Skip to main content

Danmarks kampagne ’Jobbet der aldrig står stille’ vinder Scania Communications Award

Pressemeddelelse   •   Jun 25, 2019 10:11 CEST

Kampagnen er en en opfindsom løsning på en udfordring i Danmark - og i Europa generelt – nemlig manglen på mekanikere.

I sidste uge samledes marketing- og kommunikationsmedarbejdere fra hele verden til Scania Global Marketing Conference i Södertälje. Under konferencen blev den prestigefyldte pris Scania Communications Award uddelt, og i år gik prisen til Danmark for den nye version af kampagnen ’Jobbet der aldrig står stille’.

Årets pris fokuserede på kommunikation, der understøtter Scanias rejse for at blive anerkendt som en ægte partnerskabsdrevet leder i bæredygtige transportsystemer med fokus på bæredygtighed og digitalisering. Her sejrede Scania Danmark med kampagnen, der ifølge juryen er ”en opfindsom løsning på en udfordring i Danmark - og i Europa generelt – nemlig manglen på mekanikere.”

Kampagnen skal tiltrække unge til Scania

Den digitale kampagne, der udspiller sig på online medier, sociale medier og på scania.dk, er ifølge juryen en ”veludført employer branding kampagne med Scanias egne medarbejdere i hovedrollerne. Det er en direkte, personlig tilgang til at tiltrække nye talenter, som også vil fungere på andre markeder.”

Der blev derudover også lagt vægt på, at kampagnen er digital, og at holdet bag kampagnen har arbejdet fokuseret med data og insights og brugt denne viden til løbende at følge op på og justere kampagnen, hvilket har ført til nye medarbejdere.

”Kampagnen er kendetegnet ved samarbejde på tværs af organisationen, kendskab til målgruppen, digital indsats og løbende justering i forhold til real time behov fra markedet. Det er det, der gør den så stærk. Der var indsendt i alt 37 flotte kampagner fra hele verden, så at vi tog prisen i Danmark, er jeg meget beæret over – og utrolig stolt af hele holdet bag kampagnen,” fortæller Marketing- og Communications Manager Jannie Christiansen.

Kampagnen er lavet i tæt samarbejde mellem Scania Danmarks Marketing- og Kommunikationsafdeling og HR-afdeling, og kampagnens ambassadører består af Scanias fire unge medarbejdere: Christina, Andreas, Christoffer og Deep.

Endnu en pris for kampagnen

I sidste uge afholdte Scania også den globale HR konference i Stockholm, hvor Scania Danmark modtog HR Best Practice for samme kampagne.

”Formålet med kampagnen har været at informere de unge om mulighederne for at få en spændende, teknisk uddannelse samtidig med, at vi viser Scania, som den attraktive arbejdsplads den er for potentielle lastvognsmekanikerlærlinge – og det synes jeg bestemt, at vi er lykkedes med. Det er en god kampagne, og jeg er stolt af, at den både modtager en kommunikationspris og en HR Best Practice-pris,” fortæller HR Manager Anders Cortnum. 

Fakta om Scania Danmark

Scania Danmark er den officielle importør af Scania lastbiler og busser i Danmark og et datterselskab til Scania CV, Sverige.

Scania beskæftiger i alt cirka 600 medarbejdere, indenfor alt fra salg af busser og lastbiler, reparation og service af store køretøjer, reservedele og serviceaftaler, finansierings- og forsikrings løsninger til vognmænd, marketing og kommunikation, teknik, IT, HR og økonomi samt chauffør uddannelse på i alt 16 velplacerede lastbil- og busanlæg jævnt fordelt over hele Danmark.

Scanias integrerede produkter og serviceydelser sikrer kunderne markedets mest omkostningseffektive løsninger for gods- og passagertransport ad landevej samt maksimal oppetid.

Læs mere om Scania på www.scania.com og www.scania.dk