Pressemeddelelse -

Scania inviterer til familiefest i Ishøj

Sidste weekend i august lægger Scania i Ishøj igen parkeringsplads til Ishøj Truck Show. Det bliver 6. gang, at lastbilshowet afvikles på Nordeuropas største Scania-anlæg, og årets udgave bliver større og mere festlig end nogensinde. I fjor var der næsten 200 flotte lastbiler på pladsen, og mere end 4.500 besøgende kom forbi. Masser af klassiske indslag samt en række spændende nyheder skulle gerne trække endnu flere til i år.

Truckerklubben Convoy Buddy står igen bag Ishøj Truck Show, og de har virkelig lagt sig i selen for at skabe en spændende og sjov weekend for alle med den mindste smule diesel i blodet. Blandt de største trækplastre i år bliver naturligvis lastbiler i alle afskygninger inkl. showtrucks, veteranlastbiler og radiostyrede modellastbiler, men programmet byder også på finalen i Scanias Young European Truck Driver chaufførkonkurrence samt masser af levende musik og underholdning for hele familien.


Selv om Ishøj Truck Show byder på et endnu større udbud af livemusik end de tidligere år, ligger det store program endnu ikke helt fast. Blandt de sikre navne på plakaten er bl.a. Backseat med forsanger Ivan Pedersen i spidsen samt Danmarks countrydronning Tamra Rosannes. Også den populære duo Bibbi & Snif spiller igen på Ishøj Truckshow, og der er desuden chance for, at en af grundlæggerne af Convoy Buddy, 70-års fødselaren ”Mr. President” himself, giver et par numre i anledning af den runde dag.

Men det stopper ikke her, for Ishøj Truck Show får også besøg af flysimulatoren Dual Dogfight F16. Den avancerede simulator bruger den nyeste teknologi til at skabe den helt rigtige fornemmelse af, hvordan det er at sidde i cockpittet på et F16 jagerfly og udkæmpe luftslag med mere end lydens hastighed.

I et mere adstadigt tempo underholder hospitalsklovnen Lulu både børn og barnlige sjæle under mottoet ”Humor heler, latter letter og smil smitter”. Kom også og se den danske finale i Scanias internationale chaufførkonkurrence "Young European Truck Driver”, hvor dygtige danske chauffører dyster på trafiksikkerhed og økonomisk kørsel med lastbil. Blandt disciplinerne er præcisionskørsel på manøvrebane, økonomikørsel i normal trafik, lastsikring, lastbilteknik mm. Truckerklubben Convoy Buddy afvikler i løbet af sommeren indledende runder i DM i hjulskift, og på Ishøj Truck Show mødes de skrappeste i denne ægte truckerdisciplin for at kåre Danmarksmesteren i hjulskift.

Sådan et par spændende dage med krom, diesel og familieunderholdning kan jo ikke gennemføres uden mad og drikke, så i år er Ole Kok hyret for at sikre, at ingen behøver at gå tørstige eller sultne hjem. Entréen til Ishøj Truck Show koster kr. 40 for voksne, kr. 20 for børn under 12 år mens børn under 5 år kommer gratis ind. Sæt allerede nu kryds i kalenderen i weekenden 30-31. august 2014, hvor Convoy Buddy og Scania glæder sig til at byde velkommen til et par spændende og festlige dage!

Emner

  • Musik

Kategorier

  • showtrucks
  • lastbiludstilling
  • ishøj kommune
  • underholdning for hele familien
  • livemusik
  • ishøj truck show
  • scania
  • lastbiler

Scania Danmark A/S indgår i den globale Scania-koncern, der er en af verdens førende leverandører af tunge lastbiler, busser samt industri- og marinemotorer med tilhørende serviceydelser. Den danske Scania-organisation beskæftiger ca. 900 medarbejdere på i alt 26 velplacerede lastbil- og busanlæg jævnt fordelt over hele Danmark.
Scanias integrerede produkter og serviceydelser sikrer kunderne markedets mest omkostningseffektive løsninger for gods- og passagertransport ad landevej samt maksimal uptime. Scanias forsknings- og udviklingsaktiviteter er koncentreret i Sverige, mens produktionen foregår på flere anlæg i Europa og Sydamerika med mulighed for global udveksling af produktionsteknologi, komponenter og komplette køretøjer. Scania tilbyder også finansielle tjenesteydelser og beskæftiger ca. 41.000 medarbejdere fordelt på ca. 100 markeder verden over. I 2013 omsatte Scania CV AB for SEK 86,8 mia. og opnåede et nettodriftsresultat på SEK 6,2 mia. Læs mere om Scania på www.scania.com og www.scania.dk.

 

Kontakt

Jannie Christiansen

Pressekontakt Marketing & Communications Manager Presse, marketing, intern kommunikation +45 91344038

Relateret materiale