Pressemeddelelse -

Mål og tifo fik wifi i Telia Parken til at eksplodere

Publikum har taget godt imod det nye trådløse internet i Telia Parken. Antallet af brugere stiger fra kamp til kamp – og en analyse af datatrafikken fra søndagens derby mellem FCK og Brøndby IF viser, hvad vi elskede at dele.

Weekendens storkamp i Telia Parken mellem FCK og Brøndby IF var spektakulær på mange måder. Hjemmeholdet vandt den vigtige rivaldyst med 1-0, landsholdskæmpen Daniel Agger gjorde comeback i Superligaen – og det gratis wifi på stadion slog nye rekorder.

Med indgangen til denne sæson har Telia Parken som det første koncert- og fodboldstadion i Europa kunnet tilbyde sine gæster gratis wifi. Dermed er det fx muligt for mange tusind gæster på én gang at dele billeder fra kampen på Facebook, uploade en selfie på Instagram og følge Kevin Magnussens bedrifter i Formel 1 på livestream.

”Vi er ovenud glade for den modtagelse, den nye service har fået fra publikum. Vi kan se, at antallet af gæster, der logger sig på, stiger markant fra event til event – og at ikke mindst mængden af data, der uploades, øges hver gang,” siger Christoph Nørgaard, privatkundechef i Telia Danmark.

Senest viser en opgørelse af dataforbruget ved den næsten udsolgte ’new firm’-kamp mellem FCK og Brøndby, at publikum i alt uploadede 137,7 GB data. Det svarer til at poste hele 70.500 billeder på Facebook, Instagram eller Twitter.

Hvis man kigger på dataforbruget over kampens forløb, kan man ligefrem aflæse kampens spændingskurve ud af tallene.

Der er naturligt et peak i data-download umiddelbart før kampen og i halvlegen, hvor man som publikummer har tid til at tjekke sin mail, læse de seneste nyheder eller skimme ens væg på Facebook og Twitter. Kampens største mængde data-upload lå lige inden kick-off – hvor begge fangrupperinger præsenterede nogle meget spektakulære tifoer, der formodentlig er blevet filmet, fotograferet og delt i stor stil. Kampens andet store udslag på datatrafik var, da FCK’s Bashkim Kadrii fem minutter inde i anden halvleg scorerede kampens eneste mål. Her blev der i de følgende minutter sendt over 180 Mbit data i sekundet fra Telia Parkens tribuner. Fortrinsvis fra hjemmeholdets fans, må man formode.

De næste fodboldkampe i Telia Parken er:

5. oktober 2014: F.C. København vs. Esbjerg IF

14. oktober 2014: Danmark vs. Portugal


Emner

  • Data, Telekommunikation, IT

Kategorier

  • wifi
  • telia parken
  • telia
  • mobil

Telia i Danmark er en del af TeliaSonera koncernen, som er den førende telekommunikationsvirksomhed i de nordiske og baltiske lande, med virksomheder i Spanien samt i en række lande i Eurasien, inklusiv Rusland og Tyrkiet. Ved udgangen af 2013 havde TeliaSonera en omsætning på 101,7 milliarder svenske kroner, og 189 mio. kunder (72,5 mio. på hjemmemarkederne og 116,5 mio. igennem delvist ejede selskaber). TeliaSonera er noteret på børserne i Stockholm og i Helsinki. Telia i Danmark udbyder mobil og fastnettelefoni til både privat- og erhvervskunder samt bredbåndsforbindelser og data-services. Telia havde i 2013 en omsætning på 4,6 milliarder danske kroner. Enkelthed og service er vigtigt for at vi kan skabe profitabel vækst og værdi for vores kunder og ejere. Læs mere på www.telia.dk