Pressemeddelelse -

IT-outsourcing sikrer fokus på kernekompetencerne

Hostingpartner med styr på detaljerne sikrer, at GF Forsikring kan øge sit tilbud på nettet uden at miste fokus på kerneforretningsområdet

GF Forsikring har en ambitiøs plan for sin tilstedeværelse på nettet. De vil både give kunderne en webportal og flere funktioner, end de har i dag, men det kræver viden og ekspertise på områder, der ligger langt væk fra forsikringsverdenen.

At være til stede på nettet er essentielt, også for forsikringsselskaber. Kunderne forventer at kunne finde informationer, priser og mulighed for selvbetjening, når de besøger deres forsikringsselskab online. Samtidig betyder den stigende brug af smartphones og tablet-computere, at kunderne også forventer at kunne bruge disse mobile enheder, og naturligvis skal der være adgang 24 timer i døgnet, 7 dage om ugen.

Hold styr på kernekompetencerne

Så da GF Forsikring besluttede at øge sin online tilstedeværelse for blandt andet at opfylde disse ønsker og krav, skulle de bruge en partner med ekspertise i og erfaring med drift af online-løsninger, så de ikke selv skulle være eksperter på drift af sådan en online-løsning.

”Vi har fokus på at have styr på vores kerneforretning, altså alt, der vedrører kundebehandling. Men det er ikke et kerneområde for os at kunne drifte webservere,” fortæller John Schmidt, IT-chef hos GF Forsikring.

Det er meget vigtigt for GF Forsikring at sikre, at deres kunder får en god oplevelse, når de besøger GF Forsikring online, så de stiller store krav til deres hostingleverandør, både for oppetider og ændringsprocesser.

Kravene er nedfældet i en Service Level Agreement, også kaldet en SLA, som sikrer, at hostingleverandørens reaktionsmønster og ikke mindst de processer, der er forbundet med ændringsprocesser, passer med GF Forsikrings.

Samtidig ligger der også lovgivningsmæssige krav, for et forsikringsselskab håndterer konstant personfølsomme data, og det er ikke nok, at GF Forsikring selv har meget stringente processer, der sikrer, at alle lovgivningskrav bliver opfyldt, der er også krav til hostingpartneren, hvorigennem alle følsomme data bliver transmitteret.

”Derfor bliver vi da også revideret jævnfør revisionsstandarden RS3402. Her bliver de fysiske rammer vurderet, og det bliver revideret, hvordan vi omgås personfølsomme data, og hvordan vores processer er,” siger David Lerche, driftschef fra Surftown.

Et naturligt valg

”Surftown var et naturligt valg for os. Vi havde brug for en samarbejdspartner, der kunne opfylde de mange høje krav, og det vidste vi, at Surftown kunne. Vi har haft et samarbejde med dem i rigtig mange år, så vi vidste, at øgede krav fra vores side til blandt andet hurtigere reaktioner på henvendelser fra vores side, både omkring fejl, behov for flere miljøer og ændringer til eksisterende miljøer, ville kunne honoreres i en SLA,” siger John Schmidt.

”Vi havde brug for en samarbejdspartner, der kunne opfylde de mange høje krav, og det vidste vi, at Surftown kunne.”

John Schmidt fra GF Forsikring

Det setup, som Surftown har, betyder, at GF Forsikring hurtigt kan skalere sine løsninger og lynhurtigt få etableret flere test- og udviklingsmuligheder.

”Det har været et krav fra GF Forsikring, at vi skal kunne reagere hurtigt og tilbyde meget høj oppetids- og svartidsgaranti,” siger Seyhan Köycü, salgschef fra Surftown.

”Det giver en rigtig god time-to-market, og det er vigtigt for os. For det er et strategisk og forretningskritisk valg, at vi skal kunne mere på nettet, end tilfældet er i dag,” forklarer John Schmidt.

Ud over fordelen ved hurtigt at kunne skalere løsninger så er der også en stor økonomisk vinding for GF ved at outsource driften af deres web-løsning.

Klare stordriftfordele ved at outsource

”Set med TCO-brillerne på så er det attraktivt med denne løsning. GF Forsikring kan ikke drifte løsningen internt for den udgift til hosting, de har hos os. Der skal indkøbes servere, og der skal mandes op. Det hænger ikke økonomisk sammen, hvis det skal gøres internt. Der er klare stordriftsfordele ved at outsource løsningen til os,” fortæller Seyhan Köycü fra Surftown.

Men også når det handler om ren kundebehandling, kommer økonomien ind i spillet. GF Forsikring ønsker at give kunderne den bedst mulige oplevelse, uanset om de besøger GF Forsikring via en computer eller en smartphone. Og hvis ikke kunderne får en god oplevelse, både med hensyn til svartider og muligheder på nettet, så forsvinder de hurtigt igen.

”Det betyder, at vi skal kunne agere hurtigt, og derfor skal vi have en partner, der har den fornødne ekspertise. Om det handler om at ændre på processer, opskalere en løsning eller ændre på setuppet, så skal det ske hurtigt, og det kræver folk, der har det som kernekompetence, og den finder vi hos Surftown,” siger John Schmidt.

”Om det handler om at ændre på processer, opskalere en løsning eller ændre på setuppet, så skal det ske hurtigt, og det kræver folk, der har det som kernekompetence, og den finder vi hos Surftown.”

John Schmidt GF Forsikring

En anden af Surftowns kernekompentencer var i fokus, da GF Forsikring valgte hostingpartner, nemlig kendskabet til drift af en Sitecore-løsning.

Danmarks førende Sitecore-hus

”Meget tidligt i forløbet havde vi valgt at basere vores online-løsning på Sitecore, og det betød, at vores hostingpartner også skulle have erfaring med drift af dette CMS-system. Herudover havde vi valgt en tredjepart til at stå for udvikling og vedligeholdelse af vores Sitecore-løsning, så det skulle vores hostingpartner også kunne håndtere,” fortæller John Schmidt.

Sitecore er en af Surftowns markante styrker. Som Danmarks førende Sitecore-hus og certificeret Sitecore-hostingpartner er der certificerede Sitecore-teknikere på vagt alle døgnets 24 timer for at sikre, at kundens løsning kører optimalt, og sikkerheden er i top.

”Vi har været fokuserede på Sitecore-løsninger siden 2003, hvor vi indgik et samarbejde med dem. Sitecores solide arkitektur gør deres softwareteknologi til en skalerbar og ideel CMS- og portalplatform,” fortæller Seyhan Köycü fra Surftown og slutter:

”Dermed kunne GF Forsikring få præcist den smidige, fleksible og skalerbare løsning, som de ønskede.”

Om Surftown

Surftown er en førende leverandør af it-outsourcing, cloud-løsninger, webhoteller og hosting i Skandinavien. Vi hoster over 500.000 e-mail-konti og 200.000 websites og domæner i Danmark og Sverige alene. Surftown bor I Parken, Danmarks Nationalstadion.

---

For yderligere information kontakt:

Kresten Bach Søndergaard

Head of Marketing and Communication

E-mail: kres@surftown.com

Telefon: 45 20 78 29

Emner

  • Data, Telekommunikation, IT

Kategorier

  • it-outsourcing
  • cms
  • sitecore
  • hosting and data centre

Surftown is a professional hosting and IT outsourcing company present in Scandinavia, Germany and France. We provide domains, email services, website hosting, managed hosting, and it-outsourcing, and we manage more than 500.000 email accounts and host more than 200.000 websites and domains in Denmark and Sweden alone.

Kontakt

Søren Rinnov Østergaard

Pressekontakt Salgs- og Marketingdirektør 70 70 24 74