Blogindlæg -

Humor og alkoholisme

Jeg har deltaget i debatten om alkoholisme og behandlingen af alkoholisme. Jeg har holdt foredrag om min egen alkoholisme, og jeg snakker med mange mennesker om det. Jeg var i behandling i 2005, og siden 2008 har jeg været fuldstændig åben om min egen alkoholisme.

Fra tid til anden har jeg reflekteret over den humor, der ofte er forbundet med alkohol og alkoholisme. Blandt mine ædru venner er humoren velkendt, indforstået og periodevis både grov, kantet og rå. I min familie kan jeg sagtens anvende humor i forhold til min egen alkoholisme og i forhold til alkoholisme i almindelighed. Jeg er også helt bevidst om, at jeg skal være meget varsom med humoren blandt de mennesker, der kan være direkte eller indirekte påvirket af alkoholisme.

Pudsigt er det imidlertid at opleve den humor, som alkohol altid kan afstedkomme. De almindelige kendte vitser som eksempelvis;
”Man kan sagtens more sig uden alkohol, men resultatet bliver også derefter!” Underforstået, at et liv uden alkohol er kedeligt og temmelig humørforladt. Samtidig er det en svidende vittighed om den danske alkoholkultur. I Danmark indgår alkohol i helt almindelige sociale sammenhænge. I øvrigt i et omfang der er ret enestående i verden.
”En mand kommer sent og temmelig beruset hjem til konen. -Undskyld, jeg kommer så sent. Der var travlt på kontoret. Ja, det ved jeg. De har ringet flere gange efter dig ..!”

Humor og realiteterne af alkoholisme

Som alkoholiker kender man historien. Af smertelige årsager. Alkoholisme opløser talrige ægteskaber og efterlader ægtefæller og børn ulykkelige og magtesløse. Set i det lys, bliver humoren måske lidt anstrengt.
”Realiteter er en illusion fremkaldt af mangel på alkohol!” Alkohol dræber omkring 3000 mennesker i Danmark – hvert år!

Det er også meget svært at forestille sig, at andre kroniske sygdomme kan omgås med den samme humor. Alkoholisme er i en humoristisk liga helt for sig selv!
”Jeg har et alkoholproblem. Jeg har ikke flere penge til øl!” Enhver alkoholiker har oplevet det. En kamp for den næste øl. Alkoholisme bærer desværre ansvaret for mange økonomiske nedture. Virksomheders konkurser og personlig økonomisk ruin.

”Man skal ikke drikke og køre bil samtidig. Man risikerer at spilde!” Alkohol er involveret i hver 4. bilulykke. Der bliver således dræbt omkring 50 mennesker hvert år i trafikken pga. indtagelse af alkohol. I den sammenhæng er humoren lidt grotesk.

”Videnskaben har den teori, at de fleste alkoholvitser er skrevet af afholdsfolk. Så længe man synger, drikker man ikke!” Jeg har ingen anelse om årsagen til, at der er så meget humor forbundet med noget, der er så humørforladt som alkoholisme. Måske er det den mærkelige omstændighed, at alkoholisme er den eneste kroniske sygdom, der starter som en fest – og ender i en tragedie.

Når jeg siger “nej tak”

Som nævnt, har jeg været helt åben om min alkoholisme igennem mange år. Alligevel havner jeg engang imellem i et selskab, hvor de øvrige deltagere ikke nødvendigvis kender min historie.
Når jeg takker nej til vinen, bliver jeg ofte mødt med flere spørgsmål, som afslører danskernes lidt underlige forhold til alkohol. Jeg har en lille samling af reaktioner, når jeg har frabedt mig vin, øl eller spiritus;
”Nå, det blev dig der tabte opgøret om hvem der skulle køre hjem?” eller ”Nå, det var nok hende, der kørte hjem sidste gang!” I ethvert ægteskab er det åbenbart en del af ægtepagten, at ”byrden” med at være ædru til familiefesten, skal fordeles ligeligt i ægteskabet.

Der kan være mange andre gætterier om årsagen til, at jeg ikke indtager alkohol;
”Skal du slet ikke have vin? Er du syg?” eller ”Det forstår jeg. Du ser faktisk også lidt bleg ud ..!” eller ”Ved du hvad, sådan havde jeg det også i en periode, men det gik heldigvis over igen ..!”

Menneskers undren kan også afstedkomme et direkte spørgsmål; ”Hvorfor drikker du ikke?” hvorefter jeg kan komme med en eller anden forklaring, der kan være i mere eller mindre overensstemmelse med sandheden, hvorefter min sidemand kan kommentere; ”Ja, jeg ville egentlig også hellere være hjemme, men engang imellem skal man jo lidt ud ..!”

Men nogle gange har jeg det bare sådan, at jeg omgående fortæller årsagen, og det kan afstedkomme mange pudsige kommentar. Det kan foregå således;
”Hvorfor skal du ikke have alkohol?” hvorefter jeg svarer: ”Det skal jeg ikke, fordi jeg er alkoholiker!”
Herefter kan der komme mange vittige bemærkninger eller kommentarer. Jeg elsker dem alle og gemmer dem i min hukommelse;

”Åh, så har du fået rigelig hjemmefra ..!” eller
”Gud, du ligner slet ikke en dranker ..!!” eller
”Nå, du ser ellers ikke specielt beruset ud ..!!” eller
”Nå, er din kone så også det ..?” eller den jeg holder allermest af;
”Okay – så drikker du kun ved helt særlige festlige lejligheder ..?”

Humoren i alkoholisme afmonterer meget af den tragedie, der er forbundet med sygdommen. Det er jeg helt bevidst om, men jeg synes også humoren afslører danskernes meget frimodige tilgang til alkoholindtagelse.
Afslutningsvis vil jeg bare oplyse, at jeg er taknemmelig. Taknemmelig over min ædruelighed, min evne til at more mig uden alkohol – og over at min kone ikke også er alkoholiker ..!

/Søren

Emner

  • Folkesundhed

Kategorier

  • alkohol og humor
  • alkoholisme
  • behandlingcenter tjele
  • behandling af alkoholmisbrug
  • alkoholmisbrug

Kontakt

Jan Meincke

Pressekontakt Centerleder Tjele-Dansk Misbrugsbehandling 70204080

Ingeborg Gorst-Rasmussen

Pressekontakt Koordinator Tværgående opgaver i organisationen 70204080

Søren Skensved

Pressekontakt Afdelingschef Ambulant behandling 40252560

Anne-Margrethe Overgaard

Pressekontakt Rådgiver/misbrugskonsulent Information og rådgivning 70204080

Christina Bredahl Frederiksen

Pressekontakt Daglig leder Information og rådgivning 70204080