Nyhed -

Aldrig mere samme oplevelse

Vognmand Kim Ancker var i fjor ude for en rigtig grim oplevelse i trafikken. Så grim, at den stadig sidder i ham her et halvt år efter. På trods af at Kim kører mere end 80.000 kilometer på de danske landeveje hvert år, var det ikke en trafikulykke, der gjorde så stort indtryk men derimod et hjertestop, som kostede et andet menneske livet. Den oplevelse ønsker Kim aldrig at komme ud for igen, så i forbindelse med investeringen i en ny Scania R 520 har han besluttet sig for også at investere i en mobil hjertestarter til lastbilen.

Når vi taler om at kunne hjælpe hinanden i trafikken, tænker de fleste nok på at være klar til at yde førstehjælp i forbindelse med trafikulykker. Men hvad hvis en medtrafikant synker sammen bag rattet under kørslen og mister bevidstheden som følge af et hjertestop? Så hjælper en førstehjælpstaske med plaster og forbindinger eller en ildslukker ikke meget. Det måtte vognmand Kim Ancker fra Ortved ved Ringsted sande, da han for ikke så længe siden stod i netop sådan en situation.

- Som vognmand gennem 33 år har jeg jo oplevet lidt af hvert i trafikken. Jeg har selvfølgelig også deltaget i diverse førstehjælpskurser i forbindelse med den lovpligtige EU efteruddannelse og altid følt mig rimelig godt klædt på, hvis jeg en dag skulle få brug for at yde hjerte-/lungeredning til et andet menneske, fortæller Kim.

Noget helt galt

I september i fjor kørte han i sin lastbil på motorvejen ved Roskilde. Pludselig observerede han en anden bilist, der slingrede og torpederede et vejskilt, inden hans bil stødte mod autoværnet og gik i stå i nødsporet. Kim følte straks, at der var noget helt galt, så han standsede, sprang ud af lastbilen og løb hen til bilisten.

Det samme gjorde en anden bilist, og sammen prøvede de at få kontakt til manden, som de vurderede til at være ca. 60 år. Det lykkedes ikke, så de fik ham bakset ud af bilen og begyndte at yde hjerte-/lungeredning så godt de kunne. De fik også tilkaldt en ambulance, som dog var næsten 20 min. undervejs. Imens gav de hjerte-/lungeredning, men da ambulance-redderne ankom, overtog de førstehjælpsindsatsen med bl.a. indsprøjtninger og en hjertestarter. Trods en ihærdig indsats stod mandens liv dog ikke til at redde.

- Man føler sig hjælpeløs i sådan en situation. Vi gjorde, hvad vi kunne, men hvis vi bare havde haft en hjertestarter, kunne vi måske have reddet manden. Det er der selvfølgelig ikke garanti for, men bare tanken gør, at jeg aldrig vil havne i en lignende situation igen, fastslår Kim.

Fik svaret hos Scania Academy

Efter den grimme oplevelse spurgte Kim forskellige kolleger og bekendte til råds om, hvad man kunne gøre, men først, da Kim for nylig var på EU-efteruddannelse hos Scania Academy i Ishøj, fik han det rigtige svar. Scania Academy har nemlig hyret forskellige erfarne fagfolk til at undervise i de forskellige emner på kurset for at gøre dem så nærværende og relevante som muligt. I førstehjælp er det den tidligere ambulanceredder Allan Lassen og hans firma RED-LIV, der står for undervisningen.

- Jeg har været ambulanceredder i over 20 år, og jeg har oplevet masser af hjertestop. Der er en hjertestarter i alle ambulancer, og det redder mange liv. Da jeg hørte Kims historie slog det mig, at der selvfølgelig skal mange flere mobile hjertestartere i omløb i Danmark, fortæller Allan.

- Der kommer flere og flere hjertestartere ud i på virksomheder, i forretninger og på offentlige steder. Det er godt, for chancerne for at overleve et hjertestop falder med 10 % pr. minut. Hvis hjertestoppet sker uden for byerne eller langt fra en hjertestarter, kan det være for sent, når ambulancen når frem, fastslår Allan.

Derfor synes han, at det er en fremragende idé, at Kim vil installere en mobil hjertestarter i sin næste lastbil, som han har købt for nylig hos Scania i Ishøj, og som er under opbygning til levering senere på foråret.

Jo flere hjertestartere jo bedre

- Jo flere hjertestartere, vi får ud blandt danskerne, jo større er sandsynligheden for, at der en i nærheden, når der er brug for den. Og jo hurtigere en hjertestarter bliver brugt på en patient med hjertestop, jo større er sandsynligheden for overlevelse. Så enkelt er det, fastslår Allan.

At investere i en hjertestarter og sikkerhedsudstyr i det hele taget ligger ikke fjernt for Kim Ancker. Hans lille vognmandsforretning med blot to lastbiler blev i fjor kåret til ”Årets Transportvirksomhed” af DTL-Danske Vognmænd netop for sin trafiksikkerhedsindsats. Det gælder ikke mindst arbejdet med at oplyse om de velkendte risici ved bl.a. højresvingsulykker. Kim Anckers anden lastbil med chauffør Henning ”Baloo” Olsen som fast mand kaldes ”Danmarks Sikreste Lastbil”, fordi den bl.a. er udrustet med hele 11 kameraer, der dækker alle vinkler set fra førerpladsen.

Kim Ancker råder også over en stor sættevogn, der er indrettet som rullende undervisningslokale, hvor børn og unge kan opleve trafikken set fra førersædet i en lastbil. Her undervises både børnehavebørn og lidt ældre elever om udfordringerne i trafikken for hhv. cyklister og lastbilchauffører.

Traileren er også med på den kommende Transportmesse i Herning sidst i marts, hvor Kim Ancker og ”Baloo” blandt gæsterne vil sætte yderligere fokus på trafiksikkerhed ved at vise hårrejsende eksempler på forkert adfærd i trafikken.

Faktaboks: Hjertestarter i en lastbil

Det er ikke sådan bare lige at montere en hjertestarter i en lastbil. Hjertestarteren må ikke udsættes for frost, da batterierne ikke kan tåle det. I forbindelse med investeringen i en hjertestarter til sin nye Scania R 520 har Kim Ancker i første omgang besluttet at montere den i førerhuset. Det ideelle ville egentlig være at montere den udvendigt på bilen, så der altid er adgang til den, men da den er monteret på et køretøj, som i sagens natur flytter sig hele tiden, kan den alligevel ikke registreres i den landsdækkende oversigt over hjertestartere. Det kan kun hjertestartere, der er placeret et fast sted.

Det er RED-LIV, der leverer den nye hjertestarter til Kim Ancker. Den koster under kr. 10.000,- + moms, og når den opbevares korrekt, er den fuldt funktionsdygtig i mindst fem år. Derefter skal den have skiftet batterier og de elektroder, der klistres på patientens bryst, inden den afgiver stød. Når hjertestarteren har været i brug, skal den altid have udskiftet batterier og elektroder.

Emner

  • Lastbiler, transportbil

Kategorier

  • lastbilchauffører
  • lastbil
  • lastbiler
  • miljø
  • miljørigtig kørsel
  • uddannelse
  • scania

Kontakt

Jannie Christiansen

Pressekontakt Marketing & Communications Manager Presse, marketing, intern kommunikation +45 91344038