Pressemeddelelse -

Belægning på ferieflyene: 99,9 pct.

Danskerne er på vild flugt fra det triste sommervejr. Spies, der er Danmarks største rejsearrangør, sendte i juli måned over 400 fly af sted fra de danske lufthavne til sydens sol og varme. Samlet belægning på flyene: 99,92 pct.

- I juli havde vi blot 34 tomme stole – nogle af dem skyldtes sygdom eller familiære forhold. Det er den højeste belægning i en måned i Spies’ 60-årige historie. Og bedst af alt: det er rigtig godt for vores fælles miljø med maksimal udnyttelse af flykapaciteten, siger administrerende direktør i Spies, Jan Vendelbo.

Hverken regnen eller rejselysten ser ud til at stilne af. – Allerede nu har vi solgt 96 pct. af vores august-rejser. Det bliver spændende at se, om vi slår juli-rekorden. Tyrkiet, som ellers har hængt lidt i bremserne i foråret, er nu tilbage med fuld power. Torsdag havde vi totalt kun 58 august-rejser tilbage til Antalya, Gazipasa og Dalaman, fortæller Jan Vendelbo, der forklarer landets nyvundne succes med en høj hotelkvalitet til en lavere pris end til f.eks. konkurrerende EU-rejsemål.

Hvis man ønsker at rejse fra København, er der her flest ledige pladser – torsdag var der 770 ledige august-pladser fra hovedlufthavnen. Fra f.eks. Aalborg var tallet 90. I september, hvor varmen begynder at dæmpe sig på de populære rejsemål, har Spies solgt 76 pct. af alle rejser mod 60 pct. på samme tidspunkt i fjor. Her er der flest pladser tilbage til Mallorca og Cypern, hvortil der i år er indsat ekstra volumen.

Også på solskinsøen Bornholm er udlængslen stor. I eftersommeren indsætter Spies fem direkte fly med plads til i alt 1.060 øboere. Ni ud af 10 rejser fra Bornholms Lufthavn er solgt på nuværende tidspunkt.

Yderligere information: Adm. direktør Jan Vendelbo, tlf. 40 53 93 77, eller kommunikationschef Torben Andersen. Tlf. 40 59 47 00

Emner

  • Turisme

Spies er Danmarks største rejsearrangør. Selskabet indgår i den nordiske rejsekoncern Thomas Cook Northern Europe sammen med rejsearrangørerne Ving i Norge og Sverige, Tjäreborg i Finland samt hotelselskabet Resorts & Hotels, der bl.a. driver hotelkæderne Sunwing Family Resorts og Sunprime Hotels. Spies’ gæster flyver fortrinsvis med søsterselskabet Thomas Cook Airlines Scandinavia. Thomas Cook Group plc er noteret på Børsen i London og selskabets ca. 22.000 ansatte opererer i over 200 lande. Thomas Cook Group Airlines, der bl.a. tæller Condor i Tyskland, Thomas Cook Airlines i Storbritannien og Thomas Cook Airlines i Belgien, er med 90 moderne og miljøvenlige fly Europas 11. største flyselskab.

Kontakt