Pressemeddelelse -

Syddanske feriecentre vælger fiber bredbånd

Høje hastigheder på bredbånd er fremtiden – også for feriegæster. Vi har i løbet af 2014 færdiggjort etableringsprojekter i sommerhusområder, så i alt 9500 sommerhuse nu har adgang til fiberbredbånd i vores forsyningsområde.

Senest er Blåvand, Bork og Vejers færdiggjort, men det stopper ikke her. For nu er SE også tæt på at have forsynet samtlige sydjyske feriecentre med høje hastigheder og Stofa-Tv. For eksempel afsluttede vi i august måned arbejdet ved Ho Feriecenter, som nu sparer tid og har mere tilfredse kunder

Derudover landede SE for nyligt en ordre om også at forsyne Marina Fiskenæs’ 159 ferieboliger over en 3-årig aftale. Dermed kommer vi hele vejen rundt og forsyner snart alle sydjyske feriecentre med højhastigheds-bredbånd og Stofa-indhold til turister.

Mere værdi for gæsterne – og en lettelse for viceværten
Ho Feriecenter ligger ved Ho Bugt i Varde Kommune og tæller 90 feriehuse og et samlet turistcenter. Til afløsning for deres gamle antenneanlæg og ingen internet i feriehusene, har feriecentret nu fået en fremtidssikret løsning med bredbånd, Wi-Fi og tv-pakke*. Kristian Wolff, vicevært i Ho Feriecenter, fortæller:

- Før var der ofte et utydeligt signal, især når det blæste, som det jo gør herude vestpå. Det var naturligvis utilfredsstillende for vores gæster, og jeg brugte meget tid på at servicere fjernsyn og antenner. Så det var en nødvendighed med en anden løsning. Nu har vi altid et klart billede, og jeg skal fremover ikke bøvle med signalet.

Høj hastighed og stabilitet er turistens naturlige forventning
På spørgsmålet om, hvorvidt gæsterne har taget god imod den nye løsning, siger Kristian Wolff, at evt. utilfredshed er afløst af en naturlig tilfredshed:

- Antallet af henvendelser før fiberen var større end det antal, der nu melder positivt tilbage. Jeg tager det som et udtryk for, at gæsterne bare forventer Wi-Fi og et klart signal i dag. For alle børn har jo en eller anden gadget med, som skal på nettet. Men det skal også siges, at vi stadig møder gæster, der kommer med positive kommentarer om, at vi tilbyder gratis Wi-Fi.

Han tilføjer, at produkterne i øvrigt kører upåklageligt; kun 2 bokse ud af 90 har der været et lille problem med, og det er blevet hurtigt løst. Han løb godt nok ind i Stofa-problemerne i foråret – og dermed ventetid i kundeservice – men et kald til Niels Duedahl løste hurtigt den sag, fortæller Kristian og påpeger tilfreds, at ”det har været det eneste lille sandskorn på vejen”.

Godt samarbejde under gravning og installering
Bjarne Lund Jepsen, projektleder for Fiberevents & Nygrav, er også glad for et veloverstået projekt i Ho, ikke mindst fordi gravearbejdet og samarbejdet har kørt upåklageligt. Det samme mener viceværten, som har oplevet SE’s medarbejdere som fleksible under gravearbejdet:

-Vi kom lige lidt for sent i gang i forhold til turistsæsonen, så der var begyndt at komme flere gæster i husene end tidligere på sæsonen. Men der var SE nemme at snakke med, og vi fandt i fællesskab ud af det, sådan at vores dagligdag med gæsterne ikke blev forstyrret af det.

Bjarne Lund Jepsen ønsker derfor at videregive en tak til de medarbejdere, som har været ved Ho i de ca. 4 måneder, projektet har forløbet - for deres fokus på den totale kundeoplevelse i forbindelse med etableringen.

Mange muligheder inden for turisme
Det stopper ikke her, men hvad er så næste skridt i forhold til at hjælpe de syddanske turister online? Bjarne Lund Jepsen forklarer, at vi er næsten hele vejen rundt i vores forsyningsområde i forhold til at lægge højhastigheds-bredbånd og Stofa-produkter ind i feriecentrene:

- Feriecentrene er selvfølgelig attraktive, fordi vi hjælper mange feriehuse online i ét hug. Vi har lagt fiberbredbånd ind i Rim Rømø, Lalandia Billund, Rømø Golf & Wellness, Bork Feriecenter og Seawest Nørre Nebel. Nu mangler vi kun Marina Fiskenæs’ 150 ferieboliger, og vi er superglade for, at vi nu også har landet dén aftale.

Siden 2012 er efterspørgslen efter højhastigheds-bredbånd til sommerhusgæster steget med hele 360 %. Derudover påpeger Bjarne Lund Jepsen, at der er store muligheder i flere sommerhusområder, hvor Nygrav er i tæt dialog med blandt andet turistcheferne for at afsøge behovene. Eksempelvis vil vi i 2015 færdiggøre gravarbejde til sommerhuse på Rømø, så alle sommerhusejere på Rømø snart har mulighed for at tilslutte sig fiberbredbånd.

Erhvervsturisme er næste step

Region Syddanmark har stort fokus på erhvervsturisme, og der ér potentiale i netop den gren af turismen.

- Hvorfor ikke markedsføre Vestkysten som ”Danmarks hurtigste sommerhusområde”, så flere har muligheden for at arbejde fra deres sommerhus? Eller hvorfor ikke lytte til erhvervslivets behov, i forhold til at geare konferencecentre og andre mødesteder med lynhurtigt bredbånd? I SE er vi jo interesserede i at lytte til samfundets behov og lægge højhastigheds-bredbånd ind der, hvor det kan skabe værdi, slutter Bjarne Lund Jepsen.

For yderligere information:

Jan Lyng Lauridsen, kommunikationschef SE, mobil 20535876

Bjarne Lund Jepsen, projektleder Fiberevents og Nygrav SE, mobil 24770877

Emner

  • Virksomhed, generelt

SE er en moderne energi- og telekoncern, der bl.a. leverer el, energi-effektivisering, fiberbredbånd og kabel-tv til vores over 650.000 kunder. SE-koncernen har sine rødder i Syddanmark, men vores ca. 1.200 medarbejdere arbejder fra forskellige lokationer i hele Danmark. Vi stræber hver dag efter at styrke vores forretning, uanset hvor mulighederne måtte opstå.

SE er et andelsselskab, som gør en dyd ud af at geninvestere vores overskud i det samfund, som vi er en del af. Vores ambition er at blive den mest værdiskabende aktør i den danske energi- og telesektor, og vi kæmper for at bidrage til et bæredygtigt vidensamfund. Vi har bl.a. investeret massivt i lynhurtigt fiberbredbånd til Syd- og Sønderjylland samt et topmoderne el-net. SE er en de aktører i Danmark, der realiserer flest energibesparelser, og sammen med PFA Pension er vi Danmarks største operatør af landbaserede vindmøller.

SE vil være udfordreren, der stiller sig på kunderens side i kampen for bedre kundeservice, stærkere produkter og konkurrencedygtige priser. Vores engagement tager afsæt i værdierne åbenhed, nærhed, mod og bæredygtighed. Vores virksomhedskultur bryder med vanetænkning, og vi er faste i troen på, at vi kan påvirke de markeder, som SE befinder sig i, og at vi kan medvirke til at trække samfundet i positiv retning.

Læs meget mere om SE på www.se.dk

Kontakt

  • Jan Lyng Lauridsen

    Pressekontakt Kommunikationschef Presse 2053 5876
  • Mette Husted

    Pressekontakt Kommunikationskonsulent SE Next Step - Next Step Challenge, Next Step Citizen og Next Step City m.m. 40730418