Nyhed -

Scania Urban Generation

Den nye generation af distributionsbiler fra Scania takler alle de udfordringer, moderne transport i og omkring byerne stiller

Distribution i by- og nærområder stiller stigende krav til både chauffør og lastbil. Den nye generation af distributionsbiler fra Scania imødekommer disse udfordringer med en række helt nyudviklede løsninger.

Blandt dem er to nye motorer, det helt nye P-førerhus med Low Entry og Kneeling, bedre komfort, lavere forbrug, mindre støj og en endnu bedre totaløkonomi.

Men med i landvindingerne på den nye generation Scania Urban Trucks er også genbrug af eksisterende dele.

- Ja, der er både nyt og gammelt. Det er jo smart at tage eksisterende moduler og bruge dem på en ny måde. For eksempel at udnytte den lavere 7-liters sekscylindrede motor til at få plads til G-hyttens gulv i L-hytten er genialt, siger produktchef i Scania Danmark, Ole Christian Jørgensen, der kender Scanias produkter bedre end nogen anden.

- Jeg ved i hvert fald noget om, hvordan byggeklodserne kan sættes sammen, siger han.

Før udviklingen af den nye Urban Truck, stillede Scania sig selv fem udfordringer, som den nye Urban Truck skulle imødekomme.

Fem udfordringer

Miljø, trængsel, sikkerhed, totaløkonomi, tiltrække og fastholde gode chauffører
- Flere af disse udfordringer hænger selvfølgelig nøje sammen. En mere effektiv motor og aerodynamik har en positiv indvirkning på både økonomi og miljø., ligesom for eksempel et højere sikkerhedsniveau vil være attraktivt for chaufførerne.

Mange af nyhederne i Next Generation er videreført i Urban Trucks. For eksempel er udsynet blevet forbedret ved at gøre A-stolpen smallere og flytte førerpladsen frem og tættere på døren.

I Danmark har vi valgt de brede spejlarme, fordi de giver mulighed for at kigge mellem spejl og A-stolpe. Ved at bruge dem bliver der lige præcis det mere plads, så chaufføren kan se imellem og har bedre mulighed for at holde øje med bløde trafikanter, forklarer Ole Christian Jørgensen.

Ordentligt værktøj
Chauffører er i dag en mangelvare, og undersøgelser viser, at det er en udfordring, der næppe bliver mindre i den nærmeste fremtid. Derfor er det vigtigt at tiltrække og fastholde de gode chauffører.

- Der er mangel på chauffører, og gode chauffører er en endnu større mangelvare. Vi forsøger at give vognmændene mulighed for at tiltrække de gode chauffører. De skal have et ordentligt arbejdsmiljø med et stykke værktøj, der ligger godt i hånden, hvis man kan sige det sådan. Der skal være plads til hans ting og tøj, hans kontorarbejde, der skal være gode udsigtsforhold, ind- og udstigningsforhold, gode køreegenskaber.

Et af Scanias redskaber til denne udfordring er tilbagemeldinger fra brugerne.

- Vi har talt utroligt meget med chaufførerne i denne proces. Tag sådan noget som den lave indstigning´, hvor man kan vælge mellem ét eller to trin. Nogle vil have et enkelt, mens andre vil have to. Personligt vil jeg foretrække et enkelt trin, hvis jeg skulle ind og ud af en lastbil mange gange på en dag. Men det er en smagssag, og derfor har vi netop valgt at tilbyde begge muligheder i L-førerhuset med low entry.

Kneeling
L-hytten er en helt ny serie. Sammenlignet med P-serien er førerhuset flyttet 550 mm frem og 220 mm ned. Det betyder, at når du tager en bil med lav chassishøjde, Kneeling og de små 355/50-hjul, er gulvhøjden helt nede på lige under 800 mm.

Kneeling-funktionen er ikke ny. Den startede på busserne, der kunne læne sig til siden for at lette ind- og udstigning for passagererne. Men det er nyt, at man kan bestille det direkte fra fabrikken til lastbilerne, og det er ligeledes nyt, at man kan indstille den til at 'knæle' automatisk og trække den elektriske parkeringsbremse, når man spænder sikkerhedsselen op.

- Vi opfordrer til, at man vælger den elektriske P-bremse i stedet for den mekaniske. For eksempel sætter den automatisk parkeringsbremsen, når du bremser ned og tager selen af. Den har også auto-hold ved igangsætning, så den ikke ruller for dig ved et lyskryds eller op ad en bakke. Det er genialt, siger produktchefen.

Klar holdning til sikkerhed
Når der er tæt trafik og trængsel, er det helt afgørende for sikkerheden, at chaufføren har det bedst mulige udsyn. Derfor er instrumentbrættet blevet sænket og førerpladsen flyttet frem og til siden.

- Det handler om sikkerhed, og netop derfor kan man ikke bestille en Scania med en Amagerhylde, for den tager udsynet.

Også City ruden i passagersiden bidrager til at forbedre chaufførens mulighed for at holde øje med bløde trafikanter omkring lastbilen. Netop problematikken omkring fodgængere og cyklister er et gennemgående tema, når chaufførerne har givet feedback til Scania.

Nye motorer
En anden stor udfordring er trængslen i byerne. Det ville lette presset på bytrafikken i dagtimerne, hvis flere lastbiler kunne levere om natte. Det kræver mindre støj, og her kommer de meget tyste gasmotorer ind.

Der er to 9-liters enheder med henholdsvis 280, og 340 hk samt en 13-liters med 410 hk. Det høje effektniveau er nyt og dækker en voksende efterspørgsel på denne miljøvenlige motortype. Med 410 hk kan Scania nu også tilbyde den til vogntogsvægte på op til 56 tons.
Det giver os mulighed for at leve op til nogle miljø- og støjmæssige krav, som man kræver i mange byer.

En helt ny sekscylindret dieselmotor på syv liter er udviklet i samarbejde med Cummins. yder 250 eller 280 hk og har et forbrug, der er 10 procent lavere end den større ni-liters motor. Samtidigt har den en vægtfordel på ikke mindre end 360 kg.

Men den giver også nogle muligheder for at optimere udnyttelsen af eksisterende komponenter.

- Da den fylder det mindre i højden, er Scania dykket ned i den store spand med byggeklodser og har taget gulvet fra G-førerhuset og lagt det i P-førerhuset. Dermed får man en motortunnel, der er 10 cm lavere, end den er med sit eget gulv, forklarer han.

- Den er jo nærmest større indvendigt, end den er udvendigt.

Det giver desuden den fordel, at man kan komme fra førersiden til passagersiden og stige ud i højre side til mindre trafik, hvilket ikke er uvæsentligt for visse arbejdsgrupper, der arbejder meget i tæt bytrafik.

Dyrt er billigst
Men det er ikke nok at lave en smuk og dejlig lastbil. Den skal også kunne begå sig på bundlinjen - Total Operation Economy. TOE.

- Vi har absolut ikke den billigste lastbil. Vi ligger i den dyre ende. Men vi har en bil, der tilbyder det bedste arbejdsmiljø, de laveste brændstofudgifter og samlede driftsomkostninger, så jo længere du kører, des billigere bliver din Scania.

Hvis du vælger din bil og får den specificeret og konfigureret i tæt samarbejde med en Scania-konsulent og efterfølgende får den serviceret efter dit behov og kørsel, så har du altid en bil, der er i perfekt form til dit behov.

Emner

  • Lastbiler, transportbil

Kontakt

Jannie Christiansen

Pressekontakt Marketing & Communications Manager Presse, marketing, intern kommunikation +45 91344038