Skip to main content

Erfaren IT-direktør i spidsen for TDC Operations

Pressemeddelelse   •   Jun 28, 2013 17:03 CEST

Peter Schleidt, mangeårig koncern IT-direktør i Danske Bank, er udnævnt til ny koncerndirektør og leder af TDC Operations. Han afløser Martin Lippert, der forlader TDC med udgangen af juni.

Peter Schleidt har været ansat i Danske Bank, siden han blev uddannet civilingeniør i 1989. Han har blandt andet haft ansvaret for den succesrige udvikling af bankens IT-systemer ved fx at digitalisere bankens ydelser og tilbyde kunderne adgang til banken på computer, tablet og smartphone.

”Med Peter Schleidt får vi en meget stærk og kompetent leder af et uhyre vigtigt område af TDC, nemlig hele den tekniske infrastruktur, vores produktionsapparat og vores IT-systemer. Peter er mere IT- end tele-mand, men det afspejler blot den kendsgerning, at IT i dag spiller en helt afgørende rolle i drift og produktudvikling i teleindustrien,” siger koncernchef og adm. direktør i TDC, Carsten Dilling.

”Peter Schleidt har stor procesforståelse og vist, at han kan stå i spidsen for både mange medarbejdere og sikre udvikling af store og komplekse IT- og onlinesystemer. Jeg er sikker på, at Peter er manden, der kan videreudvikle vores interne kunde-tilfredsheds-program og drive kundeoplevelsen op til det høje niveau, vi har ambitioner om,” uddyber Carsten Dilling.

Om ansættelsen i TDC siger Peter Schleidt selv:
”Som IT-mand glæder jeg mig selvfølgelig rigtig meget til at løfte de udfordringer, der ligger i at tage de næste store skridt i Danmarks digitale udvikling. Her spiller TDC selvfølgelig en vigtig rolle som landets største og førende televirksomhed. Jeg har altid været engageret i IT og teknologi, og i TDC får jeg for første gang mulighed for også at påvirke udviklingen af et landsdækkende netværk.”

Peter Schleidt har været Executive Vice President i Danske Bank de seneste 10 år. Han tiltræder som koncerndirektør i TDC Group senest den 1. oktober, hvor han får ansvaret for flere end 3.000 serviceteknikere, ingeniører og IT-folk i TDC Operations.


TDC kan med over 280.000 km fiber-, kobber- og coaxkabler forsyne samtlige danske husstande med telefoni og internet. Sammen med Danmarks mest stabile mobilnet på tværs af både 2G-, 3G- og 4G-teknologierne tilbyder TDC mobildækning til ca. 99 pct. af Danmark. TDC forbinder Danmark

Vedhæftede filer

PDF-dokument

Kommentarer (0)

Tilføj kommentar

Kommentar