Pressemeddelelse -

​TDC om Folkemødet: Folkelighed slår tunge debatter

TDC Group kommer ikke til Bornholm for at grave sig dybt ned i teknologi eller uløselige politiske dilemmaer. Det er langt vigtigere, at både debattører og publikum har en god dag, lyder meldingen.

Folkemøde skal være netop dét – et møde med folket. Det mener man i TDC Group, og derfor er man åbne om, at fadøl, flæskesteg og folkeligt samvær er en del af Folkemødet, og at gode og hyggelige oplevelser for alle står højt på listen.

- Vi tager ikke på Folkemødet for at afkræve vores politiske stakeholdere et bindende svar i en tung og teknisk debat. Vi forventer ikke, at en minister under Bornholms skinnende sol giver os et tilsagn om at gøre det nemmere at være teleselskab. Vi kommer for at have en hyggelig dag sammen med de debattører og mange tilhørere, der hvert år kommer forbi vores debatter, fortæller Jens Aaløse, koncerndirektør i TDC Group.

- Vi tager vores debatter meget seriøst, men det er afgørende, at vi skaber rammer som alle har lyst til at være en del af. Og vi kan sagtens have en relevant og vedrørende debat om vores digitale samfund og fremtid, selvom vi sætter folkeligheden i højsædet.

Indhold og hygge
TDC Group entrerer med kendte koncepter og værter som radio-værterne Mads Steffensen og Thomas Skov, TV2 Nyhedernes Cecilie Beck og Søren Dahl kendt fra Café Hack. Og sammen skaber man et program, der stemmer med TDC Groups fokus på en digital fremtid.

- Det er superkompetente værter, der skaber gode rammer for både debattører og tilhørere. De forstår at afstemme indhold, humor og hygge. Vi sætter en dagsorden med emner, der er vigtige for os som digital dannelse, mobil-afhængighed og uddannelse af arbejdsstyrken, og værterne sikrer, at der er balance mellem faglighed og folkelighed, forklarer Jens Aaløse.

Ingen gider indspist
Han mener ikke, at arrangementerne har en værdi, hvis de bliver for lukkede eller teknokratiske, for så kommer der ingen folk, og det er svært at tiltrække bedste debattører, der også er af sted for at møde folket.

- På Folkemødet giver indspiste debatter ikke noget til hverken folket eller debattørerne. Det er afgørende, at der er en god stemning, og at alle føler sig godt tilpas og velkomne. Der skal være plads til grin og snak, og vi giver en kop kaffe eller et stykke pattegris til dem, som kommer og er en del af lørdagens debatter sammen med os, siger Jens Aaløse.

- Der er vigtige emner på plakaten, og det skal ikke være useriøst. Men folkeligt – det skal det være.

TDC Group afholder fem debatter i træk lørdag den 16. juni i Røgeriets Debattelt F10, hvor de politiske trækplastre er fx Kristian Thulesen Dahl (DF), Inger Støjberg (V), Mette Frederiksen (S) og Anders Samuelsen (LA), mens også debattører som tv-værten Christiane Schaumburg-Müller, speciallæge og forfatter Imran Rashid samt direktør i Børns Vilkår, Rasmus Kjeldahl, er på plakaten.

TDC Groups folkemødeprogram

Lørdag den 16. juni i Røgeriets Debattelt F10

9.00-9.45: Digital laissez faire – glemmer vi vores børns liv på nettet?

Skal vi kontrollere børns digitale liv eller lade dem styre det selv? Debat om digital dannelse

Deltagere:

  • Thomas Skov, Tv-vært og foredragsholder
  • Jacob Bonde Nielsen, Formand, Danske Skoleelever
  • Rasmus Kjeldahl, Direktør, Børns Vilkår
  • Eva Fog, stifter og forkvinde, DigiPippi
  • Jens Aaløse, koncerndirektør, TDC Group

Ordstyrer:

Cecilie Beck, TV2 Nyhederne

10.30-11.15: Uddanner vi til arbejdsmarkedet eller a-kasserne?

Uddanner vi de kompetencer, som efterspørges på et digitalt og omskifteligt arbejdsmarked?

Deltagere:

  • Christine Antorini (S)
  • Stina Vrang Elias, direktør for tænketanken DEA
  • Anders Bjarklev, rektor for DTU
  • Jens Aaløse, koncerndirektør, TDC Group

Ordstyrer:

Cecilie Beck, TV2 Nyhederne

12.00-12.45: Dahl på Folkemødet med Kristian Thulesen Dahl

Kom tættere på Kristian Thulesen Dahl når Søren Dahl fra Dahl på Hack byder inden for til en samtale

Deltagere:

  • Kristian Thulesen Dahl, formand for Dansk Folkeparti

Ordstyrer: Søren Dahl fra Dahl på Hack

13.30-14.15: Telefonjunkie eller selskabspapegøje?

Gør din mobil dig mere nærværende eller helt fraværende?

Deltagere:

  • Mette Bock (LA), kultur- og kirkeminister
  • Christiane Schaumburg-Müller, iværksætter, tv-vært og stifter af chrichri.dk
  • Imran Rashid, speciallæge og forfatter
  • Pernille Erenbjerg, CEO, TDC Group

Ordstyrer:

Thomas Skov, radiovært

15.00-16.00: Mads & Folkemødet

Mads Steffensen vil sammen med et panel af toppolitikere debattere digitale dilemmaer

Deltagere:

  • Inger Støjberg (V), udlændinge- og integrationsminister
  • Mette Frederiksen (S), formand for Socialdemokratiet
  • Anders Samuelsen (LA), udenrigsminister
  • Pernille Erenbjerg, CEO, TDC Group

Ordstyrer:

Mads Steffensen, Radio- & tv-vært

Emner

  • Erhverv

TDC Group forbinder danskerne og har en klar ambition om at gøre det enklere og bedre for kunderne at få adgang til digitale tjenester og indhold. Virksomheden er Danmarks foretrukne udbyder af kommunikations- og underholdningstjenester i hjemmet og på farten. YouSee, Telmore, Fullrate og Blockbuster giver danskerne hurtig og let adgang til massevis af musik, film og tv på alle platforme når som helst og hvor som helst. TDC Erhverv skaber fremtidens vækst i såvel store som små danske virksomheder gennem digitale og enkle løsninger. I Norge leverer TDC Group mobil, tv og bredbånd til norske hjem via selskabet Get, der er Norges hurtigst voksende bredbåndsudbyder.

Kontakt

TDC Group Communications

Pressekontakt 70203510