Pressemeddelelse -

Mobilforretningen i vækst 2016

TDC Groups regnskab for 2016 viser, at selskabets omsætning blev på 21,0 milliarder kroner og en indtjening (EBITDA) før skat, afskrivning og renter på 8,5 milliarder kroner. TDC Groups omsætning faldt med 4,1 pct., mens indtjeningen (EBITDA) tilsvarende faldt med 10,5 pct. og cash flow (EFCF) faldt med 34,7 pct. For både indtjening og cash flow var resultatet dog bedre end forventet ved årets indgang.

”Takket være en stor indsats fra vores mange dygtige medarbejdere, er det lykkes os at levere et bedre resultat end vi havde forventet på EBITDA og cash flow, og jeg er naturligvis tilfreds med, at vi overgik vores finansielle mål for 2016. Jeg er særligt tilfreds med udviklingen på privatmarkedet for mobiltjenester, hvor vi har vendt mange års tilbagegang til vækst, da vi på trods af en tyngende regulering på roaming lykkes med både at øge omsætningen per kunde samt antallet af kunder,” siger koncernchef Pernille Erenbjerg.

Den samlede mobilkundebase, der både dækker over taleabonnementer og rene dataabonnementer, voksede med 44.000 privatkunder og 10.000 erhvervskunder fra 2015 til 2016.

Enklere og bedre for erhvervskunderne
TDC Erhverv var fortsat i 2016 under hårdt pres og indtjeningen faldt 14,3 pct. i 2016, som dog var en lille fremgang i forhold til 2015. På erhvervsmarkedet foretog TDC en række vigtige opkøb af ledende cloud baserede kommunikationsudbydere i løbet af året for at kunne tilbyde innovative og enkle produkter til kunderne.

"Vi har skabt et Solution House hvor vi har samlet 400 medarbejdere med bred erfaring fra netværk, kommunikation og cloud. Kombineret med vores fortsatte ambitiøse investeringer i mobilnetværket, vil det skabe de integrerede og enkle løsninger, som vores kunder efterspørger," siger Pernille Erenbjerg.

Tendensen med en stabilisering af kundeudviklingen i de mindre erhvervssegmenter fortsatte, ligesom omsætningsudviklingen var bedre end i tidligere år.

Fortsat høj vækst i den norske forretning
I Norge, opnåede det helejede selskab Get også i 2016 en tocifret vækstrate, drevet af en stærk vækst i bredbåndsbasen, kombineret med et fokus på omkostninger.

”I Norge fortsatte vi integrationen af Get og TDC, der betød yderligere strømlining af forretningen. Derudover lancerede vi både mobil og sikkerhedsløsninger. Mobilproduktet sikrer, at vi nu kan tilbyde alle relevante produkter til vores kunder og med lancering af sikkerhedsløsninger til vores foreningskunder, har vi udbygget vores stærke position,” siger Pernille Erenbjerg.

Fremdrift for strategien
Som en vigtig del af strategien ’Altid enklere og bedre’, skabte TDC Group i sommer et nyt, stærkt YouSee ved at sammenlægge sine to største privatbrands. På kort sigt skabte de medfølgende it-migreringer et pres på kundeoplevelserne.

”Mange kunder fik ikke en god nok kundeoplevelse i overgangsperioden mellem to brands og to it-systemer. Mod slutningen af året oplevede vi dog klare forbedringstegn, og vi har nu skabt en enklere model til gavn for vores kunder og for vores egen produktion.” siger Pernille Erenbjerg.

Nedbruddet nytårsaften på YouSee tv-signalet tiltrak sig omfattende opmærksomhed og blev et tilbageslag i forhold til ambitionen om at øge kundetilfredsheden.

”Vi fastholder vores ambitioner omkring kundetilfredsheden, og jeg vil gerne fremhæve, at vi i Telmore skabte en meget fin udvikling i kundetilfredshed henover året og ved udgangen af 2016 er Telmore det brand på det danske telemarked, der leverer den bedste service og har de allermest tilfredse kunder. Det viser hvor langt vi kan nå, når vi samler kræfterne om det,” siger Pernille Erenbjerg, der ser frem til det kommende år:

”2017 bliver endnu et begivenhedsrigt år med mange aktiviteter. Vi tror på, at en række af de strategiske initiativer vi foretog i 2016 vil være med til at realisere vores mål om øget effektivitet, større kvalitet i alt vi foretager os og dermed en markant ændring i positiv retning i den oplevelse, vi giver vores kunder. Med hensyn til de finansielle resultater forventer vi at kunne levere en markant forbedret udvikling på både indtjening og cash flow i forhold til den relative store nedgang, vi har oplevet i 2016. For vores cash flow forventer vi således enten stabilitet eller en moderat vækst,” siger koncernchefen og afslutter:

”Dette vil kræve hårdt arbejde og stærkt teamwork på tværs af koncernen, og resultatet vil være et enklere og bedre TDC til gavn for alle vores interessenter.”


Yderligere oplysninger:
TDC Presse, tlf. 70 20 35 10

Emner

  • Erhverv

TDC Group forbinder danskerne og har en klar ambition om at gøre det enklere og bedre for kunderne at få adgang til digitale tjenester og indhold. Virksomheden er Danmarks foretrukne udbyder af kommunikations- og underholdningstjenester i hjemmet og på farten. YouSee, Telmore, Fullrate og Blockbuster giver danskerne hurtig og let adgang til massevis af musik, film og tv på alle platforme når som helst og hvor som helst. TDC Erhverv skaber fremtidens vækst i såvel store som små danske virksomheder gennem digitale og enkle løsninger. I Norge leverer TDC Group mobil, tv og bredbånd til norske hjem via selskabet Get, der er Norges hurtigst voksende bredbåndsudbyder.

Kontakt

TDC Group Communications

Pressekontakt 70203510