Skip to main content

Søstrene Grene midt i stor digital transformation – snart kan du købe Søstrene Grenes produkter online

Pressemeddelelse   •   Aug 09, 2019 07:24 CEST

CEO Mikkel Grene fortæller om Søstrene Grenes nye digitale strategi

Som en del af en større digital transformation åbner den danske kæde Søstrene Grene webshop i løbet af næste år, som en del af flere store digitale udviklingsprojekter. ”For os handler det om at imødekomme vores kunder, og den udvikling vi ser i samfundet,” fortæller CEO Mikkel Grene.

Efter mange måneders tilløb og forberedelse kan Søstrene Grene nu løfte sløret for, at kæden befinder sig midt i en digital transformation, som blandet andet indebærer en ny digital infrastruktur, helt nyt systemlandskab, en ny hjemmeside med tilhørende webshop og mere personaliseret kommunikation. Det fortæller CEO Mikkel Grene.

”Vi har modtaget rigtig mange henvendelser fra kunder, der har et ønske om at kunne se vores produktsortiment på vores hjemmeside og også have muligheden for at købe vores produkter online. Vi er enormt glade for, at vi nu kan imødekomme dette ønske. Vi ser derfor frem til at invitere ind i en ny, digital del af Søstrene Grenes univers,” siger Mikkel Grene.

Anna og Claras vidunderlige verden har siden grundlæggelsen af Søstrene Grene i 1973 ellers kun været mulig at opleve i de fysiske butikker, som der i øjeblikket er flere end 240 af på verdensplan. Men snart bliver det muligt for danske kunder, i første omgang, at gå på opdagelse i Søstrene Grenes sortiment online samt at handle hjemmefra og få søstrenes produkter leveret hjem til døren.

”For os handler det om at møde vores kunder, hvor de er, og at skabe værdi for dem, uanset om de besøger en Søstrene Grene-butik eller besøger det kommende online-univers. Den virkelighed, vi i dag lever i, er sådan, at vi alle sammen bruger mere tid online, så derfor er det også naturligt, at vi hos Søstrene Grene følger den udvikling,” siger Mikkel Grene.


Webshop er en del af en større digital transformation
Den kommende webshop er et led i en større omnichannel strategi af den familieejede virksomhed. Den digitale transformation betyder blandt andet en helt ny digital infrastruktur, systemlandskab, hjemmeside som snart går i luften, e-handel og endnu mere datadrevet og personaliseret kommunikation, der gør det muligt for Søstrene Grene at komme endnu tættere på kunderne og tilbyde dem mere målrettet og inspirerende content.

”Ambitionen med vores digitale transformation er, at vores digitale univers skal understøtte de fysiske butikker, og at begge dele skal bidrage til den hyggelige og unikke oplevelse, vi ønsker at give vores kunder,” siger Mikkel Grene.

Hvornår kæden åbner op for onlinehandel, kan Mikkel Grene på nuværende tidspunkt ikke udtale sig om. Han understreger dog, at den kommende webshop ikke vil erstatte virksomhedens ambitioner for de fysiske butikker, som der fortsat åbnes flere af. Til efteråret entrerer Søstrene Grene et nyt marked i form af Finland.

”Med denne digitale transformation udvider vi vores perspektiv og den service, vi kan tilbyde vores kunder. Vi bygger bro mellem vores fysiske butikker og en ny digital dimension af Søstrene Grene. De fysiske butikker er rygraden i vores virksomhed, og vores nye digitale strategi har ikke ændret vores ekspansionsplaner. Men i fremtiden ser vi frem til at kunne møde vores kunder på endnu flere platforme, end hvad vi kan i dag,” afslutter Mikkel Grene.

Læs meget mere om Søstrene Grene på www.sostrenegrene.com og/eller i pressekittet her: https://sostrenegrene.com/da/presse/

Se Søstrene Grenes identitetsfilm her: https://youtu.be/hUNSVn2UIY4

For mere information kontakt venligst:
PR Ansvarlig, Josefine Jepsen 
E-mail: josefine.jepsen@sostrenegrene.com

Om Søstrene Grene:

Søstrene Grene er en dansk detailkæde, som siden 1973 har arbejdet på at forskønne og skabe glæde i hverdagen gennem fornyende og æstetiske designs, der inviterer til hyggelige stunder.

Kæden har over 240 butikker i en lang række europæiske lande samt Japan. Det velkendte danske navn benyttes på alle markeder, og det unikke koncept med den sanselige butiksoplevelse er det samme, uanset hvor i verden man besøger Søstrene Grene. Kæden ejes og bestyres af anden generation fra hovedkontoret i Aarhus, mens butikkerne primært drives på joint venture- og franchisebasis. Klare værdier og en stærk virksomhedskultur er kendetegnende for Søstrene Grene, som har oplevet stor vækst og ekspansion i de seneste år.