Skip to main content

Detailhandelen skal nedbryde teknologi-barrierer for at overleve

Pressemeddelelse   •   Feb 15, 2017 08:00 CET

Big Data og Internet of Things kan give nyt liv i detailhandelen. Nu opretter Teknologisk Institut nyt demonstrationscenter, som skal vise det store praktiske potentiale ved intelligente teknologier i butikkerne.

De fysiske detailhandelsbutikker skal lære af internethandelens viden om kunderne og udnytte de teknologiske muligheder for at spore såvel varer som observere kundeadfærd ved hjælp af intelligente teknologier. Det mener Teknologisk Institut, som nu opretter Center for Internet of Things. Centeret skal demonstrere og udbrede viden for detailhandelen om, hvordan virksomheder via opsamling og behandling af data bliver i stand til at interagere med deres kunder og øge omsætningen.

- Detailhandelen er i dag udfordret af faldende omsætning, mens e-handelen er stigende. Men med fuld udnyttelse af teknologi og digitalisering til at skabe sammenhængende og målrettede kundeoplevelser kan de få et afgørende konkurrenceparameter i de kommende år. Som kunder er vi begyndt at forvente fx at blive præsenteret for relevant viden, når vi handler. Denne forventning stiller også nye krav til virksomhederne, som med dataopsamling og –analyse skal kunne forudsige, hvilke produkter og services, der skal tilbydes hvilke kunder, eller hvilke optimeringer i forretningen, der skal tages på baggrund af analyse af data, siger sektionsleder Jan Overgaard, Teknologisk Institut.

Etableringen af centeret tager sit udspring i et omdiskuteret begreb nemlig Industri 4.0, der i bund og grund handler om at udnytte data fra markedet, skabe nye services og kunne netværke med kunderne – med andre ord skabe et databaseret økosystem

Med det nye IoT Center vil Instituttet opbygge en fysisk koncept-butik, hvor man samler og demonstrerer teknologier som RFID tagging af varer, bluetooth, intelligente kameraer, beacons og akustiske lydsensorer. Koncept-butikken kan fx vise, hvordan fysiske butikker kan udnytte deres butikker som e-handelslager og stille en Click & Collect service til rådighed for deres kunder. IoT Centeret vil også indeholde en demonstration af, hvordan butikkerne kan identificere både varernes og kundernes bevægelser i butikken – i form af et smart sensing system, der bl.a. via RFID-readers og kameraer indenfor 1 meters nøjagtighed identificerer kundernes og varernes lokation.

- I dag er det vanskeligt at få et samlet overblik over de rigtige teknologiske muligheder. Vores nye IoT Center har i første omgang til formål at hjælpe fysiske detailhandelsbutikkerne og –kæder til at få overblik over de tekniske muligheder og give dem konkret rådgivning i de rette løsninger, siger Jan Overgaard.

På længere sigt vil IoT Centeret også undersøge og demonstrere mulighederne i andre brancher som fx produktion, transport samt medico-industrien.

Arbejdet med IoT demo-centeret skal tænkes sammen med projektet Big Data Business Academy for Industriens Fond samt Innovationscenter for eBusiness for Styrelsen for Forskning og Uddannelse. Målet er at tilbyde danske virksomheder strategisk rådgivning og demonstration indenfor Big Data og IoT og dermed hjælpe virksomhederne med at udnytte data til strategisk forretningsudvikling.

Yderligere oplysninger: Sektionsleder Jan Overgaard, Teknologisk Institut, Mobil 7220 2022. 

Teknologisk Institut styrker danske virksomheder ved hjælp af banebrydende teknologier og mere end 1.100 medarbejderes faglige ekspertise. Årligt kommer det mere end 10.000 virksomheder til gavn inden for så forskellige områder som; energi, fødevarer, life science, materialer, byggeri og produktion. Teknologisk Institut har datterselskaberne Danfysik A/S, Dancert A/S, Teknologisk Institut AB Sverige, DTI Polska og DTI Spain.

Læs mere om Instituttet.

Har du brug for yderligere oplysninger, fotos, udtalelser eller andet, er du meget velkommen til at kontakte kommunikationsafdelingen på tlf. 72 20 10 66 – eller kommunikation@teknologisk.dk

Vedhæftede filer

Word-dokument