Blogindlæg -

Danmarks digitale konkurrenceevne

Fem spørgsmål og svar

Morgenavisen Jyllands-Posten fokuserer på aktuelle emner om ledelse.

Denne gang handler det om udfordringerne for Danmark og for danske virksomheder i en digital tidsalder.

Svarene kommer fra:  Anders Feddersen, adm direktør, SAP Danmark


Er vi gode nok til at fremme den digitale transformation?

”Nej. Jeg tror, at vi kan blive meget bedre som nation og som ledere i den offentlige og den private sektor, men jeg ser også nogle lyspunkter. Det er meget positivt at regeringen interesserer sig for den fjerde industrielle revolution og hele det eksponentielle udviklingspotentiale, som digitale forretningsmodeller fører med sig. Jeg synes også, at topledere og bestyrelsesmedlemmer virker meget vågne i forhold til det digitale potentiale. Mange forudser, at deres kerneforretning er radikalt forandret om få år, og teknologi og digitalisering er meget højt på topledernes 2016-dagsorden. I mine mange år i it-branchen er det en ny situation, at toppen driver på i en sådan grad. Toplederne er vågnet op, men jeg ser endnu ikke voldsomt mange etablerede virksomheder, der har knækket koden og sat en klar digital vinderkurs.”

Hvor har virksomhederne de største udfordringer?

”Vores tankegang om innovation og teknologi er stadig ikke helt ambitiøs og ”vild” nok. Mange virksomheder står med et nyt og potentielt overraskende konkurrencebillede, som vokser ud af data og digitalisering. For nylig hørte jeg en amerikansk professor argumentere for, at virksomheder har brug for it men ikke for de nuværende it-chefer. Alle taler om digital transformation, men langt de fleste gør stadig som de plejer. Vi skal væk fra de klassiske, store, komplekse it-installationer, og i stedet skal vi opbygge lynhurtige, gennemstandardiserede platforme. Det vil gøre os i stand til at håndtere de data om kunder og produkter, som er og bliver livsnerven i de digitale forretningsmodeller. Fundamentet er en vision for, hvordan digitaliseringen skal forbedre kundeoplevelsen i vores branche.Det handler om at klargøre sig til et spring og ikke bare blive to pct bedre end sidste år.”

Hvilke tendenser er de vigtigste at holde øje med?

”Jeg tror, at man skal holde øje med det meget tydelige netværks-element og den forbundethed, som følger med den digitale udvikling. Virksomheder skal tænke innovation sammen med andre i klynger af supplerende virksomheder i samme værdikæde og økosystem. Der er virkelig god grund til at åbne op, skabe nye synsvinkler og gennemlyse egen praksis fra andres positioner. Innovationen kan ligge i, at en dansk virksomhed ser sin mulighed for at udgøre én procent af en global værdikæde i stedet for 50 pct af en dansk branche. Og det vil være en markant vækstmotor. Det kræver gode og nye ideer, og det kræver samarbejde. Danske virksomheder er typisk mindre og mellemstore især i en global skala, og det giver både styrker og svagheder. Den lille virksomhed har typisk kompetence og manøvredygtighed, men hvis det hele handler om at overleve næste kvartal, så kan det være, at den bliver kørt over af den digitale udvikling. Derfor er samarbejde og netværk om innovation helt afgørende.”

Hvor langsigtet skal vi arbejde med digital transformation?

”It-branchen har en kæmpeudfordring og et ansvar for at bidrage til, at danskernes digitale kompetencer vokser. Vi skal give børn og unge langt bedre mulighed for at se, lege med, lære om og forstå disse teknologier. Digital transformation er jo at sammentænke den fysiske virkelighed med den digitale mulighed. Forleden hørte jeg en dygtig it-leder sige, at man ikke kan fælde et træ med en app. Og det er jo både sandt og banalt. Men også interessant, fordi han understreger, at digital transformation ikke nødvendigvis handler om at lave en Netflix, Endomondo eller AirBNB. Tværtimod handler det om at bruge eksisterende viden og faglighed og værdiforøge med digitalisering. Langt de fleste virksomheder har præcis den udfordring.”

Hvor skal den danske konkurrenceevne komme fra?

”Objektivt set har vi gode kort på hånden i vores lille homogene smørhul, fordi vi starter den her rejse med et højt teknologisk niveau og med et pænt højt uddannelsesniveau i et samfund med kort afstand mellem hinanden. Men vi skal have tilført noget visionær risikovillighed, og virksomheder skal have troen på, at de kan forme fremtiden i de brancher, hvor de befinder sig. Nøgleordene er, at den digitale transformation skal tænkes hele vejen fra leverandørerne ud til slutkunderne. Og den gode strategi vil indebære, at man tør vælge fra for at fokusere.”

Emner

  • Data, Telekommunikation, IT

Kategorier

  • sap
  • cloud
  • big data
  • sap hana
  • digitalisering
  • konkurrenceevne
  • teknologi uddannelse
  • innovation
  • danmark
  • in-memory
  • mobility

Kontakt

Ellen Vig Nelausen

Pressekontakt Nordic Communications Manager +45 2923 3234

Susanne Kapfer

Pressekontakt Director Communications, Nordic & Baltic region Pressekontakt +46 (0)8 587 72798