Pressemeddelelse -

Ny succes på Ishøj Truck Show

Det blev til ny publikumsrekord med over 4.500 lastbilinteresserede gæster på Ishøj Truck Show, der blev afviklet i weekenden på Europas største Scania-anlæg i Ishøj. Det var 5. år i træk, at truckershowet blev afviklet - denne gang arrangeret af truckerklubben Convoy Buddy i samarbejde med Scania.

Det var især de mange flotte lastbiler på den tæt pakkede plads omkring Scania-anlægget, der trak publikum til. Også veteranlastbiler, radiostyrede modellastbiler, leverandørudstilling af transportmateriel og serviceydelser tiltrak sig stor interesse, og med til at hæve stemningen var masser af live-musik fra scenen i løbet af weekenden.

Størst jubel skabte det dog, da den svenske ’customkonge’ Svempas gav opvisning i sin Red Pearl showlastbil. På Scania-anlæggets store parkeringsplads gav han flere opvisninger med burnout’s, drifting og dækrøg i enorme mængder med den 1.000 hk stærke Scania cabriolet. Og så skadede det jo heller ikke, at vejret både lørdag og søndag viste sig fra en meget bedre side, end vejrguderne havde truet med under det store udendørs arrangement.

Socialt samvær

Ud over mange besøgende kunne arrangørerne også glæde sig over, at Ishøj Truck Show for alvor er ved at udvikle sig til en fast begivenhed for landevejens hårdtarbejdende folk. Mange vognmænd og chauffører mødte op med deres lastbiler i ’firmahold’, og dermed opfylder truckshowet sit formål om også at være en hyggeligt fristed, hvor chaufførerne mødes til socialt samvær, lastbilsnak og udveksling af røverhistorier.

Også blandt de mange leverandører var der udbredt tilfredshed med Ishøj Truck Show. Blandt de mange besøgende var der stor interesse for det udstillede transportmateriel og de mange service-ydelser, og der blev knyttet mange gode kontakter med interesserede kunder. Både arrangører, udstillere og publikum kan således se tilbage på et par hyggelige dage, hvor det nu igen er blevet hverdag på de danske landeveje. Måske ser de allerede frem til Ishøj Truck Show næste år ...

Emner

  • Fragt, transport

Kategorier

  • scania
  • lastbiler

Scania Danmark A/S indgår i den globale Scania-koncern, der er en af verdens førende leverandører af tunge lastbiler, busser samt industri- og marinemotorer med tilhørende serviceydelser. Den danske Scania-organisation beskæftiger ca. 900 medarbejdere på i alt 26 velplacerede lastbil- og busanlæg jævnt fordelt over hele Danmark.
Scanias integrerede produkter og serviceydelser sikrer kunderne markedets mest omkostningseffektive løsninger for gods- og passagertransport ad landevej samt maksimal uptime. Scanias forsknings- og udviklingsaktiviteter er koncentreret i Sverige, mens produktionen foregår på flere anlæg i Europa og Sydamerika med mulighed for global udveksling af produktionsteknologi, komponenter og komplette køretøjer. Scania tilbyder også finansielle tjenesteydelser og beskæftiger ca. 38.500 medarbejdere fordelt på ca. 100 markeder verden over. I 2012 omsatte Scania CV AB for SEK 79,6 mia. og opnåede et driftsresultat på SEK 6,6 mia. Læs mere om Scania på www.scania.com og www.scania.dk.

 

Kontakt

Jannie Christiansen

Pressekontakt Marketing & Communications Manager Presse, marketing, intern kommunikation +45 91344038

Relateret materiale

Relaterede events