Skip to main content

Fuld kraft fremad for Gedser-Rostock: Mulig timedrift og fire færger skal udnytte potentialet i Østeuropa

Pressemeddelelse   •   Nov 22, 2010 08:00 CET

Med investeringer på totalt 1,7 milliarder kroner til to nye færger og havneudbygninger i
Gedser og Rostock sætter Scandlines alle sejl til for at kapitalisere på det voksende marked i den østlige korridor. Kapacitet og frekvens er nøgleordene i en fremtid med mulig timedrift og fire færger.

Investeringen på 1,7 milliarder kroner i to nye superfærger til ruten Gedser-Rostock er målrettet det stigende marked for passager- og fragttrafik i Østeuropa. I Gedser investeres 300 millioner kroner i blandt andet ny terminalbygning, nyt check-in-område samt 16 opmarchbaner. Det er nødvendigt for at kunne bibeholde liggetiden på kun 15 minutter med de nye færger, der fordobler kapaciteten på overfarten. Derudover udbygges Rostock havn, så Scandlines fra 2012 råder over to liggepladser. På den måde vil rederiet i fremtiden kunne operere med fire skibe på ruten og dermed tilbyde timedrift, hvis kunderne efterspørger det.

”Gedser-Rostock er et vigtigt knudepunkt i den østlige korridor. Efterspørgslen vil vokse yderligere i regionen i de kommende år, og det skal vi være rustet til. Med indsættelsen af fire skibe kan vi tilbyde afgang hver time. Liggetiden i havnene vil fortsat være 15 minutter, hvilket vil være et særdeles attraktivt tilbud til vores kunder på Gedser-Rostock“, udtaler Steen Wæver, Line Manager hos Scandlines.

De nye Scandlines-færger bygges i øjeblikket på P+S Werften i nordtyske Stralsund. Nybygningerne har en kapacitet på 1.500 personer og 480 biler eller 96 lastbiler. Der vil således være tale om mere end en fordobling af den nuværende kapacitet på ruten. Indretningen om bord står det franske arkitektfirma AIA for. Cateringkonceptet for de nye færger omfatter buffetrestaurant, a la carte restaurant, cafeteria, selvbetjeningsrestaurant samt snack- og drikkevareautomater. Derudover får kunderne mulighed for at boltre sig på store shoppingarealer samt spilområde og konferencerum.

Om Scandlines
Scandlines blev grundlagt i 1998 og er et af Europas største færgerederier. På tre korte færgeruter med høj frekvens og kapacitet mellem Danmark, Sverige og Tyskland leverer vi en effektiv og pålidelig transportservice til både passagerer og fragtkunder. Hovedfokus i alle Scandlines’ aktiviteter er at skabe værdi for vores kunder om bord på færgerne såvel som i vores BorderShops.

I 2011 transporterede vi 11,5 millioner passagerer, 2,6 millioner personbiler og 640.000 lastbiler på vores ruter Rødby-Puttgarden, Gedser-Rostock og Helsingør-Helsingborg.

Vedhæftede filer

PDF-dokument