Skip to main content

Spies' succeskoncept Ocean Beach Club udvides med endnu et hotel

Pressemeddelelse   •   Nov 15, 2016 08:20 CET

Suiter med direkte adgang til egen swimmingpool bliver stadig mere populære. Når nu Spies bygger nyt Ocean Beach Club på Cypern, prioriteres egen pool derfor højt. Disse lejligheder er dem, der sælges først.

Lige siden Spies lancerede sit første Ocean Beach Club, forkortet OBC, på Kreta for seks år siden, har hotelkonceptet været en stor succes, og til sommer 2017 åbner Spies så sit tredje Ocean Beach Club. Det nye hotel ligger på Cypern med sandstrandene Sandy Bay og Nissi Beach på hver side af hotellet. Her tilbydes lejligheder med pooladgang direkte fra terrassen.

Ocean Beach Club by Sunwing er et mere luksuriøst og roligere koncepthotel for den moderne familie, som sætter pris på design og god mad i herligt afslappede omgivelser. Ocean Beach Club bygger på samme grundidé som Spies’ Sunwing Family Resorts, hvor kvalitet og funktion er nøgleordene, og målet er at skabe det perfekte feriehotel for børnefamilier. Spies har allerede et OBC på Kreta og et på Gran Canaria.

– Vi er utrolig glade for, at vi endelig har fundet den rigtige beliggenhed til vores tredje OBC. Ocean Beach Club på Cypern har 96 suiter, så det er lille og personligt med en rolig atmosfære, som kombinerer skandinavisk design med kultur og middelhavsklima. Man kommer næppe til at bo bedre, når man rejser med familien, siger Carlos Cebrian, produktchef i Spies.

Hotellet tilbyder flere typer af suiter såsom Compact Suites, som er 1-værelses suiter til den lille familie med kombineret soveværelse og stue med plads til op til tre personer samt balkon eller terrasse, hvoraf flere har direkte adgang fra terrassen til en privat, delt pool. Hotellets Club Suites, som er 2- eller 3-værelses lejligheder, har plads til op til seks personer og har store terrasser og balkoner - visse med direkte adgang til en privat, delt pool.

Hotellet er som en indbydende dagligstue, både ude og inde, og her er mange fælles arealer, hvor man kan omgås og sole og bade, samt en restaurant, som serverer en herlig morgenmadsbuffet, frokost og middag. Alle gæster på Ocean Beach Club - Cypern har adgang til faciliteterne på Spies’ Sunwing Family Resort Sandy Bay Beach, som er nabo til OBC. Her tilbydes SATS ELIXIA-træningshold og andre træningshold og et fuldt udrustet motionsrum, som er gratis for hotellets gæster. Spa-afdelingen tilbyder mange forskellige, lækre behandlinger.

For de yngre gæster tilbydes - ud over masser af muligheder for at nyde solen og bade - både Lollo & Bernies Mini Land og Teen Lounge. Livet på Ocean Beach Club - Cypern er roligt men bestemt ikke kedeligt og centreret omkring hotellets pools, stranden og det herlige familieliv. Lollo & Bernie og deres venner i Mini Land arrangerer spændende aktiviteter flere gange om ugen, og i Mini Land er der åbent hus, hvor alle børn kan komme forbi og tegne, hygge, lege og se film, hvis de skulle blive trætte af at bade. Her er altid noget at lave for både store og små børn.

Priseksempel:
Afrejse den 14. august 2017 fra København eller Billund til Cypern med ophold i en uge for to voksne og to børn på Ocean Beach Club - Cypern i en 1-værelses lejlighed med balkon mod poolområdet fra 18.696 kr.

Yderligere information: Produktchef Carlos Cebrian, tlf. 26 14 26 93, eller kommunikationschef Torben Andersen, tlf. 40 59 47 00.

Spies er Danmarks største rejsearrangør. Selskabet indgår i den nordiske rejsekoncern Thomas Cook Northern Europe sammen med rejsearrangørerne Ving i Norge og Sverige, Tjäreborg i Finland samt hotelselskabet Resorts & Hotels, der bl.a. driver hotelkæderne Sunwing Family Resorts og Sunprime Hotels. Spies’ gæster flyver fortrinsvis med søsterselskabet Thomas Cook Airlines Scandinavia. Thomas Cook Group plc er noteret på Børsen i London og selskabets ca. 22.000 ansatte opererer i over 200 lande. Thomas Cook Group Airlines, der bl.a. tæller Condor i Tyskland, Thomas Cook Airlines i Storbritannien og Thomas Cook Airlines i Belgien, er med 90 moderne og miljøvenlige fly Europas 11. største flyselskab.