Pressemeddelelse -

TDC først med tale på 4G (VoLTE)

Som det første teleselskab i Danmark har TDC netop gennemført det første succesfulde taleopkald på 4G-teknologien, der er den nyeste generation af mobilnetværk. Dermed har TDC taget et stort skridt i retning af fremtidens mobiltelefoni, der bl.a. giver bedre kvalitet og mere fleksible mobilsamtaler. 

I fagsprog kaldes denne nye taleteknologi for VoLTE, der er en sammentrækning af Voice over LTE, hvor LTE igen er fagtermen for 4G, der er fjerde generation mobilnetværk. 

Fremtidens tale bliver mere fleksibel
”Allerede på kort sigt åbner VoLTE-teknologien for helt nye mobiloplevelser, som kunderne ikke er vant til i dag. Opkald etableres øjeblikkeligt, og telefonens dataforbindelse vil fx ikke blive påvirket, mens kunden fører en samtale. Den øgede kapacitet giver også nye muligheder for fx at gennemføre mere fleksible videokonferencer end i dag – og med langt flere deltagere,” fortæller TDC’s teknologidirektør, Kim Søgård. 

”TDC forudser et skifte i vores måde at føre mobilsamtaler på. Allerede i nær fremtid bliver det helt naturligt at udveksle fx filer, præsentationer, billeder eller noget fjerde under en samtale eller konference,” siger han og uddyber: 

”Den almindelige samtale, som vi kender den, vil selvfølgelig ikke forsvinde. Men muligheden for indbyrdes interaktion via nettet eller at skifte mellem telefon, tablet eller computer uden at afbryde samtalen hører ikke til en fjern fremtid. Og med kapaciteten i VoLTE er det svært at se, hvad der skulle begrænse mulighederne.” 

Landsdækkende 4G-dækning nødvendig
En betingelse for, at danske mobilkunder kan få glæde af VoLTE-teknologien er, at der er  4G-dækning. Derfor er timingen i TDC’s arbejde med VoLTE da heller ikke tilfældig. TDC er nemlig lige nu ved at afslutte udrulningen af Danmarks eneste landsdækkende 4G-netværk. 

”Med 4G-dækning til 99,5 pct. af alle danskere, kan TDC tilbyde VoLTE til praktisk talt alle allerede fra den kommercielle lanceringsdato,” forklarer Kim Søgård med henvisning til, at TDC siden 1. marts i år har været gang med den mest omfattende opgradering af et mobilnetværk ikke bare i Danmark, men i hele Europa nogensinde. 

En anden væsentlig fordel ved VoLTE er, at teknologien understøtter TDC’s langtrækkende 4G-frekvenser på 800 MHz. Udover en høj indtrængningsevne i fx bygninger betyder det også, at teknologien allerede fra Dag 1 er tilgængelig i hele landet i modsætning til de ældre tale-teknologier 2G og 3G, hvor dækningen i henholdsvis 90’erne og 00’erne i startfasen var forbeholdt de større byer.


Fakta om VoLTE:

Her og nu:
Prioriteret tale – modsat nuværende app-baserede datasamtaler (VoIP)
Opkald med øjeblikkelig forbindelse
Minimal forsinkelse (~100 ms) giver bedre lyd
HD voice kompatibelt med 3G
Videokald, med start/stop under samtale
Fuld 4G datahastighed under samtale
Konferencekald med mange brugere

På sigt:
Telefonbog med modtagers tilgængelighed, overfør filer, skærmbillede
Chat/gruppechat, videokonference
Et nummer med mulighed for at flytte samtaler mellem enheder
Sammensmeltning med multimedia i hjemmet

Related links

Emner

  • Erhverv

TDC kan med over 280.000 km fiber-, kobber- og coaxkabler forsyne samtlige danske husstande med telefoni og internet. Sammen med Danmarks mest stabile mobilnet på tværs af både 2G-, 3G- og 4G-teknologierne tilbyder TDC mobildækning til ca. 99 pct. af Danmark. TDC forbinder Danmark

Kontakt

TDC Group Communications

Pressekontakt 70203510

Relateret materiale