Pressemeddelelse -

10.000 flere tog på charterrejse i 2015

Spies udbyggede i 2015 selskabets position som Danmarks største rejsearrangør. Her solgte selskabet 275.782 pakkerejser – en fremgang på 12.718 rejser i forhold til året før. Dermed øgede selskabet dets markedsandel til 27,8 pct. blandt medlemmerne af Rejsearrangører i Danmark (RID).

De nye branchetal for 2015 viser dramatiske udsving på både minus- og plussiden hos nogle af de store aktører på rejsemarkedet. Alligevel sidder de tre største rejsearrangører på ca. 67 pct. af markedet.

- Selv om mange har usædvanligt travlt med at forudse charterrejsens snarlige død, blev 2015 endnu et vækstår for de 14 rejsearrangører i RID (Rejsearrangører i Danmark). Tilsammen solgte de sidste år 993.195 rejser – en stigning på 10.099 rejser i forhold til 2014. I 2010 lå tallet af solgte pakkerejser på blot 916.310, siger administrerende direktør i Spies, Jan Vendelbo.

– Det er glædeligt at se, at branchen er lykkedes at vokse på et marked, der var præget af uro i f.eks. Egypten og Tunesien, diverse kriser i Grækenland og overkapacitet. Samtidig opnåede vi i Spies et økonomisk godt resultat. Vi forbedrede sidste år vores EBIT-resultat med hele 69 pct. Det blev på 49 millioner danske kroner mod 29 millioner danske kroner året før, siger Jan Vendelbo.

Yderligere information: Adm. direktør Jan Vendelbo, tlf. 40 53 93 77, og kommunikationschef Torben Andersen, tlf. 40 59 47 00.

Du finder flere opdaterede tal her: www.rejsearrangorer.dk.

Emner

  • Turisme

Spies er Danmarks største rejsearrangør. Selskabet indgår i den nordiske rejsekoncern Thomas Cook Northern Europe sammen med rejsearrangørerne Ving i Norge og Sverige, Tjäreborg i Finland samt hotelselskabet Resorts & Hotels, der bl.a. driver hotelkæderne Sunwing Family Resorts og Sunprime Hotels. Spies’ gæster flyver fortrinsvis med søsterselskabet Thomas Cook Airlines Scandinavia. Thomas Cook Group plc er noteret på Børsen i London og selskabets ca. 22.000 ansatte opererer i over 200 lande. Thomas Cook Group Airlines, der bl.a. tæller Condor i Tyskland, Thomas Cook Airlines i Storbritannien og Thomas Cook Airlines i Belgien, er med 90 moderne og miljøvenlige fly Europas 11. største flyselskab.

Kontakt