Pressemeddelelse -

TDC Hosting lander stor aftale med Flügger

TDC Hosting og malerkæden Flügger har indgået en aftale for de næste fem år. Aftalen indebærer, at it-infrastrukturen og de mest forretningskritiske it-systemer hos Flügger fremover bliver drevet hos TDC Hosting. Det er it-systemer, som benyttes af mere end 600 butikker.

Beslutningen hos Flügger om at outsource sin it-infrastruktur er et led i den nye strategi, som malerkæden lancerede i efteråret 2015 under titlen From Good to Great. En strategi, der også fik Flügger til at revidere sin it-strategi.

”Da Flügger besluttede at outsource sin it-drift og tilhørende infrastruktur, var det vigtigt at vælge en leverandør, som allerede havde bevist at kunne løfte en sådan opgave i et 24/7 setup, og som samtidigt kunne levere kompetent drift, support og sparring på alle tilhørende og kritiske it-fagområder,” siger Kim Jørgensen, der er CIO hos Flügger, og tilføjer:

”TDC Hosting havde en stor portefølje af kunder, som lignede Flügger, og havde allerede demonstreret at kunne løfte denne type opgave og samtidigt udfordre og sparre med Flüggers it-ledelse for kontinuerlige forbedringer.”

Skal altid fungere
I sin nye strategi har Flügger blandt andet lagt vægt på, at den fremover skal kunne skalere sin it-infrastruktur efter behov, så den bedst muligt understøtter de mange butikker i kæden.

Administrerende direktør i TDC Hosting, Esben Kolind Laustrup, ser frem til at løfte opgaven.

”Når it skal være fundamentet for at nå strategiske mål, er det helt oplagt at outsource alle centrale og forretningskritiske systemer. Hos Flügger er der tale om koncernens kritiske forretnings- og ERP-systemer samt den underliggende it-Infrastruktur til Flüggers mere end 600 butikker. Det er den type af løsninger, der altid skal fungere, og som man gerne lægger i hænderne på erfarne specialister,” siger Esben Kolind Laustrup.

TDC Hosting vandt aftalen med Flügger i konkurrence med øvrige aktører på det danske marked for it-outsourcing. Aftalen løber i fem år, og løsningen har en kontraktværdi på mere end 50 mio. kr.

Billedet: Esben Kolind Laustrup, adm. direktør, TDC Hosting.

Emner

  • Erhverv

Kategorier

  • erhverv
  • ledelse og talsmænd
  • tdc

TDC Hosting er et datterselskab af TDC Group, der er Skandinaviens foretrukne udbyder af kommunikationsløsninger og home entertainment. Døgnet rundt sikrer koncernen millioner af skandinaviske husstande hurtig og let adgang til musik, tv og film på alle platforme, når som helst og hvor som helst. TDC Group ejer og driver fiber-, kobber-, coax- og mobilnet og er med sit pan-nordiske netværk den vigtigste udbyder af avancerede netværksløsninger til både store og små virksomheder.

Kontakt

TDC Group Communications

Pressekontakt 70203510