Pressemeddelelse -

Forsker slår alarm: Stoffer ødelægger tænderne

Hash, amfetamin, kokain og andre stoffer kan have alvorlige konsekvenser for tandsundheden, advarer forsker på Tandlægeskolen. Det skriver Tandlægebladet.

Det er velkendt, at euforiserende stoffer kan give psykiske, fysiske og sociale problemer, men en lang række af de illegale stoffer påvirker også tænder og mund og kan give problemer som caries og paradentose.

”Du risikerer at få store skader på tænder, tandkød og slimhinder, hvis du tager stoffer dagligt, men de unge, der over længere tid kun tager stoffer ved festlige lejligheder, får også problemer, fx mere caries, paradentose, tænderskæren, nedsat gabeevne og mundtørhed”, siger Anne Marie Lynge Pedersen, der forsker i lægemidlers virkning på mundhule og spytkirtler på Tandlægeskolen i København.

En rapport fra Sundhedsstyrelsen fra 2014 viser, at 46 % af de unge voksne under 35 år har eksperimenteret med hash, og 14 % har prøvet andre illegale stoffer end hash. Brugen af hash har ligget stabilt fra 2000 til 2010, men er steget fra 2010. Ifølge rapporten er der en tendens til et fald i brugen af amfetamin og ecstasy, mens brugen af kokain er stabil.

Ifølge Anne Marie Lynge Pedersen findes der ingen tal på, hvor mange der får skader i munden på grund af et stofmisbrug, men flere rapporter, især fra udlandet, peger på, at der er et stigende problem.

”Stoffer er især udbredt blandt unge, som i en periode eksperimenterer med det. Problemet er, at stofferne er vanedannende, og fx ved hash, kan man se, at det bliver brugt på hverdagsplan til “lige at falde ned,” fortæller Anne Marie Lynge Pedersen, som frygter, at flere vil få problemer med tandsundheden i fremtiden i takt med, at hashforbruget blandt unge i øjeblikket er stigende.

Grelle tilfælde

Selve måden, man tager stofferne på, kan også give bestemte typer skader. Hvis man smører kokain mellem overlæbe og tandkød, kan det give tilbagetrukket tandkød ved fortænderne, mens snifning formentlig er årsag til bihulebetændelse. Nogle af stofferne kan give meget alvorlige skader, hvis man tager dem igennem længere tid. Fx kan et langvarigt kokainmisbrug give huller i ganen eller nedbryde næseskillevæggen, mens undersøgelser kæder et stof som hash sammen med fx mundtørhed og slimhindeforandringer. Det afhængighedsskabende og stærke stof metamfetamin har ligefrem fået sit eget udtryk tilknyttet, “meth mouth”, som betegner et stærkt cariesangrebet tandsæt.

”Metamfetamin kan give ekstremt meget caries. Der findes nogle grelle eksempler – også i Danmark – på, hvad misbrug af stoffet kan medføre. Undersøgelser viser, at metamfetaminbrugere også ofte bruger tobak og alkohol og andre euforiserende stoffer som hash. Og netop blandingen af flere skadelige stoffer har en forstærkende effekt. Samtidig oplever mange misbrugere af forskellige euforiserende stoffer mundtørhed og tørst. Tørst, som ofte bliver slukket i store mængder sodavand,” fortæller Anne Marie Lynge Pedersen.

Fortæl det til tandlægen

Da euforiserende stoffer kan give alvorlige skader på tænderne, er det ekstra vigtigt at passe sine tandlægebesøg, understreger Charlotte Groule, formand for Sundhedsudvalget i Tandlægeforeningen. ”Det er ekstremt vigtigt at gå regelmæssigt til tandlæge, så tandlægen kan opdage tidlige skader. Selvom det kan være svært, er det også en god idé at fortælle det til din tandlæge, hvis du tager stoffer - også selvom det kun er engang imellem til fester. På den måde kan tandlægen rådgive dig, så du nedsætter risikoen for skader på tænderne,” lyder rådene fra Charlotte Groule.

Sådan påvirker stoffer tænder og mund

Marihuana (hash, hasholie)

  • Tandkød der vokser henover tænderne (gingivale hyperplasier)
  • Mundtørhed
  • Caries og paradentose

Ecstasy

  • Mundtørhed
  • Tænderskæren
  • Nedsat gabeevne og evt. krampe i kæbemusklerne (trismus)
  • Tandslid
  • Øget risiko for caries og syreskader
  • Mundslimhindeforandringer

Amfetamin og metamfetamin

  • ”Meth mouth” - store cariesangreb, som starter på ydersiden af tænderne
  • Mundtørhed
  • Tænderskæren

Kokain

  • Nedbrydning af næseskillevæg
  • Hul i ganen
  • Tænderskæren
  • Syreskader
  • Lange tandhalse (tandkødet trækker sig tilbage)
  • Periodevis næseblødning og kronisk bihulebetændelse

Opiater (morfin, heroin, metadon, kodein osv.)

  • Øget cariesaktivitet
  • Mundtørhed
  • Øget risiko for paradentose og orale infektioner
  • Undertrykker immunsystemet

Gode råd til god mundhygiejne

  • Børst tænder grundigt to gange dagligt i to minutter hver gang
  • Brug tandpasta med fluor
  • Brug en blød tandbørste
  • Brug evt. supplerende hjælpemidler, fx tandtråd eller tandstikkere, til at holde rent mellem tænderne. Spørg din tandlæge til råds.
  • Gå regelmæssigt til tandlæge

Læs historien i det nye nummer af Tandlægebladet.

For nærmere information kontakt:

Charlotte Holst, kommunikationsmedarbejder, tlf. 33 48 77 31/26 82 18 24, chh@tdl.dk

Related links

Emner

  • Sundhed, sundhedsvæsen, lægemidler

Kategorier

  • mundhygiejne
  • stoffer
  • tandsundhed
  • tandpleje
  • tandlæger
  • tandlægeforeningen
  • tandlæge
  • patienter
  • hash

Tandlægeforeningen er en interesse- og sundhedsorganisation, der organiserer alle kategorier af tandlæger i Danmark. Foreningens hovedformål er at varetage tandlægernes faglige interesser og arbejde for en bedre tandsundhed. Foreningen omfatter godt 6.000 medlemmer.

Kontakt

Charlotte Holst

Pressekontakt Kommunikationskonsulent 70 25 77 11

Charlotte Bender

Pressekontakt Kommunikationschef 24590469