Andersen

Pressekontakt Kommunikationsmedarbejder 20706261

Anne Märcher

Pressekontakt Kommunikationsansvarlig 26 82 04 88