Pressemeddelelse -

Tyskland hittede i sommerferien

Naboen mod syd vipper Italien af pinden som danskernes foretrukne rejsemål i sommerferien. Frankrig falder en plads ned i forhold til sidste år, mens Tyrkiet glider ud af top-10, fremgår det af TDC Groups mobildata.

Bayerns alper, Berlins puls og Bremens stadsmusikanter.

Tyskland har meget at byde på, og denne sommer rykkede landet ind på førstepladsen over danskernes foretrukne rejsemål, viser mobildata fra TDC Group.

På de efterfølgende pladser følger Italien, Spanien og Sverige. De to forrige år, hvor TDC Group har gennemført analysen, har Italien indtaget førstepladsen.

- Næsten 700.000 af vores kunder har haft ophold på mindst fire dage i et andet land hen over sommerferien, og her har vi blandt andet set en pæn vækst i rejser til Tyskland, siger mobildirektør Kasper Ørtvig fra YouSee, der repræsenterer den største del af kunderne i analysen.

TDC Groups data viser, at 18 pct. af de ferierejsende var i Tyskland i ugerne 26 til 30, mens tallet var 14 pct. sidste år.

- Tyskland vil selvfølgelig altid fylde meget i en roaming-statistik, i og med mange rejser igennem landet, men det har vi korrigeret for ved at opstille et kriterium om mindst fire dages ophold i landet, forklarer Kasper Ørtvig.

For at taksere sine kunder korrekt, registrerer TDC Group, hvilke lande kunderne bruger deres mobiltelefoner i. De tal danner grundlag for analysen, der er baseret på aggregerede og anonymiserede data.

- Mobilen er uundværlig for langt de fleste danskere. De tjekker mails, går på Facebook og streamer. Derfor tager de den selvfølgelig også med på sommerferien i udlandet. Det giver os et enormt datagrundlag til at afdække danskernes rejsevaner, fortæller Kasper Ørtvig.

Mens Tyskland er gået frem, er andelen af TDC Group-kunder i Italien, Spanien og Frankrig alle gået lidt tilbage. Det betyder, at Sverige nu har overhalet Frankrig. Længere nede på listen er Tyrkiet gledet ud af top-10, mens landet indtog en 7.-plads i 2015 og en 10.-plads sidste år.


Danskernes ’top 10’ over rejsemål i sommerferien 2017:
1. Tyskland (18 pct.)
2. Italien (m. Vatikanstaten) (15 pct.)
3. Spanien (m. Kanariske Øer) (12 pct.)
4. Sverige (9 pct.)
5. Frankrig (8 pct.)
6. Grækenland (6 pct.)
7. Kroatien (3 pct.)
8. Storbritannien og Nordirland (3 pct.)
9. Norge (m. Jan Mayen og Svalbard) (3 pct.)
10. Østrig (3 pct.)
Øvrige (20 pct.)
* Rejsemål defineret som mindst fire dages ophold i et fremmed land i perioden uge 26 til og med 30. Data fra netværket er anonymiseret, så TDC Group kun kan udtale sig om aggregerede forhold.


Danskernes ’top 10’ over rejsemål i sommerferien 2016:
1. Italien (inkl. Vatikanstaten) (17 pct.)
2. Tyskland (14 pct.)
3. Spanien (inkl. Kanariske Øer) (13 pct.)
4. Frankrig (9 pct.)
5. Sverige (8 pct.)
6. Grækenland (6 pct.)
7. Storbritannien og Nordirland (3 pct.)
8. Kroatien (3 pct.)
9. Norge (inkl. Jan Mayen og Svalbard) (3 pct.)
10. Tyrkiet (3 pct.)
Øvrige (20 pct.)
* Rejsemål defineret som mindst fire dages ophold i et fremmed land i perioden uge 27 til og med 30. Data fra netværket er anonymiseret, så TDC Group kun kan udtale sig om aggregerede forhold.


Yderligere oplysninger:
TDC Presse, tlf. 70 20 35 10

Emner

  • Erhverv

Kategorier

  • yousee
  • ledelse og talsmænd
  • tdc
  • mobil

TDC Group forbinder danskerne og har en klar ambition om at gøre det enklere og bedre for kunderne at få adgang til digitale tjenester og indhold. Virksomheden er Danmarks foretrukne udbyder af kommunikations- og underholdningstjenester i hjemmet og på farten. YouSee, Telmore, Fullrate og Blockbuster giver danskerne hurtig og let adgang til massevis af musik, film og tv på alle platforme når som helst og hvor som helst. TDC Erhverv skaber fremtidens vækst i såvel store som små danske virksomheder gennem digitale og enkle løsninger. I Norge leverer TDC Group mobil, tv og bredbånd til norske hjem via selskabet Get, der er Norges hurtigst voksende bredbåndsudbyder.

Kontakt

TDC Group Communications

Pressekontakt 70203510