Nyhed -

10 TIPS – SÅDAN OVERLEVER DU KAPSEJLADSEN

Det er tid igen, Kapsejladsen - havefesten hvor alle Aarhus studerende besætter universitetsparken midlertidigt. Ved du allerede nu, at du - ligesom alle foregående år - ender i en plørebrandert af 4. grad, så tipper vi om, hvordan du på bedste vis kommer levende gennem endnu et års Kapsejlads. Hvis det er første gang, du skal deltage i Kapsejladsen, så anbefaler vi dig, at se den som en survival-guide.

Af Anna K. Due & Mona Louisa F. Madsen, frivillige i Studenterhus Aarhus

1. Klargør hangover-kittet

Allerede inden vandringen mod uniparken starter, så sørg for, at du dagen forinden har handlet ind til de ondeste tømmermænd, du længe har oplevet. Vi snakker altså både cola, panodiler, chips, og hvad der ellers skal til for at bringe liv i dit korpus efter dødsdruk.

HUSK, at det er helligdag på torsdag, og du skal derfor proviantere allerede onsdag!

2. Husk tæppe

Når dine friske studiekammerater synes, at det er en top-fed idé at mødes kl. 04:30 for at få de bedste pladser, så er et tæppe godt at have med. Medbring dog ikke mormors hjemmehæklede, da det højst sandsynligt må lade livet i løbet af dagen. Er du den ansvarsbevidste type, der ikke bare smider ting væk og tænker på miljøet, kan du med fordel give tæppet væk til nogen, der har brug for det.

3. Aftal et centralt mødested

Og nej... ved søen, ved træet, ved cyklen, til venstre for den stive mediciner eller på Jurabakken duer ikke …

4. Stay hydrated(and carb-drated!)

Det er klart, at når man skal på 14 timers picnic, skal der ikke mangle drikkelse og søde sager!

Her mener vi kaffe. Undervurder ikke kaffen! (og Baileys).

Og skal der lidt ekstra point på læsegruppe-kontoen så medbring en kage og vær dagens store helt!

Vil du lempe en smule på de værste tømmermænd og undgå et smut forbi Aarhus Universitetshospital, anbefaler vi desuden, at du lige snupper en flaske vand med.

5. Johnson baby!

Det passer! Årets uundværlige musikalske indslag bliver Aarhus’ egen bawler Johnson! Så husk at smid 2006 playlisten på inden Kapsejladsen, så der for alvor kan skråles med på ‘Nasty’, blinkes til hende/ham den søde under ‘Kig forbi’ og haltes på det højre ben igennem dagen.

6. Der findes ikke dårligt vejr…

På trods af de (meget!) lovende vejrudsigter, har uni-parken en tendens til at udvikle sig til lidt af en Roskilde Festival-light i takt med at øllerne bundes og skummer over. Så husk dit lækreste festival-trashy outfit, gummistøvler og regnjakken, så er der store chancer for stadig at se nogenlunde attraktiv ud til efterfesten.

7. Studiekammeraterne!

Kapsejladsen er den dag, hvor selv det mest irriterende læsegruppemedlem bliver din bedste ven og alt læsestof og eksaminer forsvinder for en tid. Så husk at se kærligt på studievennen, der altid tigger om noter. Kapsejladsen er jo også en kærkommen lejlighed til at snakke lidt ekstra med dem, du aldrig fik talt med og Du vil nok opleve, at I har meget mere til fælles og er i samme (gummi)båd, når det kommer til studielivets op- og nedture.

8. Hvad drikker Møller?

Det flyder jo typisk ikke over med moneter på en studiekonto, så husk at køb et forråd af Aldi’s billigste bajere med.

9. Money Money Money...

Meeen skulle budgettet være til en enkelt drink eller ti, så husk kontanter.

10. Uden mad (og drikke) duer helten ikke

Hvis du er en af de heldige, der ikke går kold i en mudderpøl sidst på eftermiddagen og planlægger at tage til afterparty, så kan det være en god idé at lave en aftale med den lokale pizzamand, inden din taleevne forsvinder. Med en god bund i maven og et skvæt cola kan du svinge skinkerne på dansegulvet til den lyse morgen!

Dine muligheder for afterparty er som følger:

Det Officielle Afterparty på Train starter fra kl. 19:00

Eller Det Uofficielle Afterparty i Studenterhus Aarhus starter fra kl. 18:00

Kategorier

  • studieliv

Kontakt

Janus Priess

Pressekontakt PR- og kommunikationskoordinator PR, ekstern og intern kommunikation, grafisk, frivilligledelse, medlemsadministration 40 90 40 64