Pressemeddelelse -

Gandalf, Frodo og Gollum tager på Roskilde Festival

I denne weekend drager op mod 100.000 mennesker til Roskilde, hvilket medfører en voldsom belastning af mobilnetværket på og omkring Dyrskuepladsen. Telia imødekommer udfordringen ved at sende Gandalf, Frodo og Gollum til Domkirkebyen.

Telia har i år valgt at sende alle sine tre mobile sendemaster til Roskilde under festivalen. De tre master, der i daglig tale kaldes for Gandalf, Frodo og Gollum, er jævnligt på turné rundt omkring i landet, når der er behov for ekstra kapacitet på mobilnetværket.

”Gandalf er naturligvis den største og kraftigste af vores mobilmaster. Frodo og Gollum er lidt mindre, men kan alligevel gøre en markant forskel, når mange mennesker er samlet ved eksempelvis koncerter, idrætsstævner og markeder. Tilsammen giver de tre master os mulighed for at skabe fleksible løsninger – især henover sommeren, når danskerne fx tager til Grøn Koncert, Skive Beach Party og DHL”, siger kommunikationschef Mette Honoré.

I den kommende uge er alle tre Tolkien-figurer sendt på mission til Roskilde, hvor de skal sikre, at publikum og medarbejdere har mobildækning til at ringe, sende beskeder og uploade lyd og billeder fra koncerter og livet i teltlejren. I den forbindelse er de alle tre blevet opgraderet til at kunne levere både 2G, 3G og 4G til festivalfolket.

Siden sidste års festival har Telia desuden opstillet hele tre nye, permanente sendemaster i og omkring Roskilde, hvilket vil sikre en endnu mere stabil leverance af såvel tale som datatrafik over mobilnetværket på Dyrskuepladsen.

”Vores teknikere har op til weekenden sat fuldt blus på alle permanente sites i Roskilde-området. Dermed håber vi at kunne få en lige så problemfri mobildækning på festivalen, som vi oplevede sidste år”, slutter Mette Honoré.

For mere information, se http://telia.dk/

Emner

  • Data, Telekommunikation, IT

Kategorier

  • dækning
  • festival
  • master
  • mobil
  • netværk
  • roskilde festival

Telia i Danmark er en del af TeliaSonera koncernen, som er den førende telekommunikationsvirksomhed i de nordiske og baltiske lande, med virksomheder i Spanien samt i en række lande i Eurasien, inklusiv Rusland og Tyrkiet. Ved udgangen af 2013 havde TeliaSonera en omsætning på 101,7 milliarder svenske kroner, og 189 mio. kunder (72,5 mio. på hjemmemarkederne og 116,5 mio. igennem delvist ejede selskaber). TeliaSonera er noteret på børserne i Stockholm og i Helsinki. Telia i Danmark udbyder mobil og fastnettelefoni til både privat- og erhvervskunder samt bredbåndsforbindelser og data-services. Telia havde i 2013 en omsætning på 4,6 milliarder danske kroner. Enkelthed og service er vigtigt for at vi kan skabe profitabel vækst og værdi for vores kunder og ejere. Læs mere på www.telia.dk