Skip to main content

Nikolaj er Danmarks bedste elektrikerlærling

Pressemeddelelse   •   Jan 22, 2018 12:34 CET

Nikolaj Sinding Nielsen og Statsminister Lars Løkke Rasmussen. Foto: Per Daugaard/SkillsDenmark

Nikolaj Sinding Nielsen har fra torsdag den 18. til lørdag den 20. januar konkurreret mod Danmarks bedste elektrikerlærlinge, og det hele kulminerede med, at Nikolaj blev kåret som danmarksmester ved DM i Skills i elektrikeruddannelsen.

Nikolaj, som bor i Søborg, er i gang med elektrikeruddannelsen på TEC på Frederiksberg og er i lære hos Elfirmaet PHL ApS, som også ligger i Søborg.

Udover nu at kunne kalde sig danmarksmester vandt Nikolaj også Arbejdsmiljøprisen.

"Vi er meget stolte af, at vi står bag endnu en vinder af DM i Skills. Det er tredje gang, vinderen af elektrikeruddannelsen kommer fra TEC. Vi har ekstremt dygtige faglærere, som har gjort det muligt igen at hjælpe en talentfuld elektrikerelev hele vejen til tops i denne hårde konkurrence. Det viser tydeligt, at vi formår at fastholde en høj, stabil kvalitet på elektrikeruddannelsen på TEC", udtaler Udviklingsdirektør på TEC Kristian Stagis.

På onsdag d. 24. januar kl. 16.15-17.15 er Nikolaj inviteret til medaljeoverrækkelse på Københavns Rådhus sammen med de andre københavnske Skills-vindere fra erhvervsskolerne NEXT Uddannelse København og TEC.

Danmark har brug for dygtige håndværkere

Samfundet har brug for flere kloge hænder, og mangel på kvalificeret arbejdskraft er blandt fremtidens største trusler mod de danske virksomheder. På TEC gør vi alt, hvad vi kan, for at uddanne så mange talentfulde håndværkere som overhovedet muligt, og vi er stolte af igen at have uddannet en danmarksmester, som i fremtiden vil være med til at holde det danske samfund kørende. Det var også elever fra TEC, der vandt DM i Skills på elektrikeruddannelsen i 2016 og 2014.

Danmarks største uddannelsesevent

DM i Skills giver de unge chancen for at vise deres talenter. Det er desuden med til at skærpe deres faglige niveau og vise omverdenen – heriblandt grundskoleelever – erhvervsuddannelsernes mangeartede og spændende muligheder.

Sideløbende med Danmarksmesterskabet afholdtes Skills Stafetten for elever i 8. klasse. Her blev de besøgende grundskoleelever gjort til aktive deltagere. Derudover fik de mulighed for at afprøve deres egen faglige kunnen i de særlige “Prøv og mærk”-stande. Her kunne de også snakke med unge på erhvervsuddannelserne samt med vejledere.

DM i Skills foregik i MCH Messecenter i Herning.

DM i Skills bliver i 2019 afholdt i Arena Næstved d. 4.-6. april. 

TEC er en erhvervsskole fordelt på syv adresser i Region Hovedstaden. Vi har mere end 30 erhvervsuddannelser, teknisk gymnasium, EUX, 10. klasse og efteruddannelse til faglærte og ufaglærte. Hvert år sikrer vi, at 20.000 mennesker får en uddannelse af høj kvalitet og fokus på erhvervsrettet dannelse og innovation. Vi har en holdning til uddannelse og blander os i samfundsdebatten.