Pressemeddelelse -

Håndværkeren søger viden hos producenten

Selvom danske håndværkere stadig foretrækker at handle i en fysisk butik, vælger flere og flere at søge produktinformation direkte hos producenten. Det sker især via producenternes hjemmesider og over telefonen – og det har fået byggematerialeproducenter til at skærpe kommunikationsindsatsen, som nu ikke kun inkluderer forhandlere, men også i større grad skal ramme håndværkernes behov.

Afstanden mellem byggematerialeproducenter og professionelle håndværkere er ikke længere særligt stor. I dag søger mere end hver fjerde håndværker viden og inspiration om produkter direkte hos producenten, både på online platforme som producenternes hjemmesider og via e-mail, men rigtigt mange vælger også stadig at ringe. Det viser Byggeindekset, som to gange årligt udføres af analysevirksomheden 4B Research. Hver tredje danske håndværker kontakter en producent vedrørende produktegenskaber og anvendelsesmuligheder 2-3 gange om måneden eller oftere. Tre ud af fire modtager nyhedsbreve fra én eller flere producenter.

- Vi ser det meget tydeligt på vores online aktiviteter, som stadigt bliver mere afgørende som salgsredskab og produktformidling. Også vores kundeservice mærker, at flere håndværkere ringer ind, og denne tendens stiller helt andre krav til os som producent end tidligere, siger salgsdirektør for Nordeuropa Peter Sejling, fra dørproducenten JELD-WEN, som i Danmark står bag dørbrand’et SWEDOOR.

Han påpeger, at hvor forhandlerleddet tidligere var tæt på SWEDOORs eneste målgruppe, hvad angår målrettet formidling til professionelle, må dørproducenten i dag også i højere grad tænke håndværkere ind i kommunikationsstrategien. Det kommer bl.a. til udtryk gennem stigende fokus på brugervenlighed på hjemmesiden, appellerende salgsmaterialer og opfordringer om at ringe direkte ind til salgsafdelingen i SWEDOOR. Kontinuerlig synlighed i fagmedierne og engagement på de sociale medier er alt sammen tiltag, som skal gøre det nemmere at både indhente oplysninger på egen hånd og få kontakt med producenten.

Producenten er blevet en partner

Direktør i 4B Research og ekspert i forbrugeradfærd, Dennis Blome, er manden bag tallene. Han bekræfter, at danske håndværkere ser producenten mere som en partner i arbejdet end som en fjern leverandør:

- De dage, hvor man som producent ”bare” var logoet på emballagen, er forbi. Danske håndværkere bliver mere og mere digitaliserede og supplerer derfor deres informationssøgning i butikken med egen research. De professionelle ser faglighed i selv at kende det produkt, man arbejder med, og mange udnytter i dag disse digitale muligheder til fulde. Leverandører til byggebranchen har været gode til at opfange dette behov, og vi ser derfor i dag en del producenter allokere mange ressourcer til kundeservice, vedligehold af hjemmeside osv.

Tilbage hos SWEDOOR ser man også håndværkernes efterspørgsel på information fra producenten som en mulighed for at positionere sig:

- Det klassiske forretningskoncept er under forandring med et kontinuerligt behov for optimering af vores kommunikation med både forhandlere og håndværkere. Det skaber merværdi til vores produkter og øger tilfredsheden hos vores kunder, slutter Peter Sejling.

Om analysevirksomheden 4B Researchs Byggeindeks:

Formålet med analysen er at afdække, hvordan udvalgte håndværkergrupper søger information, køber ind, vælger produkter og ser på fremtiden. 4B Research har spurgt 200 ansvarlige for indkøb af værktøj, byggematerialer, arbejdstøj o.lign. i tilfældigt udvalgte danske håndværkervirksomheder inden for tømrer-, murer-, el- og vvs-faget om deres indkøbsvaner. Indekset gennemføres halvårligt. 

Emner

  • Bygning, ejendom

Kategorier

  • dør
  • døre
  • fsc
  • hoveddør
  • jeld-wen
  • jeldwen
  • karme
  • swedoor
  • yderdør
  • håndværker
  • producent
  • informationssøgning

Om JELD-WEN*

JELD-WEN er en af de førende, globale producenter af vinduer, døre og behandlede kompositplader og -paneler. Virksomheden opererer i mere end 20 lande med 3,5 milliarder dollars i indtægter, hvoraf halvdelen kommer fra lande uden for USA. Med hovedsæde i Charlotte, North Carolina, leverer virksomheden produkter, som forbedrer æstetikken og funktionaliteten på boliger og kommercielle bygninger. JELD-WENs fulde spænd af produkter har opnået adskillige priser og påtegninger for pålidelighed, innovation og ekspertise. Derudover bidrager JELD-WEN med løsninger, som giver exceptionel værdi for bygherrer, arkitekter og husejere i hele verden. 


* I Skandinavien markedsføres JELD-WENs produkter under varemærket SWEDOOR. Læs mere om SWEDOOR JELD-WEN på www.swedoor.dk.