Pressemeddelelse -

God udvikling i TDC’s kerneforretning

Der er gode takter at spore i udviklingen i TDC’s kerneforretning. Væksten i selskabets indtjening på mobilområdet er i 2. kvartal forbedret i forhold til de seneste mange kvartaler, og der er ligeledes fremgang på det samlede fastnetmarked, fremgår det af TDC’s regnskabsmeddelelse for årets første halvdel.

”Udviklingen i 2. kvartal svarer til vores forventninger, og vi fastholder målet for årets resultat. Det er også glædeligt at konstatere, at vi fortsætter den positive udvikling på den traditionelle kerneforretning, mobil og fastnet. Vi har formået at bremse faldet i omsætningen for den enkelte mobilkunde, og på fastnet bredbånd har vi nu 22.000 flere detailkunder end for et år siden. Det er ottende kvartal i træk, at TDC øger antallet af bredbåndskunder,” siger TDC’s koncernchef, Carsten Dilling.

TDC’s samlede omsætning i 2. kvartal blev på knap 6,2 mia. kr., hvilket er et fald på ca. 6,5 pct. i forhold til samme periode sidste år. Næsten halvdelen af tilbagegangen skyldes myndighedernes regulering af priserne på telemarkedet. Omsætningen påvirkes også af faldende salg af mobiltelefoner.

TDC’s omsætning på tv-markedet er fortsat voksende, og kabel-tv-forretningen YouSee viser for 50. kvartal i træk stigende overskud (EBITDA) målt i forhold til samme kvartal året før. Væksten i on-demand-visning af film og tv-serier er vedvarende på et meget højt niveau, og TDC-koncernen leverede i 2. kvartal 123 pct. flere streams end året før.

På det nordiske marked har TDC haft et lille fald i omsætningen, men indtjeningsevnen er forbedret. Resultatet (EBITDA) for TDC Nordic er i 2. kvartal steget med knap syv pct. i forhold til 2. kvartal 2012.

Koncernens EBITDA, dvs. overskud før renter, skat, afskrivninger mv., faldt i 2. kvartal med 1,4 pct. sammenlignet med samme kvartal sidste år. I forhold til 1. kvartal i år er det en forbedring, og for første gang i syv kvartaler kan TDC nu notere sig en stigning i den organiske EBITDA, dvs. EBITDA fraregnet effekten af myndighedsregulering, valutakursudsving og køb/salg af virksomheder.

Dækningsgrad og EBITDA-margin er i 2. kvartal forbedret på samtlige forretningsområder både i forhold til 1. kvartal og samme periode sidste år.

”Vi viderefører vores 2015-strategi med fokus på integrerede løsninger for både erhvervs- og privatkunder. Den netop gennemførte integration af TDC og YouSee er et vigtigt skridt i den retning. Og med ansættelse af Jens Aaløse og Peter Schleidt i koncernledelsen som ledere af hhv. TDC Channels og TDC Operations har vi samlet det hold, som skal stå i spidsen for at føre strategien ud i livet. Den høje kundetilfredshed, vi begyndte at kunne måle i 2012, og som vi fortsat oplever i 2013, viser, at kunderne sætter pris på den udvikling, som TDC gennemgår,” siger Carsten Dilling.


Emner

  • Erhverv

TDC kan med over 280.000 km fiber-, kobber- og coaxkabler forsyne samtlige danske husstande med telefoni og internet. Sammen med Danmarks mest stabile mobilnet på tværs af både 2G-, 3G- og 4G-teknologierne tilbyder TDC mobildækning til ca. 99 pct. af Danmark. TDC forbinder Danmark

Kontakt

TDC Group Communications

Pressekontakt 70203510